Log ind

Midt i Normandiet, omtrent tre kvarters kørsel syd for Caen, rejser den historiske borg Château Guillaume-le-Conquérant sig over byen Falaise. Her begyndte en af Europas mest berømte livshistorier.

I første halvdel af 1000-tallet kom Guillaume – senere kendt som Vilhelm Erobreren – til verden her på stedet. Og det er her, et spændende museum i dag fortæller os hele historien.

Borgen ligger på et klippefremspring, der falder brat ned mod floddalene Ante og Marescot. Den strategiske beliggenhed gjorde stedet ideelt som fæstning.

Arkæologiske fund viser, at stedet har været befæstet siden tidlig middelalder, måske før. Den ældste kendte borg på stedet var opført i træ og jord, men i det 12. århundrede blev den erstattet af et mægtigt stenkompleks, der siden blev større under de engelske normannere. Det er dén storslåede middelalderborg, man stadig ser i dag – et virvar af mure, tårne og bygninger, som skyder op fra klippen som et fossil fra en svunden tid.

Fra byens torv, hvor rytterstatuen med Normandiets helte står, går man opad til borgens port. FOTO: Frankrig.nu

Når man i dag besøger Château Guillaume-le-Conquérant, møder man en levende fortælling om middelalderen. Ruinen er bygget sammen med beton, og det hele virker flot og naturligt. Man kan køre op med elevator og alligevel virker borgen autentisk.

Hver sal er rekonstrueret på baggrund af arkæologiske fund, samtidsbeskrivelser og middelalderlige illustrationer. I køkkenet brænder en virtuel ild under de tunge gryder, og i audienssalen kan man høre stemmen af William, der taler til os. Projektioner, lydkulisser og interaktive installationer gør besøget sanseligt og lærerigt.

Selve hovedtårnet, den store donjon, blev rejst omkring år 1120, formentlig på ordre af Williams sønnesøn, hertug Henrik af Normandiet – den senere Kong Henrik I af England. Med tiden føjede man to yderligere tårne til borgen, det mindre “petit donjon” og det såkaldte “Tour Talbot”. Sammen danner de en tæt befæstet triade omgivet af bymure og op mod femten mindre tårne. De kraftige mure og de smalle vinduer viser, at borgen havde en dobbelt funktion: den skulle både være afskrækkende imponerende og den skulle beskytte.

Borgen er en imponerende ruin, som er afstivet og genopbygget flere steder for at formidle stedets historie. FOTO: Frankrig.nu

Museet fortæller ikke kun historien om Vilhelm Erobreren, men også om det samfund, han kom fra. Udstillingerne viser, hvordan hertugens magt byggede på et netværk af andre magtfulde, som svor troskab til gengæld for jord. Dengang smeltede  troens og krigens verden sammen. Det var en blodig og krigerisk tid, William levede i.

Samtidig viser museet på den arkitektoniske og tekniske kunnen, der gjorde Normandiet til et af de mest avancerede samfund i 1000-tallets Europa.

I 1200-tallet kom Falaise under den franske konge Philippe II Auguste, som lod borgen udvide yderligere som en af de kongelige fæstninger. Under Hundredeårskrigen skiftede den flere gange hænder mellem englændere og franskmænd, og i 1418 blev den midlertidigt besat af tropper under den engelske konge Henrik V. Det var en hård tid, hvor borgen blev tilpasset moderne krigsførelse, og nye bastioner og skydeskår blev indføjet.

Da krigene ebbede ud, og Normandiet i 1450’erne endeligt vendte tilbage under fransk kontrol, begyndte borgen langsomt at miste sin militære betydning. I århundrederne bagefter forfaldt borgen og bygningerne blev til sidst brugt som stenbrud for byens befolkning. Det var først i 1840, midt i den romantiske begejstring for middelalderen, at Château Guillaume-le-Conquérant blev klassificeret som “monument historique”. Den store arkitekt Victor Ruprich-Robert, elev af Viollet-le-Duc, stod for de første restaureringer. Han genopførte blandt andet dele af Tour Talbot og sikrede murværket, som var ved at styrte sammen.

Borgen slap overraskende let gennem Anden Verdenskrig. Falaise blev hårdt ramt af bombningerne under den allierede invasion i 1944, men selve borgen overlevede, fordi den lå højt og afsides. Det gjorde det muligt at fortsætte restaureringen efter krigen. I 1980’erne gennemførte byen Falaise det omfattende bevaringsprojekt, der omdannede slottet til et museum.

Besøget tager typisk lidt over en time. I sommermånederne er der åbent fra klokken ti til 19, resten af året til klokken 18. Fra byens centrum fører en kort vej op til slottet via Place Guillaume-le-Conquérant, hvor man allerede på afstand kan se de mægtige mure rejse sig over hustagene. Herfra åbner der sig en udsigt over hele Falaise og det omkringliggende landskab. På toppen kan man stå og drømme lidt om at indtage England, eller blot om at se tv-serien om William Erobreren, King & Conqueror, med Nikolaj Coster-Waldau i hovedrollen som William af Normandiet.

Regioner

Video

Se på kort

Tilføj anmeldelse

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Service
Vær venlig at bedømme Service
Værdi for pengene
Vær venlig at bedømme Værdi for pengene
Se på kort
Vær venlig at bedømme Se på kort
Renhed
Vær venlig at bedømme Renhed

Gør krav på opslaget

Tag kontrol over dit opslag!

Tilpas dine opslagsdetaljer, svar på anmeldelser, upload fotos og mere for at vise kunderne, hvad der gør din virksomhed speciel.
Din konto vil blive oprettet automatisk baseret på de data, du angiver nedenfor. Hvis du allerede har en konto, skal du venligst log ind.

Vælg plan

Udfyld formularen

Adgangskoden skal være mindst 8 tegn og inkludere:
Et stort bogstav, et nummer, og et specialtegn

Venligst for at se kontaktoplysninger.