Den enorme, skibslignende kalkstensklippe bryder gennem de bløde vinmarker i Mâconnais og knejser som et monument over forhistorien. Men det er ikke toppen af klippen, der gemmer på den største hemmelighed; det er jorden ved dens fod. Her ligger et af de tætteste lag af dyreknogler, verden kender til, og at stå her er som at træde direkte ind i en gigantisk jagtsceneri, der har varet i over 25.000 år.
I årevis troede man på myten om, at forhistoriske jægere drev vilde heste ud over klippekanten, så de faldt i døden. Nutidens arkæologer, herunder de eksperter der er tilknyttet Musée de Préhistoire de Solutré, har gennem grundig forskning tegnet et andet og mere komplekst billede. Jægerne udnyttede klippens form til at skabe en naturlig fælde. De ventede på de store flokke af rensdyr og heste, der vandrede gennem dalen, og indkredsede dem mellem klippevæggene, hvor dyrene ikke kunne undslippe.
Når man besøger udgravningsfeltet, der i dag er overdækket og en del af museet, kan man se de enorme mængder af knoglerester, der ligger lagret i jorden. Det er en overvældende mængde biomasse, der fortæller om utallige vellykkede jagter. Det er her, man finder de berømte “laurbærblade” – flintspidser, der er så tynde og fint forarbejdede, at de næsten er gennemsigtige. Redskaberne er så karakteristiske, at de har lagt navn til en hel epoke i præhistorien: Solutréen-kulturen.
Turen op til toppen af klippen er en stor del af oplevelsen. Stien snor sig gennem vegetationen, og efterhånden som man stiger op, åbner landskabet sig. Fra toppen har man et fænomenalt 360-graders udsyn over Saône-dalen. Man forstår præcis, hvorfor jægerne valgte stedet; det var det perfekte udkigspunkt. Herfra kunne man spotte støvskyerne fra en flok vandrende rensdyr på mange kilometers afstand. Det er en særlig følelse at stå på toppen og se ned på de moderne vinmarker, mens man ved, at man træder på det samme underlag, som istidens jægere brugte som deres primære observationspost.
Museet, der er diskret bygget ind i bjergsiden, er et af Frankrigs mest moderne. Det viser ikke blot fundne genstande, men forsøger at genskabe det økosystem, jægerne levede i. Man ser de enorme gevirer fra megaceros – en kæmpehjort, der nu er uddød – og man får forklaret, hvordan flintens kvalitet var afgørende for jægerens succes.
For den besøgende er Roche de Solutré mere end blot en klippe; det er et sted, hvor landskabet og menneskets historie smelter sammen i en storslået fortælling om teknologisk innovation og tilpasning til et ekstremt miljø.
Skriv et svar