De enorme betonkolosser langs Bassins à flot i Bordeaux var aldrig tænkt som et sted for kunst, fordybelse eller langsomme skridt mellem lysinstallationer og lydværker. De blev opført under den tyske besættelse af Frankrig som en del af nazisternes Atlantvold og var blandt de mest ambitiøse militære anlæg, der nogensinde er bygget. I dag er ubådshangarerne omdannet til et af Frankrigs mest markante kunststeder, Bassins des Lumières.
Ubådshistorien og krigen om Atlanterhavet har i de senere år fået fornyet opmærksomhed gennem den tyske tv-serie Das Boot, som foregår i Frankrig. Serien bygger løst videre på fortællinger om tyske ubådsmandskaber under Anden Verdenskrig, men i de seneste sæsoner udvides perspektivet markant. Handlingen bevæger sig ikke kun ombord på ubådene, men også ind i det besatte Frankrig, hvor modstandsbevægelsen, samarbejdspolitik og moral spiller en central rolle.
Store dele af serien er henlagt til franske havnebyer ved Atlanterhavet, hvor forholdet mellem den tyske besættelsesmagt og den lokale befolkning skildres mere nuanceret end tidligere.
Serien bidrager til en bredere offentlig interesse for de tyske ubådsbaser i Frankrig og deres menneskelige konsekvenser. For mange besøgende giver det et ekstra lag til oplevelsen i Bassins des Lumières. De mørke bassiner og de uendelige betonvægge fremstår ikke længere kun som arkitektoniske rammer, men som fysiske spor efter en tid, hvor unge mænd sejlede ud fra disse haller velvidende, at chancen for at vende tilbage var lille.
To tredjedel af alle tyske u-både blev sænket af de allierede, omkring 40.000 tyske sømænd gik til bunds ombord på de grå ulve, som bådene også blev kaldt, bl.a. fordi de ofte jagede i flok.
U-bådshangar i serien Das Boot, tyskproduceret med et internationalt hold af skuespillere. Kan streames på Skyshowtime. Scenen her er optaget i de forladte u-bådshangarer i kystbyen La Rochelle.
Da Bassins des Lumières åbnede som digitalt kunstcenter, blev de gamle ubådsbassiner fyldt med vand igen – ikke til krigsskibe, men til spejlinger. Kunstværker projiceres i dag direkte på betonvæggene, på gulvene og ned i vandfladerne, så rummet i sig selv bliver en del af oplevelsen. I 2026 fortsætter museet med store, sanselige udstillinger, hvor klassisk kunst, moderne billedkunst og musik smelter sammen i de mørke haller. Publikum bevæger sig frit gennem rummene, mens billeder, farver og lyd forvandler den tidligere krigsmaskine til et sted for refleksion.
Ifølge museets program for 2026 lægges der fortsat vægt på store internationale navne og temaudstillinger, men også på værker, der taler direkte ind i stedets historie. Kontrasten mellem kunstens skønhed og bygningens oprindelige formål er ikke noget, man forsøger at udviske. Tværtimod bliver den brugt bevidst. Flere kuratorer har fremhævet, at netop ubådshangarernes tyngde giver de digitale værker en særlig alvor og dybde, som ikke kan genskabes i et neutralt museumsmiljø.
Ubådshangarerne i Bordeaux blev opført fra 1941 og frem af den tyske Kriegsmarine. Anlægget var teknologisk avanceret og næsten uindtageligt. Betontaget var flere meter tykt, og selv massive bombeangreb formåede ikke at ødelægge strukturen. Basen var central i den tyske ubådskrig, hvor mandskaber ankom og forsvandt igen ud i Atlanten på dødelige missioner.
Efter krigen stod hangarerne tilbage som et problematisk monument. De var for store til at rive ned, for dyre at ombygge og for belastede af historien til at blive ignoreret. I årtier fungerede området som havneanlæg og lager, mens byen langsomt voksede udenom. Først i det 21. århundrede begyndte Bordeaux for alvor at tage stilling til, hvad man skulle stille op med de massive bygninger. Resultatet blev en radikal beslutning: i stedet for at skjule historien skulle man bruge den aktivt.
I Bordeaux har byen valgt ikke at forklare hallerne med skilte og historiske paneler. Historien er til stede, men den presses ikke på de besøgende. Man kan opleve kunstmuseet uden at kende detaljerne om ubådene, men for dem, der ved, hvad der foregik her under krigen, bliver oplevelsen mere kompleks. Lyset, musikken og de bevægelige billeder står i skarp kontrast til stedets oprindelige funktion, og netop i den kontrast opstår noget særligt.
I 2026 er Bassins des Lumières ikke blot et museum, men et eksempel på, hvordan Frankrig arbejder med sin svære arv. I stedet for at gøre fortiden usynlig har man ladet den blive en del af nutiden. De gamle tyske ubådshangarer er ikke længere et sted, hvor krigen udgik fra, men et sted, hvor man kan standse op og tænke over, hvad der sker, når historie, kunst og menneskelige fortællinger mødes i samme rum.
Udstillingerne i det helt særlige kunstcenter kombinerer digital kunst, lyd og oplevelser i rummene.
Fra den 7. februar 2026 præsenterer Bassins des Lumières to nye store udstillinger, som vil være centrale i sæsonen:
Et show dedikeret til Henri Matisse, en af det 20. århundredes vigtigste franske malere. Udstillingen har fokus på hans brug af farve og form gennem hele hans liv, præsenteret som bevægede billeder og projektioner over rum og bassinerne i hangarerne.
Et parallelprogram om Frida Kahlo, den mexicanske kunstner kendt for sine intense, personlige malerier. Her føres publikum igennem hendes værk, følelser og symbolsprog i en kortere, poetisk sekvens.
Disse to udstillinger vil blive vist i skiftende program og supplerer hinanden følelsesmæssigt og temamæssigt i den enorme udstillingsplads, som Bassins des Lumières råder over.
Venligst log ind for at se kontaktoplysninger.
Skriv et svar