Aiguille du Midi rejser sig som en nål i Mont Blanc-massivet og markerer grænsen til de højeste alpine zoner. Tinden fungerer som det naturlige midtpunkt for bjergbestigningen i regionen. Svævebanen transporterer i dag passagererne fra dalen i 1.035 meters højde til stationen på toppen i 3.842 meters højde. Turen varer tyve minutter og overvinder en højdeforskel, som krævede dagevis af hårdt arbejde at passere før den tekniske udvikling.
Pionererne på toppen
Mennesket søger mod tinden længe før tanken om svævebaner opstår.
Videnskabsmanden Friedrich Parrot udfører målinger af atmosfæren fra bunden af bjerget allerede i 1811, men selve tinden forbliver uberørt i årtier. Den 4. august 1856 lykkes det Grev Fernand de Bouillé at nå toppen. Bjergførerne Jean Cachat, Alexandre Devouassoud og Ambroise Simond støtter greven under opstigningen. De klatrer uden moderne udstyr og må hugge trin i isen med økser for at skabe fodfæste i de stejle passager. Historikeren Pierre-Louis Roy beskriver i sine værker om massivet, hvordan de tidlige klatrere baner vejen for den interesse, som senere fører til byggeriet af stationen.
Byggeriet: En kamp mod fysikkens love
Konstruktionen af svævebanen i midten af 1950-erne betragtes som en af de største ingeniørbedrifter i Alperne. Den italienske greve Dino Lora Totino leder projektet med en vision om en direkte forbindelse uden støttepiller på den øverste sektion. Da helikoptere ikke kan operere i den tynde luft med tunge materialer, må mændene stole på rå muskelkraft. Tredive bjergførere og arbejdere bærer et pilotkabel på 1.700 meter over gletsjeren Vallée Blanche. Kablet vejer over et ton, og mændene bærer vægten på skuldrene i en lang række gennem sneen. De kæmper mod vind og kulde for at få kablet op til tinden, hvor det fæstnes i granitten.
Hjælpebanen, som pilotkablet muliggør, bliver fundamentet for det videre arbejde. Arbejderne løfter alt udstyr op med hjælpebanen. De blander betonen til bygningerne på mellemliggende station og sender massen op i små spande. De skærer tunnellerne ind i granitten med dynamit og udhugger de rum, som i dag huser teknikken og oplevelsescentret. Arbejderne overnatter ofte i primitive hytter på klippen for at udnytte de korte perioder med godt vejr. Alt stål til de store piller i bunden og til stationen på toppen ankommer i mindre stykker, som mændene samler under ekstreme forhold. Indvielsen i 1955 markerer afslutningen på det farefulde arbejde og åbner bjerget for offentligheden.
Stationen og oplevelserne i højderne
Oplevelsescentret på toppen er indrettet med mange platforme og gangbroer. En elevator fører gennem klippen til den øverste terrasse, hvorfra panoramaet dækker de franske, italienske og schweiziske alper. Man kan se Matterhorn og Monte Rosa i horisonten på klare dage. Og lige ved siden af – sådan virker det – står Mont Blanc, Europas højeste punkt.
Le Pas dans le Vide, glaskassen på ydersiden af bygningen, består af fem lag hærdet glas. Teknikere monterede kassen i 2013 for at give et indblik i dybden uden den fysiske risiko ved klatring.
Luften på toppen indeholder kun to tredjedele af den ilt, som findes ved havets overflade, hvilket gør enhver bevægelse mere anstrengende.
Muligheder for bjergbestigere og vandrere
For bjergbestigere udgør banen porten til gletsjeren. Snekammen, som fører ned fra stationen, kræver fuldt udstyr med stegeisen og reb. Ryggen er smal og eksponeret, og mange klatrere starter turen herfra mod Mont Blanc eller de omkringliggende granittårne. Vandrere finder udfordringer ved Plan de l’Aiguille i 2.300 meters højde. Stien Grand Balcon Nord forbinder stationen med Montenvers-toget. Ruten følger bjergsiden og giver udsigt til Mer de Glace-gletsjeren. Vandringen foregår i et terræn med klipper og alpine planter, hvor murmeldyrene ofte ses på de græsklædte pletter.
Når man står i vognen på vej op, møder man ofte mennesker med reb og andet klatreudstyr, ligesom der er vandrere som selv går turen ned ad bjerget.
Praktisk planlægning og transport
Rejsen starter fra Chamonix, hvor svævebanestationen ligger. Der er en stor parkeringsplads. Og lige ved siden af er byen med restauranter og butikker.
Boardingnummeret på billetten styrer adgangen til kabinerne. Da vejret skifter hurtigt i højden, bør man medbringe varmt tøj og solbeskyttelse uanset forholdene i dalen. Svævebanen Panoramic Mont-Blanc kører i sommermånederne fra Aiguille du Midi over gletsjeren til Italien. Turen giver et indblik i gletsjerspalterne og serakkerne fra luften. Drift af banen afhænger helt af vinden, og teknikere kontrollerer løbende sikkerheden i systemet for at beskytte passagererne og personalet i det barske miljø.
På toppen er restaurant, turistbutik og selvfølgelig toiletter. Men det er udsigten, som er turen værd. Husk varmt tøj, også om sommeren.
Skriv et svar