Saint-Cénéri-le-Gérei ligger i departementet Orne. Landsbyen er placeret i et skarpt sving af floden Sarthe i et bakket terræn, som man kalder de normandiske Alper. Arkitekturen adskiller sig markant fra kystens træhuse, da man har bygget med den lokale, mørke granit. Stenene giver huse og mure et robust og tidløst udseende, som harmonerer med de rå klipper langs floden. Landsbyens gader er smalle og stejle, hvilket begrænser biltrafikken i den historiske kerne.
Gennem det 17. århundrede fungerede landsbyen som et vigtigt stoppested for pilgrimme på vej mod Mont Saint-Michel. Ejerskabet af jorden var fordelt mellem kirken og småbønder, som udnyttede flodens kraft til at drive vandmøller. Kirken fra det 11. århundrede står som det monumentale midtpunkt på en klippetop.
Indvendigt findes unikke freskoer, som ejerne og de gejstlige i 1600-tallet vedligeholdt som en del af det religiøse liv. Husene i landsbyen er bygget, så de tykke granitmure gav beskyttelse mod både vejr og uroligheder.
I dag er Saint-Cénéri-le-Gérei kendt som en kunstnerlandsby. Lyset over floden tiltrak i det 19. århundrede berømte malere, og deres arv præger stadig de nuværende huse.
Saint-Cénéri-le-Gérei tiltrak i det 19. århundrede en lang række malere, som søgte det særlige lys og den dramatiske natur i de normandiske Alper. Landsbyen blev et samlingspunkt for kunstnere, der arbejdede under åben himmel (en plein air), på samme måde som den berømte kunstnerkoloni i Barbizon.
Flere af tidens store navne besøgte jævnligt landsbyen og efterlod sig værker, der i dag hænger på museer verden over.
Jean-Baptiste-Camille Corot: Han regnes som en af de vigtigste skikkelser i overgangen fra neoklassicisme til impressionisme. Corot besøgte Saint-Cénéri flere gange og malede flodlandskabet ved Sarthe. Hans værker fra området er kendt for deres atmosfæriske og næsten poetiske gengivelse af lyset.
Gustave Courbet: Som en ledende figur inden for realismen fandt Courbet stor inspiration i de rå klipper og den vilde natur omkring landsbyen. Hans tilstedeværelse var med til at cementere stedets status som et vigtigt mål for seriøse landskabsmalere.
Henri Harpignies: Han var en nær ven af Corot og dedikerede en stor del af sit virke til at male de franske skove og floder. Harpignies opholdt sig ofte i Saint-Cénéri, og hans tekniske dygtighed prægede mange af de yngre kunstnere, der søgte mod byen.
En central del af kunstnerhistorien i Saint-Cénéri udspillede sig på det lokale herberg, Auberge des Sœurs Moisy. Her mødtes malerne til socialt samvær efter dagens arbejde ved floden.
Mary Renard: Han var en lokal maler, som spillede en stor rolle i at promovere landsbyen. Han er især kendt for de værker, han efterlod direkte på væggene i herberget.
Paul Saïn: Han var en anden hyppig gæst, som bidrog til den unikke samling af portrætter og skitser i det, man i dag kalder Salle des Fusains (Kullenes Sal). Her malede kunstnerne profiler af hinanden med kul direkte på de hvide vægge som tak for gæstfriheden.
Kunstnerlivet i nutiden
Arven efter mestrene lever videre i Saint-Cénéri-le-Gérei i det 21. århundrede. Landsbyen huser i dag et aktivt miljø af nulevende kunstnere, som ejer gallerier og værksteder i de historiske stenhuse.
Mange af de nuværende ejere af husene i hovedgaden har indrettet stueetagen som åbne atelierer. Her kan besøgende se moderne fortolkninger af det samme lys over Sarthe-floden, som Corot og Courbet studerede for 150 år siden.
I Auberge des Sœurs Moisy kan man også se malerier direkte på væggene fra de kunstnere, der boede der. Landsbyen er i dag i fremragende stand, og de lokale beboere passer deres haver med stor flid, hvilket giver en smuk kontrast til de mørke stenfacader. Landsbyen bevarer sin intime atmosfære, hvor flodens rislen og fuglesangen i de omkringliggende skove dominerer lydbilledet.
Skriv et svar