Der er steder i Frankrig, der ser ud, som om historien aldrig rigtig slap sit tag. Locronan er et af dem. Landsbyen ligger i det sydvestlige Finistère, 15 kilometer fra Quimper, og er med knap 800 fastboende en af de mindste byer på listen over Frankrigs officielt smukkeste landsbyer. Alligevel trækker den ifølge turistmyndigheder omkring 400.000 besøgende om året.
Årsagen er let at forstå, når man træder ud på Place de l’Église. Pladsen er omgivet på alle sider af granitbygninger fra det 15. til det 18. århundrede, og hvad der slår en med det samme er sammenhængen. Her er ingen moderne påbygninger, ingen reklameskilteskov, ingen synlige elkabler eller trafiklys.
Filmmagere har i årtier udnyttet netop det: mere end tredive film er optaget her, blandt andet Roman Polanskis “Tess” fra 1979 og Jean-Pierre Jeunets “En meget lang forlovelse” fra 2004.
Byens navn stammer fra den irske munk Ronan, der ifølge legenden krydsede Den Engelske Kanal i det 7. århundrede for at kristne egnen. Han slog sig ned i den gamle druidskov Névet og oprettede et oratorium på et keltisk helligsted – et såkaldt nemeton – markeret af tolv stationer, der symboliserede årets måneder.
Kirken Saint-Ronan på torvet, bygget i 1424 på stedet for det gamle oratorium, rummer stadig helgenens grav og betragtes som et af Bretagnes fineste eksempler på sengotisk stenhuggeri.
Velstanden kom med hamp. Fra det 15. århundrede voksede Locronan til et af Europas vigtigste centre for fremstilling af sejldug. Byens væverier leverede ifølge historiske kilder tovværk og sejl til Den Franske Flåde, den engelske flåde, den spanske flåde og angiveligt også til Christoffer Columbus’ karaveller.
Det er den rigdom fra handel og håndværk, der betalte for de prægtige granithuse, som stadig præger bytorvet. I 1669 oprettede myndighederne et særligt bureau, Bureau des Toiles, til at kontrollere kvaliteten af byens tekstiler – bygningen står stadig og huser i dag turistkontoret.
Hvert sjette år forvandles Locronan til valfartssted under Grande Troménie, en 1.200 år gammel procession langs en 12 kilometer lang rute om landsbyen. Pilgrimme fra hele Bretagne samles for at følge de tolv stationer, som Ronan ifølge legenden gik barfodet og fastende hver eneste uge.
Den næste store procession finder sted i 2031, men hvert andet år afholdes en kortere udgave, Petite Troménie, den anden søndag i juli.
Går man op ad bakkerne bag landsbyen, er der syn til Douarnenez-bugten og halvøen Crozon. Skoven Bois de Névet, som Ronan engang vandrede igennem, kan stadig udforskes på en rolig eftermiddag.
Praktisk info: Locronan er bilfrit i centrum, og parkering sker ved landsbyens indfaldsveje for omkring 5 euro om dagen. Besøg gerne i foråret eller efteråret – om sommeren kan de smalle granitgader virke snævre med turistmasserne. Om vinteren pynter landsbyen sig med lys og et julemarked, og kirkekirken Saint-Ronan oplyses af et lyd- og lysshow.
Skriv et svar