Når man nærmer sig byen fra syd, ser man, hvordan de lodrette kalkstensklipper tårner sig op over de røde tegltage. Kontrasten mellem den rå, grå sten og den grønne middelhavsvegetation skaber et landskab, som UNESCO anerkender som en del af verdensarven.
Den helt betagende by Saint-Guilhem-le-Désert er den dag i dag et af de mest visuelt overvældende stop på pilgrimsruten mod Santiago de Compostela. Landsbyen huser 240 faste indbyggere og klamrer sig til de stejle skråninger i Gellone-dalen.
Navnet henviser til den isolation, som præger dalen, da den franske kriger Guilhem d’Orange grundlægger abbediet her i år 804. Byen vinder i nutiden titlen som en af de smukkeste landsbyer i Frankrig, og arkitekturen og naturen smelter her sammen i en sjælden harmoni.
Grundlæggelsen og den hellige arv
Historien om Saint-Guilhem-le-Désert begynder med en mand, der vælger stilheden frem for sværdet. Guilhem d’Orange fungerer som en af Karl den Stores mest loyale generaler, men han forlader det politiske liv for at leve som eneboer.
Kilderne fra abbediets egne annaler beskriver, hvordan Guilhem medbringer et stykke af det sande kors, som han modtager direkte fra kejseren. Relikviet gør hurtigt den isolerede dal til et mål for tusindvis af pilgrimme. Helligdommen findes stadig i kirken i dag, og synet af det lille guldkors, der indeholder træsplinten, tiltrækker troende og historikere fra hele verden.
Når man står foran Abbediet Saint-Sauveur de Gellone, ser man den tidlige romanske stil i sin mest rendyrkede form. Murene består af massive kalksten, som håndværkerne hugger direkte fra de omkringliggende klipper. Indenfor oplever de besøgende et rum, hvor lyset falder sparsomt gennem de smalle vinduesåbninger.
Der opstår et spil af skygger på de rå stenflader, som forstærker følelsen af tidens gang og uforstyrret ro. De runde buer bærer det tunge tag uden brug af de støttepiller. Her finder man det berømte Saint-Guilhem-alter fra det 12. århundrede med fine hvide marmorindlægninger.
Arkitekturen i de smalle gyder
Landsbyen snor sig op ad bjergsiden langs den lille bæk Verdus. Når man vandrer gennem gaderne, ser man huse, der har stået næsten uændret siden det 11. og 12. århundrede. Mange huse bevarer de oprindelige tvillingevinduer med små søjler imellem.
Husene læner sig tæt op ad hinanden for at skabe skygge i de varme sommermåneder, og gyderne er ofte så smalle, at man kan røre begge mure på én gang. Arkæologiske undersøgelser fra Société Archéologique de Montpellier bekræfter, at der under husene er ældre strukturer fra karolingertiden.
Langs hovedgaden, Rue de la Font del Port, er kanaler, hvor vandet fra bjergene løber under brostenene. Lyden af rindende vand følger med overalt og giver landsbyen en friskhed, også i den tørre varme i de omkringliggende bjerge. I mange af stueetagerne driver lokale kunsthåndværkere i dag deres værksteder. Her ser man keramikere og læderarbejdere, der fortsætter de håndværksmæssige traditioner, som munkenes behov for forsyninger tidligere skabte. Bygningerne står i dag i en tilstand, hvor hver revne i muren og hver slidt trappesten fortæller om de millioner af fødder, der har passeret her gennem de sidste tolv hundrede år.
Det mægtige landskab i Cirque de l’Infernet
Bag landsbyen åbner landskabet sig i en dramatisk formation, som indbyggerne kalder Cirque de l’Infernet. Det naturlige amfiteater består af lodrette kalkstensvægge, der når flere hundrede meter op mod himlen. Når man står ved kanten af byen og kigger mod nord, ser man, hvordan klippen danner en uigennemtrængelig mur, der afslutter dalen. Navnet Infernet henviser til det helvedesagtige udseende, som de mørke huler og de forrevne klippespidser giver landskabet. Synet af de store klippeblokke, der balancerer på afgrundens rand, kan minde os om naturens enorme kræfter.
Vegetationen i dette terræn er præget af ekstrem tilpasning. Man ser stenege, hvis blade er hårde og læderagtige for at holde på fugten, og overalt vokser vild timian og rosmarin mellem stenene.
Når solen opvarmer klipperne, afgiver planterne en duft, der spreder sig i hele dalen. Stierne i Cirque de l’Infernet følger de gamle ruter, som hyrderne bruger til deres får i århundreder. Fra de øverste plateauer har man i nutiden et panorama, hvor man ser landsbyens røde tage klynge sig til abbediet, mens floden Hérault glimter i det fjerne som et blåt bånd i bunden af dalen.
Djævlens bro og flodens kræfter
Et par kilometer fra landsbyen finder man Pont du Diable, som munkene opfører mellem år 1025 og 1031. Broen spænder over floden Hérault ved indgangen til de dybe kløfter. Broen er en af de ældste bevarede middelalderbroer i Frankrig. Navnet stammer fra en lokal legende, hvor djævlen forsøger at ødelægge arbejdet hver nat, indtil Guilhem narrer ham. Ingeniørmæssigt fremviser broen to store buer og to mindre åbninger, som lader vandet passere under de voldsomme efterårsstorme, hvor floden stiger med flere meter på få timer.
Synet fra broen ned i kløften er bjergtagende. Floden har gennem millioner af år skåret sig dybt ned i kalkstenen og skabt lodrette vægge, som spejler sig i det turkisgrønne vand. Mange besøgende bruger de små strande ved broens fod til at bade under den historiske bro over dem. Broens sten viser tydelige spor af erosion fra vinden og vandet, men fundamenterne hviler direkte på de levende klipper og sikrer broens overlevelse. Myndighederne i departementet Hérault vedligeholder broen som et monument, der forbinder Saint-Guilhem-le-Désert med det moderne vejnet og omverdenen.
Det nutidige liv under platantræet
Hjertet i Saint-Guilhem-le-Désert findes på Place de la Liberté. Her står et enormt platantræ, som blev plantet i 1855. Træets stamme måler i dag flere meter i omkreds, og kronen dækker næsten hele torvet med et tæt lag af grønne blade. Under træet finder byens sociale liv sted. Caféernes borde og stole pladsen, og her samles indbyggerne og rejsende for at hvile sig i skyggen. Synet af det gigantiske træ mod de gyldne kalkstensfacader på torvet udgør et ikonisk billede på landsbylivet i Sydfrankrig.
Selvom turismen spiller en stor rolle, bevarer landsbyen en befolkning, der passer deres hverdag i de historiske rammer. Man ser indbyggerne vedligeholde deres små køkkenhaver på terrasserne bag husene, hvor de dyrker oliven og figner. Byens styre regulerer alle renoveringer ekstremt stramt for at forhindre, at moderne materialer som beton eller plastik ødelægger det visuelle udtryk.
Den demografiske udvikling i byen viser en lille stigning i antallet af unge familier, som tiltrækkes af den unikke livskvalitet og den stærke følelse af fællesskab, som den isolerede dal skaber. Saint-Guilhem-le-Désert fremstår således ikke som et dødt museum, men som en levende organisme, hvor fortidens ånd og nutidens mennesker finder sammen i skyggen af de mægtige klipper.
Skriv et svar