For nogle er Marseille vild og kaotisk, for urolig. For andre er Middelhavsbyen netop alt det, der gør den uimodståelig. En storby med nerve, sjæl og et liv, der bobler som havet udenfor. Det er Frankrigs ældste by, grundlagt af græske søfolk fra Phocaea omkring 600 f.Kr., og gennem 2600 år har den været porten mellem Europa og Middelhavet.
Byens identitet er præget af rollen som mødested. Marseille er født multikulturel, et sted hvor arabiske krydderier blander sig med provencalske retter på markederne, hvor afrikansk musik spiller på torve, og hvor fiskere stadig sejler ind med dagens fangst til Vieux-Port, den gamle havn.
Byen var i mange år berygtet for kriminalitet og social uro, men de seneste to årtier har Marseille gennemgået en bemærkelsesværdig forvandling.
Da byen i 2013 var europæisk kulturhovedstad, investerede man massivt i museer, infrastruktur og byudvikling. Havnefronten blev moderniseret, nye kulturinstitutioner åbnede, og i dag er Marseille en af de mest dynamiske storbyer i Frankrig – stadig rå, stadig ægte, men også kreativ og fuld af energi.
Marseille er ikke en by, man forelsker sig i ved første øjekast. Den kræver tid og nysgerrighed. Men når man først dykker ned i dens lag, åbner den sig som en by fuld af historier, mennesker og landskaber, man aldrig glemmer.
Her er 12 oplevelser, der viser, hvorfor Marseille er så unik.
Den gamle havn er Marseilles sjæl. Her har fiskere lagt til kaj i århundreder, og selv i dag kan man om morgenen se små fiskerbåde losse fangsten, der sælges direkte på kajen. Vieux-Port er også byens største scene, omgivet af caféer, restauranter og barer, hvor man kan sidde og se solen gå ned bag bådemasterne.
Havnen blev renoveret op til 2013 og er i dag et åbent byrum med plads til både fodgængere og cyklister. Et arkitektonisk højdepunkt er Norman Fosters store spejltag, “Ombrière”, hvor både mennesker og både spejles i stålets blanke overflade.
Over byen troner basilikaen Notre-Dame de la Garde, kaldet La Bonne Mère af marseillaiserne. Den blev bygget i 1850’erne på toppen af en tidligere fæstning og er udsmykket med mosaikker, guld og maritimt symbolik. Fra kirketårnet, hvor Jomfru Maria står med barnet i armene, kan man se ud over hele Marseille, havet og de nærliggende øer.
For søfolk har basilikaen i århundreder været et pejlemærke og et sted, man bad om beskyttelse, før man sejlede ud på Middelhavet. For besøgende i dag er den et af de smukkeste udsigtspunkter i Frankrig.
Le Panier er Marseilles ældste bydel, et labyrintisk kvarter med smalle gader, farvede facader og små pladser. Her boede de første græske kolonister, og senere blev området hjem for immigranter fra Italien, Armenien og Nordafrika.
I dag er kvarteret fyldt med kunstgallerier, caféer og håndværksbutikker. Street art pryder væggene, og de smalle trapper fører til udsigtspunkter over havnen. Le Panier er et sted, hvor man mærker Marseilles blanding af gammelt og nyt.
MuCEM åbnede i 2013 som en del af byens renæssance og ligger spektakulært ved indgangen til Vieux-Port. Bygningen, tegnet af arkitekten Rudy Ricciotti, ligner et net af beton, der omslutter glas og stål.
Museet udforsker Middelhavets historie og kulturer, fra oldtiden til nutiden. Udstillingerne spænder fra arkæologi til moderne kunst og viser, hvordan Middelhavet altid har været et rum for udveksling og konflikter. Broen, der forbinder museet med Fort Saint-Jean, giver en storslået udsigt over havet og byen.
Lige uden for havnen ligger øen If, hvor Château d’If rejser sig som en bastion. Fæstningen blev bygget i 1500-tallet og blev siden berømt som fængsel. Alexandre Dumas gjorde det verdensberømt i Greven af Monte Cristo, hvor helten Edmond Dantès fængsles her.
I dag kan man sejle til øen på en kort tur fra Vieux-Port og udforske cellerne, murene og udsigten mod byen.
Marseilles største naturskat er Calanques, en række dramatiske klippebugter, hvor kalkstensvægge falder lodret ned i det turkisblå Middelhav. Nationalparken strækker sig fra Marseille til Cassis og er perfekt til vandreture, kajakture og sejlads.
Nogle af bugterne, som Sormiou og En-Vau, er blandt de smukkeste strande i Europa. Turen hertil kræver lidt anstrengelse, men belønningen er et paradis af krystalklart vand og vilde klipper.
Marseille er kendt for sin multikulturelle stemning, og det mærkes tydeligst på markedet i Noailles. Her sælges krydderier fra Maghreb, te fra Libanon, eksotiske frugter og frisk fisk side om side. Markedet kaldes ofte “Marseilles mave” og er et af de bedste steder at opleve byens mangfoldighed.
Marseille er også hjemsted for et af modernismens vigtigste bygningsværker: Cité Radieuse, tegnet af Le Corbusier i 1950’erne. Den monumentale betonbygning rummer lejligheder, butikker, hotel og fællesfaciliteter og var en prototype på den moderne by.
I dag kan man besøge taget, hvor der er udsigt over byen, og få en guidet tur i bygningen, som stadig er beboet.
Fodbold er religion i Marseille, og hjemmebanen for Olympique de Marseille, Stade Vélodrome, er et tempel for fansene. Med plads til over 60.000 tilskuere er det et af Frankrigs største stadions, og stemningen under en kamp er legendarisk. Selv hvis man ikke er fodboldfan, er en rundvisning på stadion en oplevelse.
Marseille er fødestedet for bouillabaisse, den berømte fiskesuppe, der traditionelt laves med mindst fem forskellige fiskearter, skaldyr og krydderier som safran.
Byens køkken rummer meget mere: Aioli, panisse (kikærtefritter) og pied et paquets (lammeretter). De mange havnekroer serverer friskfanget fisk, og byens multikulturelle præg giver også plads til nordafrikanske og mellemøstlige retter.
Ud over If ligger Frioul-øerne længere ude i bugten. Øgruppen består af fire øer med hvide klipper, små bugter og krystalklart vand. De er perfekte til en dagstur, hvor man kan vandre, bade og nyde roen væk fra storbyen.
Bedste tidspunkt: Forår og efterår er ideelle, da sommeren kan være meget varm og fyldt med turister. Vinteren er mild og giver mulighed for at opleve byen uden trængsel.
Transport: Marseille har lufthavn med forbindelser til København og Paris. TGV fra Paris tager ca. 3 timer. Metro og bus dækker byen, men mange seværdigheder nås bedst til fods.
Overnatning: Vieux-Port for stemning og udsigt, Le Panier for charme, og Prado-stranden for afslappet middelhavsfølelse.
Udflugter: Calanques til fods eller med båd, dagstur til Cassis, eller en tur ind i Provence til Aix-en-Provence.
Skriv et svar