Grenoble er en by, hvor man kan starte dagen med en espresso på en plads i den gamle bydel, tage svævebanen til Bastillen og nyde udsigten, besøge et forskningscenter om eftermiddagen og afslutte dagen med et glas vin fra Savoie og en Saint-Marcellin-ost. Her er en Alpe-by, hvor fortid og fremtid lever side om side, og hvor bjergene hele tiden minder én om, at naturen er lige så meget en del af historien som menneskerne.
I Grenoble mødes historien og bjergene i en symbiose, som man sjældent finder andre steder i Europa. Byen ligger i en dal, hvor floderne Drac og Isère smelter sammen, og hvor tre kæder i De franske Alper – Belledonne, Chartreuse og Vercors – skråner op fra byen.
Når man ankommer, er det som at træde ind i et landskab, der både indrammer og former alt, hvad byen er. Bjergene står ikke bare i baggrunden; de er hele tiden til stede, som kulisse, beskyttelse – og udfordring.
Historien om Grenoble er tæt vævet sammen med Dauphiné, fyrstendømmet, der i 1349 blev en del af Frankrig.
Grenoble, der i antikken hed Cularo og senere Gratianopolis efter kejser Gratian, var i århundreder hovedstad i regionen. Her udviklede sig et sted for handel, men også som en politisk brik i det komplicerede spil mellem kongemagt, adel og kirke. Byens gamle bygninger – som parlamentet for Dauphiné på Place Saint-André – fortæller om dén fortid.
I 1800-tallet begyndte industrialiseringen med vandkraft fra bjergene. Fabrikker voksede frem langs floderne, og befolkningstallet voksede. Byen blev kendt for handsker, for stål og senere for forskning.
Vinter-OL i 1968 blev et symbol på den moderne by, med nye sportsanlæg og en helt ny bydel. Samtidig voksede universitetet og forskningscentrene.
I dag omtales Grenoble ofte som Frankrigs Silicon Valley, ikke uden grund. Her arbejder tusindvis af forskere inden for fysik, energi, nanoteknologi og IT. Det er en af Europas mest dynamiske forskningsbyer, og den tiltrækker studerende og specialister fra hele verden.
Alligevel er det stadig naturen, der definerer Grenoble i folks bevidsthed. Byen er et udgangspunkt for ski, vandring, cykelløb og klatring.
De fleste indbyggere lever med bjergene som en del af deres hverdag, og det præger kulturen. Det er svært at finde en grenoblois, som ikke enten står på ski, cykler i bjergene eller tager på weekendvandring. Kombinationen af en moderne, international forskningsby og en bjergkultur, der er rodfæstet og traditionsrig, gør Grenoble til noget særligt.
Et af Grenobles stærkeste symboler er Bastillen, fæstningen der rejser sig over byen. Den blev opført i det 19. århundrede som en del af forsvaret af Isère-dalen, men i dag er den først og fremmest et udsigtspunkt. Turen derop er i sig selv en oplevelse. De runde svævebanekabiner, indviet i 1934, var en af de første af sin slags i verden og kaldes kærligt “boblerne”.
Når man stiger ind i de gennemsigtige kugler og svæver op over floden, åbner byen sig under én, og bjergene rejser sig på alle sider. På toppen venter en udsigt, der tager vejret fra de fleste. Man kan se hele byen, floderne, og de tre bjergmassiver i horisonten. Deroppe finder man også små museer, restauranter og stier, der fortsætter videre op i bjergene. Bastillen er ikke bare et udsigtspunkt, men et sted, hvor Grenobles særlige samspil mellem historie, natur og modernitet bliver synligt.
Kunstmuseet i Grenoble er et af de bedste i Frankrig uden for Paris, og det er langt større, end man forventer af en by i Alperne. Museet rummer en enestående samling, der spænder fra egyptiske og græske genstande til middelalderlige ikoner og moderne mesterværker. Det er især kendt for sin samling af 1900-talskunst: Picasso, Matisse, Kandinsky og Léger hænger side om side, og det giver en følelse af, at man står midt i kunsthistoriens store fortælling. Bygningen er lys og moderne, og man kan nemt bruge en hel dag her.
Den gamle bydel
Selvom Grenoble er en moderne by, har den en charmerende historisk kerne. De smalle gader bugter sig mellem farvede facader, små pladser med springvand og caféer, hvor studerende og lokale mødes. På Place Saint-André står det gamle parlament for Dauphiné, et renæssancepalæ, der minder om byens fortid som regional hovedstad. I den nærliggende Saint-Laurent-kvarter kan man finde rester af romerske mure og middelalderlige kirker. Det er et kvarter, hvor man med fordel kan fare lidt vild og opdage skjulte pladser og gamle baggårde.
Musée Dauphinois
På skråningen op mod Bastillen ligger Musée Dauphinois i et gammelt kloster. Museet er dedikeret til Alpernes kulturhistorie, og det er her, man kan forstå, hvordan bjergene har formet menneskers liv gennem århundreder. Udstillingerne spænder fra hyrdeliv og kastanjedyrkning til vintersport og turisme. Det er et museum, der gør landskabet levende, og som forklarer, hvorfor Grenoble altid har været mere end bare en by i en dal – det er en by i hjertet af en kulturregion.
Parc Paul Mistral
Denne store park blev anlagt til en udstilling i 1925 og er stadig et af byens grønne åndehuller. Midt i parken står Tour Perret, Frankrigs første højhus i armeret beton, opført som et symbol på modernitet og fremskridt. Parken er fyldt med sportsbaner, legepladser og brede alléer, og den er et populært sted for en picnic eller en løbetur. Om sommeren afholdes koncerter og festivaler her, hvilket gør den til et samlingspunkt for hele byen.
Videnskabsbyen Minatec
Grenoble er berømt for forskning, og Minatec er Grenobles videnskabsby, et enormt kompleks, hvor forskere arbejder med nanoteknologi, energi og nye materialer. Besøgende kan opleve interaktive udstillinger og lære om de teknologier, der måske former vores allesammens fremtid.
Chartreuse-klostrene
Nord for Grenoble rejser Chartreuse-bjergene sig, og her ligger klostret Grande Chartreuse, grundlagt i 1084. Det er stadig et lukket kloster, men man kan besøge et museum i nærheden, der fortæller om kartheuserordenens liv og historie. Det var her, munkene begyndte at producere den berømte grønne og gule Chartreuse-likør, som stadig fremstilles efter en hemmelig opskrift. At smage den i bjergenes kølige luft er en oplevelse, hvor historie, natur og gastronomi smelter sammen.
Vercors-massivet
Vest for Grenoble ligger Vercors, et kalkstensplateau med dybe kløfter, stejle klipper og skjulte grotter. Under Anden Verdenskrig var Vercors et centrum for modstandsbevægelsen, og mange steder kan man i dag se mindesmærker for faldne frihedskæmpere. Samtidig er området et paradis for vandrere og klatrere, med spektakulære udsigter og en rig flora og fauna. At tage en dagstur til Vercors er at mærke både naturens skønhed og historiens tyngde.
Vinene fra Isère og Savoie
Grenoble ligger i udkanten af vinregionerne Savoie og Isère. Her dyrkes druer som Jacquère, Mondeuse og Persan, der giver friske og mineralske vine, som passer perfekt til bjergenes køkken. Mange vingårde kan besøges på dagsture, og man kan smage vine, der sjældent eksporteres, men som lokalt har stor betydning. At sidde på en terrasse med et glas Savoie-vin og udsigt til Alperne er en oplevelse, der binder natur og kultur sammen.
Saint-Laurent og de arkæologiske lag
Saint-Laurent-kirken rummer en arkæologisk udgravning, hvor man kan se lag fra romertid, middelalder og moderne tid side om side. Det giver en håndgribelig fornemmelse af, hvordan byen har udviklet sig. Grenoble er en af de få byer i Frankrig, hvor man kan gå under jorden og bogstaveligt talt læse historien lag for lag.
OL-arven fra 1968
De olympiske vinterlege i 1968 satte Grenoble på verdenskortet. Flere af anlæggene eksisterer stadig, bl.a. skøjtehallen og hopbakken i Saint-Nizier-du-Moucherotte. Der er et lille museum, som fortæller om legene, men byen selv er også et levende minde om denne transformation. Det var OL, der gjorde Grenoble til en moderne metropol i bjergene.
Byens markeder og gastronomi
Grenoble er kendt for oste som Saint-Marcellin og Bleu du Vercors-Sassenage, for valnødder, der har egen AOP-betegnelse, og for lokale retter som gratin dauphinois. På Marché de l’Estacade kan man opleve det hele: farverige boder med frugt, grønt, ost, charcuteri og vin. Markedet er en sanseoplevelse, hvor man møder byens rytme og får en fornemmelse af, hvordan bjergene og dalene omkring Grenoble leverer råvarer til køkkenet.
Skriv et svar