Borgmesteren kommer ind at sidde efter en omfattende sag om afpresning baseret på ikke mindre end to hemmelige optagelser, den ene en video med sexuelt indhold.

Dommen faldt ved retten i Lyon, som ifølge Le Monde vurderede, at Perdriau spiller en central rolle i et organiseret forløb, der pressede en politisk konkurrent til tavshed.

TF1 Info skriver, at dommen lyder på fire års ubetinget fængsel samt fem års tab af valgbarhed. Perdriau mister da også borgmesterposten med øjeblikkelig virkning.

Perdriau har i årevis været en markant figur i lokalpolitik. Han blev valgt som borgmester i 2014 for Les Républicains, men blev ekskluderet i 2022, da sagen begyndte at rulle.

France Bleu beskriver ham som en leder med stor kontrol over rådhuset, men også som en politiker, der ofte var omgærdet af konflikter. Efter eksklusionen beholdt han borgmesterposten, da han var direkte valgt af befolkningen.

Offeret i sagen er den tidligere viceborgmester Gilles Artigues. Ifølge Le Monde blev han i 2014 lokket til et hotelværelse og filmet i hemmelighed sammen med en mandlig prostitueret.

Videoen har ikke været lækket, men den blev brugt som trussel for at få ham til at trække sig tilbage politisk. Et lydklip, som Artigues selv optog nogle år efter, blev et hovedbevis i retten, da man her kan høre Perdriau omtale muligheden for at lække videoen til udvalgte personer.

Ifølge France Info fandt retten, at afpresningen ikke var en enkeltstående handling, men en timet og tilrettelagt operation, der blev planlagt og finansieret af personer tæt på borgmesteren. Offentlige midler fra kommunens budget blev ifølge dommerne brugt til at betale mellemled, der skulle sikre, at overvågningen og presset kunne gennemføres uden direkte spor til rådhuset. Det lykkedes så ikke særlig godt.

Reaktionen i den politiske verden har været omfattende. Le Monde skriver, at dommen anses for et af de alvorligste sammenbrud i nyere fransk kommunalpolitik, og at sagen nu ses som et symbol på, hvordan magtmisbrug og intriger kan underminere tilliden til offentlige institutioner. Flere kommentatorer, som citeres i TF1 Info, vurderer, at Perdriaus politiske karriere er definitivt slut, uanset om han vælger at anke dommen.

Sagen efterlader Saint-Étienne og den tidligere borgmesters parti i en vanskelig situation. France Bleu peger på, at kommunen står over for en periode med politisk uro, mens nye ledere findes og personalet på rådhuset forsøger at genopbygge borgernes tillid.

“Macrons største fejl er at han har gjort præsidenten stærk, men systemet skrøbeligt.”

Fransk politik er i totalkaos. President Macron angribes fra begge sider – og nu også af egne støtter for at gå af. Premierminister, Sébastien Lecornu, løb fra jobbet få timer efter, at han havde præsenteret et ministerhold. Hans regering blev den kortest siddende i hele den Femte Republiks historie, og ifølge nyhedsbureauet AP var afgangen et symbol på et system, der ikke længere fungerer.

Krisen er kulminationen på flere års voksende politisk ubalance.

Da præsident Emmanuel Macron i juni 2024 opløste Nationalforsamlingen for at genvinde initiativet, endte han med det modsatte: Et parlament uden flertal. Ingen af de tre store blokke – venstrealliancen Nouveau Front Populaire, Macrons centrumskoalition Ensemble og højrefløjspartiet Rassemblement National – kunne danne regering alene.

Den tidligere premierminister Michel Barnier blev væltet på et mistillidsvotum, François Bayrou fulgte samme skæbne, og da Lecornu overtog posten, nægtede flere partier at deltage i regeringen.

Ifølge den franske avis Le Monde er situationen uden fortilfælde under den nuværende republik.

Et system uden samarbejdstradition

Frankrigs partisystem er helt forandret i løbet af  de seneste ti år. De to klassiske blokke – Socialistpartiet og de gaullistiske republikanere – er brudt sammen.

I stedet har vælgerne stemt for en tredeling, hvor kompromis sjældent belønnes. Den franske forfatning, der giver præsidenten stærk magt, forudsætter stabile flertal, men kulturen for brede regeringssamarbejder er svag.

Ifølge France Info er der “en dyb mistillid” mellem de politiske lejre, som gør det næsten umuligt at danne holdbare alliancer.

Præsidentposten udpeges som en del af problemet. Macron har flere gange anvendt artikel 49.3 i forfatningen, der giver regeringen mulighed for at gennemføre lovforslag uden afstemning i Nationalforsamlingen. Det udløser hver gang kraftig kritik og medfører anklager om Macron-midten opfører sig enevældigt.

Da regeringen i 2024 brugte bestemmelsen til at få et upopulært budget igennem, førte det direkte til et mistillidsvotum – det første af sin art siden 1962. I et interview i France Inter sagde den politiske historiker Nicolas Roussellier, at “Macrons største fejl er at have gjort Femte Republiks styrke til sin egen svaghed – han har gjort præsidenten stærk, men systemet skrøbeligt.”

Budgetkrise og voksende økonomisk pres

Landets økonomi forværrer situationen. Regeringens udkast til budget for 2026 omfattede besparelser på 43 milliarder euro (331 mia. danske kroner), herunder afskaffelsen af to nationale fridage og en midlertidig frysning af pensionerne.

Forslaget udløste omfattende demonstrationer og strejker under mottoet Bloquons tout – “Lad os blokere alt”. Ifølge Reuters har den politiske uro og de gentagne strejker allerede kostet omkring 0,3 procentpoint af BNP-væksten i 2025, mens kreditvurderingsbureauer advarer om, at Frankrigs økonomiske troværdighed er under pres.

Financial Times har rapporteret om stigende obligationsrenter og faldende investor­tillid, hvilket yderligere forstærker usikkerheden.

Le Monde konstaterede i en leder i denne uge, at landet risikerer at gå ind i 2026 uden en vedtaget finanslov, og at “en republik, der blev skabt for at undgå kaos, nu er fanget i sit eget kaos”.

Den økonomiske stagnation er begyndt at mærkes i husholdninger og virksomheder, og embedsværket advarer ifølge den franske radiostation France Culture om, at staten kan blive tvunget til at styre på provisoriske bevillinger.

Mulige veje frem

Flere scenarier diskuteres åbent i Paris.

Ét er, at Macron opløser Nationalforsamlingen på ny og udskriver valg. Men ifølge The Guardian er udsigterne til et klart flertal små, og et nyt valg kan blot gentage dødvandet. Et andet scenarie er en såkaldt cohabitation, hvor præsidenten bevarer sin post, men udpeger en premierminister fra oppositionen – en ordning kendt fra Mitterrands og Chiracs tid.

Ifølge Le Monde undersøges muligheden, men parternes uenigheder, især mellem centrum og yderfløje, gør udsigterne dårlige. Endelig nævnes et teknokratisk overgangskabinet eller en regering af national enhed, bestående af uafhængige og moderate figurer, som kunne sikre finansloven, men en sådan løsning vil mangle folkelig forankring.

Flere forfatningseksperter ser krisen som et tegn på, at systemet selv er udtømt. Professor Dominique Rousseau fra Sorbonne siger til France Culture, at Femte Republik “ikke længere har redskaberne til at fungere i et fragmenteret samfund”, og at en reform mod et mere parlamentarisk system kan blive uundgåelig.

En ændring af forfatningen kræver både flertal i parlamentet og ved en folkeafstemning.

Ikke som resten af Europa

Set fra et europæisk perspektiv har Frankrigs problemer paralleller, men også unikke træk. Italien har gennem årtier haft ustabile regeringer, men en udpræget koalitionskultur, der holder systemet funktionsdygtigt.

Tyskland har skabt tradition for brede samarbejder som “store koalitioner” mellem CDU og SPD. Danmark og de øvrige nordiske lande bygger på parlamentarisk forhandling, hvor mindretalsregeringer kan fungere gennem aftaler på tværs af midten.

Frankrig har derimod aldrig udviklet en tilsvarende kultur for kompromis. Den franske præsidentialisme, som blev indført af Charles de Gaulle i 1958 for at sikre stabilitet, fremstår i dag som en konstruktion, der forhindrer netop det samarbejde, den var tænkt at fremme.

En republik på prøve

Den nuværende krise ses i både franske og udenlandske medier som den alvorligste siden maj-oprøret i 1968. Femte Republiks struktur er presset af samtidens virkelighed: et fragmenteret partisystem, voksende populisme og en præsidentmagt uden parlamentarisk rygdækning.

Ifølge Le Monde er Frankrig på vej mod en periode med “politisk limbo”, hvor regeringer afløser hinanden uden at skabe varig stabilitet.

Som den tyske avis Die Zeit skriver: “Frankrig fungerer stadig – men ikke længere som en republik i balance.”

Her får du en oversigt over alle partierne, deres ståsted, repræsentation i Nationalforsamlingen og hvem der leder partiet.

Vil du vide mere om partiet, klik på partiets navn, og vi giver dig en artikel om partiet og dets betydning i Frankrig.

Yderste højre

Reconquête!

• Ideologi: Ultranationalistisk, stærkt anti-immigration
• Repræsentation: Ikke i Nationalforsamlingen
• Partileder: Éric Zemmour

Rassemblement National (RN)

• Ideologi: Nationalistisk, højrepopulistisk
• Repræsentation: 126 mandater
• Partileder: Jordan Bardella (formand), Marine Le Pen (gruppeleder i Nationalforsamlingen)

Højrefløjen

Les Républicains (LR)

• Ideologi: Konservativt, gaullistisk arv
• Repræsentation: 45 mandater
• Partileder: Éric Ciotti

Debout la France (DLF)

• Ideologi: Nationalistisk, lille parti
• Repræsentation: Ikke i Nationalforsamlingen
• Partileder: Nicolas Dupont-Aignan

Centrum-højre / Midten

Horizons

• Ideologi: Centrum-højre, pro-EU, regeringsparti
• Repræsentation: 30 mandater
• Partileder: Édouard Philippe

Renaissance (tidl. La République en Marche)

• Ideologi: Centrum, pro-EU, regeringsparti
• Repræsentation: 102 mandater
• Partileder: Stéphane Séjourné (partiformand), Emmanuel Macron (grundlægger og præsident)

MoDem (Mouvement Démocrate)

• Ideologi: Centristisk, regeringsparti
• Repræsentation: 46 mandater
• Partileder: François Bayrou

UDI (Union des Démocrates et Indépendants)

• Ideologi: Lille centrum-højre parti
• Repræsentation: 3 mandater
• Partileder: Hervé Marseille

Centrum-venstre

PRG (Parti Radical de Gauche)

• Ideologi: Socialliberalt, venstre-radikalt
• Repræsentation: 2 mandater
• Partileder: Guillaume Lacroix

Place Publique

• Ideologi: Progressivt centrum-venstre, del af venstrealliancen (NUPES)
• Repræsentation: 4 mandater
• Partileder: Raphaël Glucksmann

Venstrefløjen

Parti Socialiste (PS)

• Ideologi: Socialdemokratisk
• Repræsentation: 31 mandater
• Partileder: Olivier Faure

Europe Écologie – Les Verts (EELV)

• Ideologi: Grøn, progressiv
• Repræsentation: 23 mandater
• Partileder: Marine Tondelier

Générations.s

• Ideologi: Progressivt venstre
• Repræsentation: Ikke i Nationalforsamlingen
• Partileder: Benoît Hamon

Yderste venstre

La France Insoumise (LFI)

• Ideologi: Venstrepopulistisk
• Repræsentation: 75 mandater
• Partileder: Jean-Luc Mélenchon (grundlægger), Manuel Bompard (koordinerende leder)

Parti Communiste Français (PCF)

• Ideologi: Kommunistisk
• Repræsentation: 11 mandater
• Partileder: Fabien Roussel

Nouveau Parti Anticapitaliste (NPA)

• Ideologi: Trotskistisk, revolutionær socialistisk
• Repræsentation: Ikke i Nationalforsamlingen
• Partileder: Ingen officiel – kollektiv ledelse (tidligere Olivier Besancenot som frontfigur)

Lutte Ouvrière (LO)

• Ideologi: Trotskistisk, revolutionær socialistisk
• Repræsentation: Ikke i Nationalforsamlingen
• Partileder: Nathalie Arthaud

På rekordtid lykkedes det ham at samle hundredtusinder af medlemmer og vælgere, men i dag – blot få år efter – står partiet uden repræsentation i Nationalforsamlingen.

Reconquête! adskiller sig fra andre partier på højrefløjen ved sin næsten eksklusive fokusering på immigration, islam og spørgsmålet om fransk identitet.

Zemmour taler om en “civilisationel kamp” mod det, han kalder en udhuling af den franske kultur. I hans retorik beskrives indvandring som en trussel mod selve nationens overlevelse, og han har gjort begrebet “le grand remplacement” (den store udskiftning) til et politisk varemærke.

Han hævder, at Europas oprindelige befolkning er ved at blive udskiftet af muslimske immigranter og det har givet Zemmour en stærk stemme i debatten.

Partiet blev officielt stiftet i december 2021, blot fire måneder før præsidentvalget i 2022. På det tidspunkt havde Zemmour forladt sin karriere som journalist og tv-vært for at opbygge en politisk bevægelse. Han samlede en række profiler fra højrefløjen, herunder tidligere medlemmer af Rassemblement National og Les Républicains. Den tidligere RN-politiker Marion Maréchal – niece til Marine Le Pen – blev en af de mest markante støtter.

Ved præsidentvalget i april 2022 opnåede Zemmour 7,1 procent af stemmerne, hvilket rakte til en fjerdeplads. Resultatet var både en skuffelse og en succes: Skuffelse, fordi han på et tidspunkt havde ligget tæt på Le Pen i meningsmålingerne, men succes, fordi en politisk debutant formåede at samle over to millioner franskmænd om et helt nyt parti.

Ved parlamentsvalget senere samme år gik Reconquête! efter at opnå fodfæste i Nationalforsamlingen, men det mislykkedes fuldstændigt. Ikke én kandidat fra partiet blev valgt ind, og dermed står det i dag uden parlamentarisk repræsentation.

Alligevel spiller Reconquête! fortsat en rolle i den offentlige debat. Partiet bruger sociale medier, tv-optrædener og store vælgermøder til at markere sig.

Zemmour er en stærk kommunikator. Hvor Rassemblement National under Marine Le Pen forsøger at fremstå mere stuerent og bredt appellerende, søger Zemmour at trække vælgerne yderligere mod det nationalistiske og anti-immigrationsorienterede.

Kritikere har peget på, at Zemmour på mange måder svækkede højrefløjen ved præsidentvalget. Hans tilstedeværelse delte stemmerne og gjorde det sværere for Marine Le Pen at udfordre Emmanuel Macron. Samtidig er det uklart, hvordan partiet skal opbygge en varig infrastruktur uden repræsentation i parlamentet og uden lokal forankring i kommuner og regioner.

Partiets betydning ligger derfor i højere grad i idéernes verden end i konkret politisk indflydelse. Zemmour har sat ord og billeder på en frygt, som findes i dele af befolkningen, især blandt ældre og i områder, hvor immigration og globalisering opleves som en trussel. Hans skarpe angreb på medier, eliter og “det politisk korrekte” finder genklang blandt dem, der føler sig overset af det etablerede politiske system.

Hvorvidt Reconquête! kan overleve som selvstændigt parti, er uvist. Meget afhænger af Zemmours personlige gennemslagskraft, og der har allerede været tegn på interne spændinger. Marion Maréchal, som i første omgang var en nøglefigur, er trådt mere i baggrunden, og flere profiler har forladt partiet.

Hvis partiet ikke formår at opnå valgresultater, risikerer det at ende som en parentes i fransk politisk historie. Men selv som parentes har Zemmour og hans bevægelse haft betydning. Han flyttede grænserne for, hvad man kan sige i den franske debat, og han pressede både Rassemblement National og Les Républicains til at forholde sig skarpere til emner som immigration og national identitet.

Når franske kommentatorer i dag vurderer landskabet på højrefløjen, taler de ofte om en “tripolarisering”: de klassiske konservative i LR, de højrepopulistiske i RN – og yderst ude Zemmours Reconquête!, som måske aldrig får magt, men som er med til at definere den politiske samtale.

Dengang blev partiet opfattet som et yderligtgående parti, der samlede stemmer fra utilfredse vælgere på højrefløjen. Halvfjerds år senere er partiet en central aktør i fransk politik, og i 2024 blev RN det største parti i Nationalforsamlingen.

RN blev grundlagt under navnet Front National som en samling af højreradikale grupper og personer, heriblandt tidligere tilhængere af Vichy-regimet, monarkister og modstandere af indvandring. Jean-Marie Le Pen, en karismatisk men stærkt kontroversiel leder, gjorde partiet til en slagkraftig bevægelse, men hans udtalelser om bl.a. Holocaust og afastholdt det længe som politisk paria.

I 1980’erne og 1990’erne voksede Front National ved at adressere befolkningens bekymring over stigende arbejdsløshed og immigration.

I 2002 opnåede Jean-Marie Le Pen et historisk gennembrud, da han gik videre til anden runde af præsidentvalget mod Jacques Chirac. Millioner af franskmænd gik på gaden i protest, og Le Pen tabte stort i anden runde. Resultatet viste, at højrepopulismen nu var en fast bestanddel af det franske politiske landskab.

I 2011 overtog datteren Marine Le Pen overtog ledelsen fra sin far. Hun indledte en proces, hun kaldte “dédiabolisation” – en af-dæmonisering af partiet. Hun tonede den mest ekstreme retorik ned, ekskluderede åbent antisemitiske stemmer og forsøgte at præsentere RN som et parti, der kunne regere.

I 2018 ændrede hun navnet fra Front National til Rassemblement National, et signal om en bredere appel og et brud med fortiden.

Partiets program bygger på stærk modstand mod indvandring og EU. RN ønsker at reducere antallet af immigranter kraftigt, styrke grænsekontrollen og indføre en klar “fransk først”-politik på arbejdsmarkedet og i sociale ydelser.

RN vil udfordre EU’s magt og give Frankrig mere national selvbestemmelse. Partiet har bevæget sig fra ultraliberale positioner under Jean-Marie Le Pen til et mere socialt orienteret program under Marine Le Pen, der appellerer til arbejderklassen og lavindkomstgrupper, især i de tidligere industriregioner.

Marine Le Pen har tre gange forsøgt at blive præsident – i 2012, 2017 og 2022. Hver gang er hun nået til anden runde, men tabte til først François Hollande og sidst to gange til Emmanuel Macron. Hun har fordoblet vælgerstøtten og normaliseret partiet i en grad, der tidligere var utænkelig.

Ved parlamentsvalget i 2022 skabte RN sensation ved at få 89 mandater – det bedste resultat i partiets historie. Siden da er gruppen vokset yderligere gennem løsgængere og politiske alliancer, så RN i 2024 blev Nationalforsamlingens største parti med 126 mandater.

Den parlamentariske styrke betyder, at RN i dag ikke blot er et protestparti, men en reelt magtfaktor, som andre partier må forholde sig til. Partiet leder flere kommuner og regioner, særligt i Nordfrankrig og Sydfrankrig, hvor utilfredsheden med globalisering, indvandring og økonomisk usikkerhed er størst.

Samtidig er RN stadig præget af en grundlæggende spænding. På den ene side ønsker Marine Le Pen at vise regeringsduelighed og fremstå som en legitim præsidentkandidat til 2027. På den anden side tiltrækker partiet stadig vælgere, som kræver hårde og kompromisløse udmeldinger. Balancegangen er RN’s største udfordring de kommende år.

Partiets betydning for fransk politik er svær at overvurdere. RN har forandret hele debatten om immigration og national identitet, og partiet har presset både centrum-højre (Les Républicains) og centrum (Renaissance) til at stramme retorikken. Samtidig har det udfordret venstrefløjen, der ofte har haft svært ved at imødegå RN’s appel til de økonomisk og socialt udsatte grupper.

Marine Le Pen har udtalt, at 2027 vil blive hendes sidste forsøg på at blive præsident. Lykkes det ikke, står hendes unge partiformand, Jordan Bardella, klar til at tage over. Bardella repræsenterer en ny generation af nationalister, der er vokset op i partiets skygge, men som med sin ungdom og medietække har potentiale til at føre RN ind i en ny æra.

“Hvis vi vil have et robust Frankrig i fremtiden, må vi turde tage fat på det virkelige problem: vi har for mange offentligt ansatte,” skriver han.

Ifølge ham er antallet af offentligt ansatte steget så meget, at det truer statens økonomiske balance. Han kræver hurtige reformer for at bringe udgifterne ned.

Frankrig har i dag omkring 5,8 millioner offentligt ansatte, det er cirka 20 procent af alle lønmodtagere. Herhjemme er omkring 30 procent ansat i det offentlige.

I en fransk kontekst er forslaget sprængfarligt, fordi selv den konservative højrefløj historisk har set staten som nationens rygrad. Fra Charles de Gaulle til Jacques Chirac har højrefløjen forsvaret en stærk, centraliseret stat med politiet, hæren, skolerne og hospitalerne som fundament. Når en konservativ som Juvin nu åbent siger, at der er “for mange” ansatte, ses udspillet som et farvel til hans politiske arv.

Juvin skriver, at Frankrig ikke kan få styr på sine offentlige finanser, hvis man ikke tager fat dér, hvor udgifterne er størst. Han foreslår digitalisering af administrationen og en skarp prioritering af kerneopgaver — undervisning, pleje, sikkerhed — mens andre lag af bureaukrati ifølge ham må reduceres.

Læge og konservativ politiker

Philippe Juvin (61) er både læge og politiker. Han er uddannet specialist i akut- og intensivmedicin og har været chef for akutområdet på Georges-Pompidou-hospitalet i Paris. Han har samtidig haft en lang politisk karriere: borgmester, medlem af Europa-Parlamentet og siden 2022 valgt til Nationalforsamlingen. Hans profil som både praktiserende læge og konservativ politiker gør ham til en markant stemme i partiet Les Républicains.

Les Républicains (LR) er Frankrigs klassiske højrefløjsparti, arvtager til de gaullistiske bevægelser og med præsidenter som Jacques Chirac og Nicolas Sarkozy. Partiet kombinerer økonomisk liberalisme med social konservatisme og en stærk nationalstat.

I dag kæmper LR for at finde fodfæste mellem Emmanuel Macrons midterparti og Marine Le Pens højrefløjsparti Rassemblement National. Juvins udmelding kan derfor ses som et forsøg på at give partiet en skarpere profil i økonomiske spørgsmål.

Politisk sprængstof

At reducere antallet af offentligt ansatte er i Danmark en klassisk borgerlig position, men i Frankrig er det noget nær et tabu. Staten er vævet ind i den nationale selvforståelse, og millioner af franskmænd er afhængige af offentlige job. Derfor kan Juvins krav blive et brud med partiets egen tradition og skabe intern uro. Samtidig falder det sammen med regeringens forberedelse af budgettet for 2026, hvor sparekravene allerede er upopulære.

Om udspillet får politisk gennemslag, er uvist. Med dagens indlæg har Philippe Juvin sat en af de mest følsomme diskussioner i fransk politik på dagsordenen — og givet Les Républicains en ny anledning til at vise om de stadig tør tage de store slagsmål.

Kritikken retter sig mod en stadigt mere kompleks og ufremkommelig lovgivning, som ifølge borgmestrene spænder ben for praktisk kommunal drift og udvikling. Der er tale om, hvad Christophe Bouillon, formand for foreningen af småbyer i Frankrig, kalder en “boulimie de normes” – et frådende forbrug af regler og normer, der i praksis lægger små lokalsamfund i lænker. Han nævner i flere franske medier eksempler på kommuner, som bliver fanget i et net af modstridende krav: hvis de vil isolere deres sportshaller, skal de samtidig opfylde handicapkrav, som de ikke har økonomi til at løfte, og arbejdet må derfor opgives helt. Det samme gælder for ændringer i adgangsforhold til skoler og rådhuse, som ofte må opgives på grund af et væld af detaljerede standarder.

Men det handler ikke kun om normer. Der er også en udbredt oplevelse af, at staten har frarøvet kommunerne deres økonomiske handlefrihed. Tidligere havde borgmestre større kontrol over skatteindtægter og lokale investeringer. I dag er de i stigende grad afhængige af statslige tilskud – de såkaldte dotationer – som de ikke har nogen reel indflydelse på. Flere borgmestre føler, at deres kommuner fungerer som redskaber for statens økonomiske balance uden at få de nødvendige midler til at løfte opgaverne.

Konsekvenserne er mærkbare. En undersøgelse fra Cevipof ved Sciences Po viser, at kun 27 procent af de adspurgte borgmestre i landdistrikterne føler sig anerkendt af staten – et markant fald fra 39 procent i 2020. Mange overvejer ikke at genopstille ved kommunalvalget i 2026, ikke på grund af modstand fra vælgere, men fordi de er udmattede og oplever, at deres funktion reelt er udhulet.

I Sénatet blev problemet rejst i maj, hvor blandt andre senator Françoise Gatel understregede, at landområderne ikke er en verden i forfald, men tværtimod en kilde til energi og fremdrift. Hun efterlyste konkrete initiativer, såsom udpegning af embedsmænd med særligt ansvar for landdistrikter i hvert ministerium, samt et nationalt observatorium, der kunne overvåge og fremme lokale behov.

Borgmestrene kræver nu en strategi, der både omfatter økonomisk stabilitet, afbureaukratisering og forenkling af lovgivningen. De ønsker at blive behandlet som reelle politiske aktører – ikke som forlængede arme for beslutninger truffet i Paris. Situationen er alvorlig, og som formanden for AMF for nylig sagde:

“Det, vi oplever, er ikke bare utilfredshed – det er begyndelsen på et oprør.” Hans store spørgsmål er, om regeringen lytter, inden det er for sent.