MoDem – det lille og afgørende midterparti
Mouvement Démocrate, oftest kaldet MoDem, er et centrumparti, der siden 2007 har haft en rolle som støtteparti for skiftende regeringer. Partiet er grundlagt af nu tidligere premierminister François Bayrou, som stadig er dets leder, og selv om MoDem aldrig har været stort, har det ofte haft en betydning, der overstiger dets størrelse.
Baggrunden for partiets tilblivelse var et brud med de traditionelle højrefløjspartier. Bayrou, der tidligere var en del af Union pour la Démocratie Française (UDF), ønskede at skabe et klart centristisk alternativ, som ikke skulle være bundet til hverken højre eller venstre.
Han lancerede MoDem i 2007 i forbindelse med præsidentvalget samme år, hvor han selv stillede op og overraskede med 18,6 procent af stemmerne. Det var et gennembrud, der viste, at midten kunne tiltrække mange vælgere, men et resultat, som han aldrig har været i nærheden af at gentage.
MoDems ideologiske profil er socialliberal. Partiet lægger vægt på europæisk integration, reformer af staten, uddannelse og bæredygtig udvikling. Bayrou har altid positioneret sig som en stærk forsvarer af EU og ser Frankrigs fremtid som tæt knyttet til europæisk samarbejde. Økonomisk balancerer partiet mellem markedsliberalisme og socialt ansvar, mens det politisk forsøger at tiltrække vælgere, der ønsker kompromis og stabilitet frem for ideologiske yderpunkter.
I praksis har MoDems rolle i de senere år især været at støtte Emmanuel Macron. Da Macron stillede op i 2017, gav Bayrou sin opbakning tidligt i valgkampen. Det blev afgørende, fordi det signalerede, at Macrons nye parti ikke blot var et luftkastel, men kunne regne med erfarne kræfter i ryggen. Efter Macrons sejr blev MoDem en fast del af regeringsflertallet, og partiet har siden haft en solid gruppe i Nationalforsamlingen – i dag 46 mandater.
François Bayrou selv har haft en lang og omskiftelig karriere. Han har været undervisningsminister, tre gange præsidentkandidat og borgmester i sin hjemby Pau i det sydvestlige Frankrig. Han er kendt som en principfast, men også stædig politiker, der gennem årtier har fastholdt visionen om et stærkt centrum. Samtidig er han blevet kritiseret for at være bedre til at analysere politik end til at udøve magt. Hans manglende gennembrud ved præsidentvalgene var ofte brugt som en slags bevis på, at midten alene ikke kan samle nok vælgere i Frankrig. Alt det kom Macron så og lavede om på i 2017.
MoDems styrke ligger i, at partiet er en stabil partner. Mens andre franske partier er præget af splittelser og stærke personligheder, har Bayrou formået at holde sammen på sin organisation og sikre, at MoDem spiller en rolle i regeringsflertal. Samtidig er partiet lokalt forankret med borgmestre og regionale repræsentanter, især i det sydvestlige Frankrig.
Kritikere peger på, at MoDem i dag er reduceret til et støtteparti uden selvstændig profil. Mange af partiets vælgere ser det blot som en del af Macrons projekt, og det kan blive et problem, når Macron forlader scenen i 2027. Det vil vise sig, om MoDem kan stå på egne ben, eller om det vil blive opslugt af et nyt midterprojekt. Eller om det bryder fri af Macrons skygge.
MoDem viser, at selv små partier kan spille en afgørende rolle, når de placerer sig strategisk i midten af et politisk system, der ellers ofte domineres af yderfløje.
François Bayrou selv er i dag 72 år og har givet udtryk for, at han ikke længere drømmer om præsidentposten. Hans rolle er i højere grad at være vejleder, støtte og bagstopper for det midterprojekt, han i årtier har kæmpet for. Uanset hvad der sker efter Macron, har Bayrou skrevet sig ind i fransk politik som manden, der aldrig selv nåede toppen, men som alligevel fik afgørende indflydelse.