Sommerens bedste franske film
Enzo: Unge mænd i opbrud
Enzo, som nåede de franske biografer 17. juni 2025, er instrueret af Robin Campillo og Laurent Cantet, og har fået opmærksomhed for sin dybe humanisme og overbevisende skuespilpræstation af debutanten Eloy Pohu i hovedrollen. Filmen foregår i La Ciotat og skildrer livet for en ung murerlærling, der kæmper med forventninger og identitet i en familie med stærke traditioner. Élodie Bouchez, Pierfrancesco Favino og Malou Khebizi supplerer ensemblet, og deres tilstedeværelse bidrager ifølge anmeldere til filmens troværdighed og dybde.
Franske medier som Le Monde og Télérama fremhæver Enzo som en “følsom og elegant film om opvækst og selvrealisering”. Le Parisien beskriver karakteren Enzo som “autentisk og tankevækkende”, og mange kritikere roser Campillo og Cantets følsomme håndtering af sociale temaer. Rotten Tomatoes og IMDb har endnu ikke angivet scorer, men portugisiske filmfora henviser til filmen som “en diskret vinder i sommertilbuddene”. Der er endnu ikke frigivet offentlige informationer om billetsalget i Frankrig, men filmens indtagelse ved Cannes-filmfestivalen (officiel konkurrence) antyder et solidt publikumspotentiale.
L’Accident de piano: Skarp, sort komedie
https://youtu.be/7PA8YCWMl4g
Quentin Dupieux har endnu en gang rystet den franske filmverden med en satirisk og absurd fortælling, denne gang med L’Accident de piano, som havde premiere den 2. juli 2025. Filmen blev straks et samtaleemne blandt både kritikere og publikum.
I centrum står Magalie – spillet med tyngde af Adèle Exarchopoulos – en influencer som er kendt for sine ekstreme videoer, hvor hun udsætter sig selv for smerte. Da et klaver ved et uheld rammer hende under en optagelse, trækker hun sig tilbage til et bjergchalet sammen med sin trofaste assistent Patrick, spillet af charmerende Jérôme Commandeur. I det afsidesliggende hus opsøges hun af en vedholdende journalist, Simone, spillet af Sandrine Kiberlain, som er fast besluttet på at afsløre en hemmelighed, der kan vælte Magalies tilsyneladende perfekte facade.
Filmen udspiller sig i de franske Alper, hvor bjergene både bliver bagtæppe og metafor for det pres, Magalie er under.
Dupieux, som både har skrevet manuskriptet og stået for instruktion, kamera, klip og musik, lader satiren dryppe langsomt men nådesløst ned over influencer-kulturen og behovet for opmærksomhed for enhver pris.
Medier som Cineuropa og Le Monde fremhæver filmen for sin præcision og evnen til at kombinere det tragikomiske med det groteske. Ground News kalder det Dupieux’ mest klare og skarpe værk til dato, og selvom det absurde element er stærkt, er filmen forankret i en genkendelig virkelighed.
Publikum har taget godt imod filmen, og selv om den endnu ikke har sprængt billetkasserne, har den indtjent omkring én million dollar globalt – et anstændigt beløb for en fransk kunstfilm.
L’Accident de piano er et elegant, skævt og velspillet indspark i den franske sommerfilmsæson, hvor smerten er ægte, latteren hul, og den skarpe satire ikke er til at ignorere.
Arco: En tidsrejse i farver og fremtid
Arco, der havde premiere i Cannes og senere vandt hovedprisen ved animationsfestivalen i Annecy i juni 2025, er en film, der både fortryller og udfordrer sit publikum. Den franske animationsfilm er instrueret af Ugo Bienvenu og er blevet bemærket for sin dristige æstetik og sin varme, menneskelige kerne.
Fortællingen begynder i år 2932, hvor 10-årige Arco lever i en posthuman fremtid. Ved et teknologisk uheld kastes han tilbage til året 2075, en tidsalder hvor natur og menneskelighed endnu ikke er helt forsvundet. Her møder han Iris, en jævnaldrende pige, og sammen begiver de sig ud på en rejse gennem ruinerne af det 21. århundrede. Det er en historie om venskab, erindring og håbet om en anden fremtid, fortalt med både melankoli og håb.
Filmen er produceret i Frankrig og distribueret af Diaphana, og blandt producerne finder man både Natalie Portman og Félix de Givry, hvilket har trukket international opmærksomhed til projektet. Stemmerne bag figurerne inkluderer unge Oscar Tresanini som Arco og Margot Ringard Oldra som Iris, mens mere etablerede navne som Louis Garrel, Alma Jodorowsky og Swann Arlaud lægger stemmer til de voksne karakterer.
Visuelt er Arco en perle. Farvepaletten er inspireret af fransk tegnefilmstradition fra 70’erne og 80’erne, men fortællingen er helt moderne, både i sin tematik og sin tilgang til klimakrisen, teknologi og emotionel intelligens. Rotten Tomatoes tildeler filmen 80 % i deres Tomatometer, mens IMDb har en gennemsnitlig vurdering, der afspejler filmens mere eksperimenterende karakter. I anmeldelserne fra Le Figaro og Télérama fremhæves filmens mod og sensibilitet. Den bliver kaldt “et kunstværk i bevægelse” og “en meditation over tiden selv”.
Selvom billetsalget endnu ikke er tårnhøjt, har filmen allerede fundet sin plads i hjertet hos dem, der søger andet end den gængse blockbuster. Arco er ikke en film, man ser for at blive underholdt – det er en film, man oplever for at blive mindet om, hvad det vil sige at være menneske, også i en fjern fremtid. Og det gør den til noget ganske særligt i en tid, hvor mange film ligner hinanden.
Rapaces: Thrillerportræt af kynisme og desperation
Rapaces, instrueret af Peter Dourountzis og udkommet den 2. juli 2025, har fået omtale som en spændingsfilm med bid. I centrum står Sami Bouajila i rollen som politimanden Chérif, hvis rutineindbrud i en forstad langsomt udvikler sig til en farlig magtkamp med kriminelle roller spillet af Mallory Wanecque og Jean-Pierre Darroussin.
Handlingen udspiller sig i et område, hvor social frustration og kriminalitet vokser frem, og filmens første reaktioner tyder på en præcis skildring af, hvordan desperation og magtbalancer kan snige sig ind i hverdagsgadebilledet. Ifølge Critique‑Film.fr befinder Rapaces sig i grænselandet mellem klassisk thriller og social realisme, hvor kritikere har rost filmens tempo og skuespilsniveau, men savner plads til karakterudvikling.
Der findes endnu ingen Rotten Tomatoes-score eller IMDb-estimat, men publikum på franske fora beskriver filmen som “rå” og “ubehageligt relevant”. Det franske marked for alvorlige genrefilm tager Rapaces til sig, og Dourountzis’ præcise instruktørhåndværk roses for sin evne til at skabe intensitet gennem små øjeblikke frem for store effekter.
Eddington: Spionthriller
Eddington, som havde premiere i midten af juli 2025, er en politisk thriller med rod i nutidens digitale overvågning og magtspil. Filmenudfolder handlingen i skyggerne omkring Paris, hvor Thomas Eddington, står over for en kamp mellem sikkerhedstjenester og whistleblower-netværk.
Her afdækkes parallelle fortællinger om privatlivets grænser og informationskrig, idet Eddington forsøger at eksponere korruption. Ifølge Clarisse Fabre i Le Monde skaber filmen en “kombination af ubehag og fascination” gennem sin håndtering af overvågningsteknologi. Télérama roser desuden skuespillet og filmens grainskygge-æstetik, som tjener til at holde en konstant spændingsbalance.
Rotten Tomatoes og IMDb har endnu ikke offentliggjort tal, men både kritikere og nichepublikummer anbefaler Eddington til dem, der interesserer sig for politisk thriller og moderne etiske dilemmaer. Publikum forventes at få udbytte af dens evne til at balancere realisme med krydstogt af spænding i et genrefilmformat, som fransk filmverden traditionelt favner.