Frankrig har vundet flere end 40 Oscar-statuetter
Frankrig og Oscar – en kærlighedshistorie på og om film
Når Hollywood én gang om året tænder sine projektører, og stjernerne glider hen over den røde løber, er Frankrig næsten altid til stede – hvis ikke i salen, så i ånden. Landet, der har givet verden Truffaut, Godard, Deneuve og Depardieu, har i snart et århundrede leveret nogle af Oscar-historiens mest uforglemmelige film og præstationer.
Forholdet mellem fransk filmkunst og den amerikanske filmpris har altid været passioneret: en kamp mellem kunst og glamour, mellem det eksperimenterende og det folkelige.
Allerede i 1930’erne satte franskfødte skuespillere deres præg på Hollywood. Claudette Colbert, der var født i Saint-Mandé, vandt i 1934 for sin rolle i Det skete en nat (It Happened One Night). Hendes sejr viste, at den franske charme kunne forføre det amerikanske publikum – og samtidig var det første gang, en franskfødt skuespiller holdt en Oscar i hånden.
Efter Anden Verdenskrig begyndte franske produktioner for alvor at gøre sig gældende. René Cléments Forbudte lege (Jeux interdits, 1953) blev den første franske film, der officielt vandt prisen for Bedste udenlandske film – en barsk, poetisk skildring af barndom midt i krigens ruiner. Tre år senere bragte Jacques-Yves Cousteau og Louis Malle havets mystik til lærredet med dokumentaren Den tavse verden (Le Monde du silence), der vandt både Oscar og Guldpalmen i Cannes.
I 1960 modtog Simone Signoret prisen for Bedste kvindelige hovedrolle i Værelse til leje (Room at the Top), og hun blev dermed den første franske skuespillerinde til at vinde en skuespil-Oscar. Året efter kom Marcel Camus’ Sort Orfeus (Orfeu Negro), en fransk-brasiliansk produktion, der kombinerede mytologi og samba og vandt for Bedste udenlandske film.
De følgende årtier bød på nye sejre. Serge Bourguignons Søndage hos Cybèle (1963) og François Truffauts La nuit américaine (Day for Night, 1973) vandt samme pris og cementerede Frankrigs ry som filmkunstens samvittighed. Claude Lelouchs En mand og en kvinde (1967) triumferede dobbelt – både som Bedste udenlandske film og Bedste originale manuskript – og blev et globalt hit, hvis musik stadig bruges i reklamer og film.
I 1978 vandt Moshé Mizrahis Livet foran sig (La vie devant soi/Madame Rosa) en Oscar for Bedste udenlandske film, mens komponisten Maurice Jarre allerede havde vundet tre statuetter for sine episke Hollywood-partiturer til Lawrence af Arabien, Dr. Zhivago og En rejse til Indien. Hans arvtager i musikkens verden blev Alexandre Desplat, som i 2015 og 2018 vandt for henholdsvis The Grand Budapest Hotel og The Shape of Water.
I 1993 modtog Régis Wargniers Indokina (Indochine) prisen for Bedste udenlandske film, og Catherine Deneuve blev nomineret som hovedrolleindehaver. Juliette Binoche vandt i 1997 for Den engelske patient (The English Patient), og ti år senere gjorde Marion Cotillard historien fransk igen med sin tolkning af Édith Piaf i Spurven (La Vie en Rose). Hun blev den første skuespiller i 48 år til at vinde en Oscar for en fransksproget præstation, og filmen blev en verdenssucces.
I begyndelsen af 2000’erne kom endnu et højdepunkt for fransk filmproduktion med Roman Polanskis Pianisten (The Pianist, 2002), et samarbejde mellem Frankrig, Polen og Storbritannien.
Filmen, der bygger på den polske jødiske pianist Władysław Szpilmans erindringer fra Warszawas ghetto, blev et af årtiets mest bevægende værker – og en af de største europæiske triumfer i Oscar-historien.
Ved uddelingen i 2003 vandt Pianisten tre af de tungeste statuetter: Bedste instruktør til Polanski, Bedste mandlige hovedrolle til Adrien Brody og Bedste adapterede manuskript til Ronald Harwood. Brody blev med sine 29 år den yngste vinder nogensinde i kategorien og modtog prisen med en tale, der gik verden rundt, mens Polanski – som stadig ikke kunne rejse til USA – måtte fejre sejren fra Europa.
Filmen var desuden nomineret til Bedste film og fire andre kategorier. Pianisten vandt også Guldpalmen i Cannes året før, og den står i dag som et symbol på, hvordan fransk film kan tale med et globalt publikum.
Den største franske triumf kom dog i 2012, da Michel Hazanavicius’ stumfilms-hyldest The Artist vandt fem Oscars – blandt andet Bedste film, Bedste instruktør og Bedste mandlige hovedrolle til Jean Dujardin. Filmen var produceret i Frankrig, finansieret af franske midler og indspillet i Los Angeles – et perfekt billede på den kulturelle bro mellem to filmnationer.
Siden da har Michael Hanekes Amour (2013) og Justine Triets Anatomy of a Fall (Anatomie d’une chute, 2024) ført traditionen videre, den ene med en sønderlemmende fortælling om alderdom og kærlighed, den anden med en nutidig thriller om sandhed og løgn. Begge vandt priser, der bekræftede, at fransk film stadig taler til verden.
Når Frankrig i 2026 igen skal prøve kræfter med verdens mest eftertragtede filmpris, er blikket rettet mod særligt tre film. Den officielle franske kandidat til Bedste internationale spillefilm er It Was Just an Accident (Un simple accident) af den iransk-fødte instruktør Jafar Panahi, som bor og arbejder i eksil i Frankrig.
Filmen er produceret af Les Films du Losange, støttet af CNC og Arte France, og blev modtaget med stående ovationer ved Cannes-festivalen i maj. Med sin intense, lavmælte skildring af et menneske fanget mellem system og samvittighed fortsætter Panahi den humanistiske tradition, som fransk film ofte har haft størst held med at få Oscar-akademiets opmærksomhed for. Le Monde beskrev filmen som “en stille eksplosion af moralsk kraft”, og den amerikanske branchepresse kaldte den “et sikkert Oscar-kort i international kategori”.
En anden titel, som vækker stor interesse i både Paris og Los Angeles, er Richard Linklaters fransk-producerede Nouvelle Vague. Selvom Linklater er amerikaner, er filmen optaget i Frankrig med overvejende franske skuespillere og dialog, og den udforsker selve arven efter Truffaut og Godard. Den kombination af amerikansk sensibilitet og fransk filmarv gør den til et naturligt emne for priser, ikke mindst i kategorier som Bedste manuskript og Bedste instruktion. I USA er Nouvelle Vague blevet et kritikerfænomen, og flere amerikanske magasiner omtaler den som “en kærlighedserklæring fra Hollywood til Paris”.
Også i animationskategorien er der fransk håb. Ugo Bienvenus Arco, der havde premiere i Cannes 2025, er en visuelt blændende fremtidsvision med håndtegnede elementer og eksistentielle undertoner – en arvtager til Den lille prins og Persepolis. Filmen er allerede solgt til amerikanske distributører, og dens visuelle særpræg gør den til et muligt bud på en Oscar for bedste animerede spillefilm.
Frankrigs filmindustri har de seneste år arbejdet mere strategisk end nogensinde på at sikre amerikansk opmærksomhed. Gennem organisationen UniFrance og et fast team i Los Angeles bliver franske film nu aktivt promoveret overfor Oscar-akademiet, ofte i samarbejde med store amerikanske distributører. Hvor franske filmskabere tidligere tog afstand fra Hollywoods kommercielle logik, arbejder de i dag bevidst med timing, festivalstrategi og international markedsføring – uden at gå på kompromis med den kunstneriske identitet. Og netop den balance, mellem selvstændighed og samarbejde, kan vise sig at blive nøglen til de næste franske sejre i Los Angeles.
De vigtigste franske Oscar-vindere
- 1934 – Claudette Colbert – Det skete en nat (It Happened One Night) – Bedste kvindelige hovedrolle
- 1953 – Forbudte lege (Jeux interdits, René Clément) – Bedste udenlandske film (ærespris)
- 1957 – Den tavse verden (Le Monde du silence, Jacques-Yves Cousteau & Louis Malle) – Bedste dokumentar (langfilm)
- 1960 – Simone Signoret – Værelse til leje (Room at the Top) – Bedste kvindelige hovedrolle
- 1960 – Sort Orfeus (Orfeu Negro, Marcel Camus) – Bedste udenlandske film
- 1963 – Søndage hos Cybèle (Sundays and Cybèle, Serge Bourguignon) – Bedste udenlandske film
- 1963 – Maurice Jarre – Lawrence af Arabien – Bedste originalmusik
- 1966 – Maurice Jarre – Dr. Zhivago – Bedste originalmusik
- 1967 – En mand og en kvinde (Un homme et une femme, Claude Lelouch) – Bedste udenlandske film og Bedste originale manuskript
- 1974 – La nuit américaine (Day for Night, François Truffaut) – Bedste udenlandske film
- 1978 – Livet foran sig (La vie devant soi/Madame Rosa, Moshé Mizrahi) – Bedste udenlandske film
- 1985 – Maurice Jarre – En rejse til Indien (A Passage to India) – Bedste originalmusik
- 1993 – Indokina (Indochine, Régis Wargnier) – Bedste udenlandske film
- 1997 – Juliette Binoche – Den engelske patient (The English Patient) – Bedste kvindelige birolle
- 2003 – Roman Polanski (fransk-polsk) – Pianisten (The Pianist) – Bedste instruktør
- 2006 – Pingvinmarchen (La Marche de l’empereur, Luc Jacquet) – Bedste dokumentar
- 2008 – Marion Cotillard – Spurven (La Vie en Rose) – Bedste kvindelige hovedrolle
- 2012 – The Artist (Michel Hazanavicius) – Bedste film, Bedste instruktør, Bedste mandlige hovedrolle, Bedste originalmusik
- 2015 – Alexandre Desplat – The Grand Budapest Hotel – Bedste originalmusik
- 2018 – Alexandre Desplat – The Shape of Water – Bedste originalmusik
- 2024 – Anatomy of a Fall (Anatomie d’une chute, Justine Triet & Arthur Harari) – Bedste originale manuskript
