Kaos i Frankrig: Venstrefløjen på gaden midt i regeringskrise
Frankrig befinder sig i en historisk krise. Tirsdag blev premierminister François Bayrou væltet ved et tillidsvotum i Nationalforsamlingen. Afstemningen endte med 364 nej-stemmer, 194 ja og 15 undlod, hvilket markerer første gang i Den Femte Republiks historie, at en regering er faldet på denne måde. Bayrou indgav straks sin afsked, og præsident Emmanuel Macron udnævnte senere samme aften forsvarsminister Sébastien Lecornu som ny premierminister. Han er blot 39 år og den tredje på posten på under et år, skriver Le Monde.
Onsdag morgen blev Frankrig samtidig lammet af den længe annoncerede aktionsdag under parolen “Bloquons tout”. Bevægelsen, organiseret via sociale medier og med støtte fra flere fagforeninger, havde varslet blokader af veje, stationer og skoler. Ifølge indenrigsminister Bruno Retailleau blev 80.000 politifolk og gendarmer sat ind, heraf 6.000 i Paris, for at forhindre omfattende uro.
Allerede tidligt opstod sammenstød flere steder. I Paris blev barrikader rejst ved Porte de Bagnolet og Porte de Montreuil, og et busdepot i det 18. arrondissement blev blokeret. Politiet anvendte tåregas og anholdt i løbet af formiddagen 171 personer i hovedstaden. På landsplan er der ifølge tal fra ministeriet foretaget 295 anholdelser, og fire betjente er meldt lettere såret.
Mobiliseringen har også ramt andre store byer. I Toulouse deltog mellem 13.000 og 30.000 i demonstrationer, der midlertidigt lukkede centrale gader, rapporterer La Dépêche du Midi. I Nantes og Rennes blev ringveje og rundkørsler blokeret, hvilket lammede trafikken, mens et sporvognsdepot i Bordeaux blev sat ud af spillet i flere timer, skriver Sud Ouest. I Caen blev trafikken standset på viaduc de Calix, da demonstranter satte ild til dæk.
Ifølge RTL var der registreret 430 aktioner på landsplan, heraf 273 demonstrationer og 157 blokader. Samlet deltog omkring 29.000 personer. Protesterne er rettet mod Bayrous nu faldne spareplan, men også mod det politiske system, der ifølge en måling fra IFOP ikke længere har befolkningens tillid.
Med en ny premierminister på plads og gader præget af uro står Frankrig over for en dobbelt udfordring: at genetablere politisk stabilitet og samtidig håndtere en folkelig vrede, der onsdag for alvor har sat landet på standby.
Protestdag i Frankrig
- Anholdte: 295 på landsplan, heraf 171 i Paris
- Politiindsats: 80.000 betjente og gendarmer
- Byer ramt: Paris, Toulouse, Nantes, Rennes, Bordeaux, Caen m.fl.
- Aktioner: 430 registreret, fordelt på 273 demonstrationer og 157 blokader
- Deltagere: omkring 29.000 ifølge RTL