Rejs rundt i de smukke franske nationalparker
Udenfor byerne, udendøre og i ro med naturen, sådan er nationalparkerne, Eiffeltårnet, vinmarkerne i Bordeaux og caféerne i Paris forbinder vi med Frankrig sammen med slotte, kunst, mad og mode.
Udenfor byerne findes en anden fortælling, fortællingen om den franske naturen som en dyrebar arv.
Det er fortællingen om, hvordan Frankrig sent, men målrettet, begyndte at beskytte bjerge, skove, floder og kyster – og om hvordan landskaberne nu er steder, hvor både mennesker, dyr og minder mødes.
I dag har Frankrig elleve nationalparker, og hver park rummer sin egen historie, sit eget særpræg, sin egen stemme. Samlet tegner de et billede af et land, der ser naturen som mere end et rekreativt fristed. I parkerne er naturen en del af nationens identitet, lige så vigtig som katedraler og malerier.
Nationalparkernes tidslinje begynder i 1960, da Nationalforsamlingen vedtog en lov, der ville skabe rammer for beskyttede områder. Mens USA havde fredet Yellowstone siden 1872, og Schweiz dannet sin første nationalpark i 1914, havde Frankrig tøvet.
Det skyldtes blandt andet, at landet er tæt beboet, og at naturen sjældent stod uberørt. Landsbyer, sæterbrug, skovdrift og vinmarker var filtret sammen med de områder, man ville beskytte.
Hvordan skulle man adskille mennesker fra natur, når de havde levet side om side i århundreder? Svaret blev en model, hvor kultur og natur skulle eksistere i samme ramme. Nationalparkerne i Frankrig er derfor aldrig kun naturreservater – de er også kulturarvsområder.
I 1963 kom den første park: Vanoise i Savoie. Den blev oprettet for at redde den langhornede, alpine stenbuk fra udryddelse.
I begyndelsen af det 20. århundrede var dyret næsten forsvundet, men i Vanoise fandt en lille bestand skjul. Parken gjorde det muligt at bevare arten, og i dag vandrer stenbukkene frit i bjergene, hvor de møder vandrere på vej mod gletsjere og bjergpas.
At stå i Vanoise en tidlig morgen, hvor solen rammer isen på Grande Casse, og høre klangen af klokker fra køer i dalen, er at forstå, hvordan natur og kultur kan hænge sammen.
Det er ikke helt uberørt vildmark, men en mosaik, hvor hyrder og turister, stenbukke og ørne deler det samme landskab.
Syv år senere, i 1970, kom Cévennes. Her var situationen en helt anden. Cévennes er et barskt bjergområde i Languedoc, præget af kastanjelunde og små stengærder.
I 1600-tallet, efter at Ludvig XIV havde tilbagekaldt Nantes-ediktet, gjorde de protestantiske camisarder oprør her. De kendte hver sti, hvert skjul, og de kæmpede mod kongens tropper i årevis. Parken blev derfor fra begyndelsen tænkt som et kulturlandskab, hvor menneskers kamp for frihed var lige så vigtig som naturens skønhed.
I dag er Cévennes et UNESCO-område, fordi det viser, hvordan middelhavspastoral kultur har formet landskabet. Man kan gå på stier, hvor hyrder stadig driver får, og hvor kastanjetræer, nogle af dem flere hundrede år gamle, bevidner fortidens liv.
I 1973 fulgte Écrins, et af Alpernes vildeste områder. Her rejser bjergene sig stejlt, og gletsjere snor sig ned gennem dalene. Og også her er historien synlig.
Écrins var i 1800-tallet et af de steder, hvor bjergbestigning udviklede sig som sport. Britiske og franske klatrere kom til landsbyer som La Bérarde og Vallouise for at bestige tinder på over fire tusind meter.
De blev guidet af lokale, og snart voksede en hel kultur frem, hvor bjergene blev set som udfordring og eventyr, ikke kun som arbejdslandskab. Når man i dag går på de gamle stier, kan man næsten høre ekkoet af de første isøkser, der blev plantet i isen.
I 1967 var Pyrenæerne blevet nationalpark. Området rummer noget af Europas mest dramatiske natur: Cirkusformede dale som Gavarnie, hvor klipperne rejser sig som katedraler, og vandfald styrter hundrede meter ned. Pyrenæerne er også fyldt med historie. Under Anden Verdenskrig brugte smuglere og flygtninge bjergene til at krydse ind i Spanien. At vandre her er at mærke både naturens og menneskers kamp for overlevelse.
Et mere moderne eksempel er Calanques ved Marseille, oprettet i 2012. Her falder hvide kalkklipper lodret ned i Middelhavet, og små bugter med turkisblåt vand gemmer sig mellem dem.
Calanques er en park, der viser, hvor svært det er at beskytte natur i tæt befolkede områder. Marseille presser på den ene side, turisterne på den anden. Fiskeri, sejlads og industri er en del af billedet. Men parken blev alligevel til, efter lange diskussioner.
Den er i dag et kompromis, hvor nogle områder er helt fredede, mens andre bruges med restriktioner. At sejle ind i Calanque en sommerdag, mens klipperne gløder i solen, er at se naturen på sit mest dramatiske – men også på sit mest sårbare.
Nationalparkerne er ikke kun et spørgsmål om bjerge og kyster. I 2009 blev Parc amazonien de Guyane oprettet i Fransk Guyana. Med 34.000 kvadratkilometer regnskov er det Frankrigs største nationalpark, større end Belgien. Her lever oprindelige folk som Wayãpi og Teko, og her findes et væld af dyrearter fra jaguarer til sjældne fugle. Parken rejser spørgsmål, der går langt ud over natur: Hvad vil det sige at være fransk i Sydamerika? Hvordan forvalter man en regnskov, der også er hjem for folk med egne traditioner og rettigheder?
Den nyeste park er Parc national de forêts i Bourgogne og Champagne, oprettet i 2019. Den beskytter nogle af Vesteuropas ældste løvskove, hvor egetræer har stået i århundreder. Det er et landskab, der ikke imponerer med bjerge eller hav, men med stilhed og kontinuitet. At gå her er at mærke tidens langsomme rytme. Træer, der spirer i dag, vil stå længe efter, at vi er væk.
Nationalparkerne er blevet steder, hvor man kan genfinde forbindelsen til naturen, men også steder, hvor Frankrigs historie bliver konkret. Cévennes vidner om religionskrige, Pyrenæerne om modstand under krigen, Écrins om opdagelsens ånd i 1800-tallet. De er levende parker, hvor kultur og natur ikke kan skilles.
I dag står parkerne over for nye udfordringer. Klimaforandringer mærkes allerede. I Alperne trækker gletsjere sig tilbage i rekordfart, i Cévennes trues kastanjelunde af tørke, og i Calanques bliver havets temperaturer så høje, at koraller dør. Samtidig vokser turismen. Millioner besøger parkerne hver sommer, og spørgsmålet er, hvor meget de kan tåle. Nogle steder reguleres adgangen nu strengt, med reserverede billetter og begrænsede antal besøgende.
Alligevel er nationalparkerne blevet en central del af Frankrigs selvforståelse. De bruges i skoleundervisning, optræder i valgkampe, og de indgår i fortællingen om Frankrig som en nation, der både beskytter slotte og skove, malerier og gletsjere. Når franskmændene tager på ferie, er det ofte i parkerne, de går på vandreture, bader i floder eller besøger små landsbyer.
Adgangsbegrænsning i naturområderne
Flere af Frankrigs mest besøgte natursteder – særligt i og omkring nationalparker – har indført adgangsreguleringer med forudgående reservationskrav for at beskytte sårbare økosystemer og forhindre erosion. Her er et overblik over, hvor det gælder:
Calanques Nationalpark (ved Marseille)
Særligt kystområderne som Sugiton og Pierres Tombées har siden sommeren 2022 krævet gratis men obligatorisk reservation for at begrænse antallet af daglige besøgende. I højsæsonen er besøgsgrænsen sat til 400 personer dagligt, mod tidligere op mod 2.500 om dagen. Ordningen lykkedes med at sætte foden på naturens slid og er forlænget frem til mindst 2027.
Port-Cros Nationalpark (Hyères-øerne, Côte d’Azur)
Øen Porquerolles – en del af nationalparken – har indført et loft på 6.000 besøgende dagligt i højsæsonen. Det sker ved at begrænse antal billetter på færgerne, så kapaciteten fordeles. Målsætningen er at beskytte øens miljø og infrastrukturen.
Lavezzi-øerne, Korsika
Korsika har også grebet til kvotetiltag. Flere populære lokale områder – herunder Lavezzi-øerne, Bavella og Restonica-dalen – har indført årlige afgrænsninger eller begrænsninger for daglige besøgende. For eksempel er Lavezzi-øerne begrænset til et bestemt antal besøgende om året (fx omkring 200.000) og specielt i perioder deles denne kapacitet ud per dag.
Samlet oversigt – hvor gælder reservation og kvoter?
| Område | Begrænsninger |
|---|---|
| Calanques Nationalpark | Gratis online reservation nødvendig, max 400 besøgende pr. dag i Sugiton, etc. |
| Port-Cros (Porquerolles) | Max. 6.000 besøgende pr. dag via færgebilletter i højsæsonen. |
| Lavezzi & Korsika | Årlige- og daglige kvoter på populære steder som Lavezzi, Bavella, Restonica. |
