Da paverne boede i Frankrig
I næsten 70 år regerede syv forskellige paver over hele den katolske kirke fra Frankrig efter de var flyttet fra Rom.
I september 1303 red en hær med seks hundrede ryttere og halvanden tusinde fodfolk ind i den lille italienske bjergby Anagni, tres kilometer syd for Rom. I spidsen red den franske konges håndlanger Guillaume de Nogaret og den romerske adelsmand Sciarra Colonna. Målet var pave Bonifacius VIII, som opholdt sig i paladset ved katedralen.
Da soldaterne brød ind i den store sal, fandt de Bonifacius siddende på tronen i fuld ornat – guldbesat kappe, tiara og Sankt Peters nøgler. Han var alene. Alle hans folk havde forladt ham. Soldaterne holdt paven fanget i paladset i tre dage. De krævede at han skulle abdicere. Bonifacius svarede at han hellere ville dø. Ifølge samtidige beretninger slog Colonna ham i ansigtet med en jernhandske – et slag der gik over i historien som lo schiaffo di Anagni, Anagni-lussingen.
På den tredje dag rejste Anagnis borgere sig, greb til våben og drev Colonnas folk og de franske soldater ud af byen. Bonifacius var fri. Han drog straks til Rom, men han var en ødelagt mand. Bonifacius var 73 år gammel og kom sig aldrig over mishandlingen. I de sidste uger af sit liv led han af forvirring, muligvis anfald, og periodisk aggressiv adfærd. Den 11. oktober 1303, en måned efter befrielsen, døde han i Rom.
Den ydmygelse markerede et vendepunkt i Europas historie. I århundreder havde paverne hævdet overhøjhed over alle verdslige herskere. Nu havde en fransk konge sendt bevæbnede mænd ind i en paves palads og slået ham. Magtforholdet mellem kirke og krone havde forskubbet sig. Og det der fulgte, forandrede den katolske kirke for altid.
Den franske konges pave
Konflikten mellem Bonifacius VIII og Filip IV af Frankrig – kaldet Filip den Smukke – drejede sig om magt og penge. Filip havde brug for midler til sin krig mod England og ville beskatte den franske gejstlighed. Bonifacius forbød det. Filip svarede med at lukke for alle pengeoverførsler til Rom. Paven truede med bandlysning. Kongen sendte soldater.
Efter Bonifacius’ død sad kardinalkollegiet i næsten et år uden at kunne enes om en efterfølger. Valget faldt til sidst på ærkebiskoppen af Bordeaux, der tog navnet Clemens V. Han skyldte i høj grad sit valg Filip den Smukkes indflydelse.
Clemens V nægtede at tage til Rom. Byen var en kaotisk krigszone af stridende adelsfamilier, og den franske konge pressede den nye pave til at blive i nærheden. Men hvorfor netop Avignon? Byen lå midt på en stor handelsrute, halvvejs mellem Frankrig og Italien, og vogtede den sydligste af de sjældne broer over Rhônen. Den tilhørte greverne af Provence og lå lige op ad Comtat Venaissin, et område paverne allerede havde ejet siden 1274. Clemens stod desuden over for et kirkemøde i Vienne i Dauphiné og havde brug for en base i nærheden. Formelt lå Avignon uden for det franske kongeriges grænser – byen tilhørte det tysk-romerske kejserrige – og gav dermed paven et skær af uafhængighed fra Filip, trods den franske konges faktiske indflydelse i området. Den 9. marts 1309 slog Clemens sig ned i Avignon.
Flytningen var tænkt som midlertidig. Den varede 68 år.
Babylon ved Rhônen
Kritikerne var nådesløse. Betegnelsen “det babylonske fangenskab” satte sig fast – en bevidst parallel til jødernes 70 år i eksil i Babylon i det sjette århundrede før Kristus. De 68 år i Avignon var en næsten uhyggelig spejling.
Digteren Petrarca beskrev Avignon som et “syndens afløb” og “verdens kloak” og hævdede at paverne levede i overdådig luksus mens Rom forfaldt. Petrarca boede selv i byen og mødte her angiveligt sin store kærlighed Laura i klosterkirken Sainte-Claire. Alle syv paver i Avignon var franske. Det samme var 111 af de 134 kardinaler de udnævnte. For resten af Europa lignede det et pavedømme i den franske konges lomme. Englændere og tyskere spurgte sig selv: hvordan kunne man stole på en pave der boede dør om dør med den franske konge – midt under Hundredårskrigen?
Men hvis paverne var fanger, boede de i det mest luksuriøse bur der nogensinde var bygget. I virkeligheden var de ikke fanger i bogstavelig forstand – de kunne frit rejse og regerede selvstændigt – men de sad i lommen på den franske krone, omgivet af franske kardinaler og beskyttet af franske tropper. Og de byggede i en skala der matchede ambitionerne.
Under Benedikt XII begyndte opførelsen af Palais des Papes – Pavepaladset – i 1334. Efterfølgeren Clemens VI tilføjede en ny fløj fra 1342. Tilsammen udgør de to bygninger det største gotiske palads i verden, med et areal på 15.000 kvadratmeter. Paladset husede Europas største bibliotek med over 2.000 bind og tiltrak en kreds af lærde, komponister og filosoffer. Clemens VI købte i 1348 selve byen Avignon af grevinden af Provence for 80.000 floriner. Pavehovedstaden var ikke længere til låns. Den var købt og betalt.
Pavehoffet i Avignon var datidens mest effektive juridiske apparat. Ville man have et ægteskab annulleret eller en retlig strid afgjort hvor som helst i kristenheden, sendte man guldmøntene mod Frankrig. Kirkens kasser voksede. Dens ry skrumpede.
Under Avignon-pavedømmet gennemførte kirken en gennemgribende omorganisering og centralisering af de administrative kontorer. Der kom reformer af gejstligheden, nye missionsfremstød der nåede helt til Kina, fremme af universitetsundervisning og gentagne forsøg på at mægle fred mellem stridende konger. Men det ændrede ikke grundproblemet: paven boede det forkerte sted.
Rom, med sine småhandlende og store bankfamilier, var afhængig af pavedømmet og den strøm af pilgrimme det bragte til byen. Flytningen til Avignon ramte romerne hårdt – tabet af pilgrimmenes penge tørrede byen ud. Pesten, der ramte i midten af 1300-tallet og dræbte mere end ti tusinde borgere, reducerede Rom til en skygge af sin fortid.
Kvinden der fik paven hjem
Flere paver forsøgte at vende tilbage til Rom. Urban V rejste dertil den 30. april 1362 men måtte opgive og vende tilbage til Avignon. Det afgørende skift kom med Gregor XI, den syvende og sidste Avignon-pave.
Gregor lyttede til de indtrængende bønner fra Katarina af Siena, en dominikanernonne der rejste til Avignon for personligt at overbevise paven om at hans plads var i Rom. To argumenter vejede tungest: håbet om at genforene den latinske og den ortodokse kristenhed, og den dybe overbevisning om at pavens sæde kun kunne være Sankt Peters grav.
Den 13. september 1376 forlod Gregor XI Avignon for sidste gang – trods heftig modstand fra den franske krone og kardinalkollegiet. Han ankom til Rom i januar 1377.
Det store skisma
Hjemkomsten bragte ikke fred. Gregor døde i 1378, og det kaotiske pavevalg der fulgte udløste det store vestlige skisma – en 39 år lang periode hvor to og til tider tre mænd samtidig hævdede at være den retmæssige pave. En ny pave, Urban VI, regerede fra Rom, mens en modpave, Clemens VII, satte sig i Pavepaladset i Avignon. Skismaet varede til 1417, da koncilet i Konstanz endelig samlede kirken igen under én pave.
Ved at forlade Rom havde paverne bevist at pavedømmet kunne flyttes – og dermed antydet at det kunne kontrolleres af verdslige konger. Forsøget på at vende tilbage gik så galt at kirken knækkede midt over. Buret i Avignon var åbnet, men den kirke der trådte ud, var splittet, kynisk og moden til de krav om reform der to hundrede år senere førte til Reformationen.
Avignon-pavedømmet i tal
Periode: 1309–1377 (68 år)
Paver i Avignon: syv – alle franske
Kardinaler udnævnt: 134, heraf 111 franske
Palais des Papes: verdens største gotiske palads, 15.000 m², opført fra 1334
Avignon købt af paven: 1348 for 80.000 floriner
Pavedømmets bibliotek: Europas største med over 2.000 bind
Tilbagevenden til Rom: 13. september 1376 under Gregor XI, ankomst januar 1377
Det store vestlige skisma: 1378–1417
