Cleopatra uden klicheer på stor, ny udstilling i Paris
En ny udstilling i Paris – på Institut du monde arabe (IMA) – afdækker Mysteriet om Cleopatra, “Le mystère Cléopâtre”-udstillingen varer til den 11. januar næste år.
De franske anmeldere anbefaler varmt at tage et kig på Cleopatra, når man er i Paris. Udstillingen placerer den historiske Cleopatra i den politiske virkelighed, hun navigerede i. Hun tilhørte det græsk-makedonske ptolemæerdynasti, men brød med traditionerne. Alliancen med først Julius Cæsar og siden med Marcus Antonius var ikke romantiske sidestykker, men magtstrategi i skyggen af Rom.
Avisen Le Monde beskriver, hvordan udstillingen konsekvent markerer grænserne mellem dokumenterede forhold og senere tiders dramatiseringer.
Museet ønsker selv at skrælle lagene af verdens nok mest misforståede dronning og skille kilder fra klichéer.
Først møder man de sjældne, faste holdepunkter – mønter med dronningens profil og et papyrus, som ifølge museets præsentation kan være underskrevet af Cleopatra selv – og derfra folder ruten sig ud gennem to årtusinders billeder, teater, litteratur og film.
Det greb giver mening, for der findes forbavsende få samtidige, direkte vidnesbyrd om Cleopatra VII, der regerede Egypten fra 51 til 30 f.Kr. Her hjælper mønterne, som var antikkens massemedie: på denarer og tetradrakmer styrer dronningen selv sit portræt, og hun ligner andre magthavere fra tiden snarere end den eksotiske filmfigur, vi kender.
Udstillingen minder publikum om, at Cleopatra ikke kun var et billede – hun var en regerende, selvbevidst monark. Téléramas anmeldelse af udstillingen fremhæver de historiske fund som modvægt til 1800-tallets store lærreder.
Netop dramatiseringen af myten fylder den næste del af ruten rundt i museet. Fra Shakespeare til Delacroix og videre til 1800-tallets operaer og Hollywoods storproduktion med Elizabeth Taylor har Cleopatra været spejl for skiftende tiders forestillinger om køn, magt og Orienten.
France 24 hæfter sig ved, at museet bevidst gør op med den endimensionale femme fatale og viser, hvordan myten blev formet af alt fra romersk propaganda til moderne billedsprog. Et af de værker, der får ekstra plads, er Jean-André Rixens’ “La Mort de Cléopâtre” (1874). Udstillingen viser også farver og silkestoffer, som eksempel på 1800-tallets orientalisme. Sat op mod de nøgterne kilder fungerer maleriet som en visuel lakmustest: hvad ønsker vi at se – og hvad ved vi faktisk?
Formidlingen er stramt kurateret og let at følge. Man føler, at der holdes igen med de mest fristende klicheer og rekvisitter, og at rummet i stedet bruges på originale genstande, tydelige tekster og et forløb, der hele tiden binder person, politik og billeder sammen. Anmeldelsen i Télérama roser balancen: man får et rigtigt syn, ikke en historisk soap. For det brede publikum er det en fordel, at man kan gå ind og ud af lagene, alt efter om man er mest til arkæologi, kunsthistorie eller populærkultur.
Udstillingen ligger midt i turisthøjsæsonen og strækker sig ind i de kolde måneder, og IMA holder udvidet åbent enkelte aftener. Ifølge museets program er der familieaktiviteter og talk-formater i løbet af perioden, så man kan kombinere et besøg med børn med noget mere dybdegående senere på dagen. Paris’ kulturmedier beskriver udstillingen som et af sensommerens sikre valg for alle, der gerne vil have både kølig aircondition og lidt at tænke over på vej ud.
Det mest overbevisende ved “Le mystère Cléopâtre” er, at den tør sige “både og”. Cleopatra var både en konkret politisk aktør i en brutal magtkamp og en figur, som vi – Vesten, Mellemøsten, kunsten og mediehistorien – har tegnet og tegnet om igen i 2.000 år.
Den dobbelte fortælling er en af udstilingens pointer. Når man går ud, forstår man bedre, hvorfor dronningen stadig skaber debat, og hvorfor diskussioner om hendes hudfarve, nationalitet og udseende blusser op igen og igen. De spørgsmål siger først og fremmest noget om os, men udstillingen vender dem nysgerrigt tilbage mod kilderne: Hvad fortæller mønterne? Hvad siger teksterne? Hvad er senere tiders projektion?
Hvis man vil dykke videre i vurderinger og baggrund, er der gode overblik at hente hos IMA selv, som forklarer struktur og nøgleværker, hos Le Monde, der beskriver den kuratoriske idé, hos France 24, der fokuserer på opgøret med klichéerne, og hos Télérama, som lægger vægt på værkvalget og tonen. Tilsammen bekræfter de, at udstillingen ikke bare udnytter et kendt navn, men faktisk løfter et stykke kulturhistorie med et sjældent klart blik. Man går ind for kilderne og bliver for billederne – og går ud med en mere jordnær Cleopatra i hovedet.
Åbent: tirsdag–fredag 10–18, onsdag aften til 21:30, lørdag 10–20, søndag og helligdage 10–19.
