Socialdemokratiet – det engang mægtige arbejderparti
Det franske socialdemokrati, Parti Socialiste (PS), har flere end hundrede år været en af grundpillerne i landets politik. Fra François Mitterrands præsidentskab i 1980’erne til François Hollande i 2010’erne har partiet i lange perioder formet den sociale og økonomiske udvikling i landet. I dag er virker socialdemokraterne som en skygge af sig selv, fanget i et politisk landskab, der har ændret sig dramatisk.
Rødderne til Parti Socialiste går tilbage til 1905, hvor flere socialistiske grupper sluttede sig sammen i SFIO – Section Française de l’Internationale Ouvrière. Partiet byggede på arbejderbevægelsen, sekularisme og social retfærdighed.
I 1971 blev SFIO omdannet til det nuværende Parti Socialiste, og under Mitterrand fik partiet sit store gennembrud. Han blev valgt som præsident i 1981 og bragte socialdemokraterne til magten.
Mitterrands æra blev skelsættende. Hans første år bød på omfattende nationaliseringer og sociale reformer, men siden blev kursen mere pragmatisk og markedsorienteret. Det lykkedes ham at skabe et bredt rødt flertal, der holdt sammen i to presidentperioder. PS blev den dominerende kraft i fransk politik, og mange mente, at det ville forblive sådan i generationer.
Men efter Mitterrand kom en nedturen snigende. Med Lionel Jospins regering i 1990’erne forsøgte PS at forene økonomisk ansvar med social politik, men globalisering og EU’s finansregler lagde pres på de politiske løfter. Da François Hollande blev valgt som præsident i 2012, var forventningerne store – men hans kompromisser og upopulære arbejdsmarkedsreformer skuffede mange vælgere.
Ved præsidentvalget i 2017 blev socialdemokraterne nærmest udslettet, da Benoît Hamon blot opbakning fra 6,4 procent af stemmerne. Samtidig tabte partiet størstedelen af mandaterne i Nationalforsamlingen.
En stor del af vælgerne gik til Emmanuel Macrons nye centrumsparti, mens venstrefløjen søgte mod Jean-Luc Mélenchon og La France Insoumise.
Siden har PS forsøgt at genopbygge sig under ledelse af Olivier Faures. Han står i spidsen for en vanskelig balancegang mellem samarbejde og selvstændighed. I 2022 indgik PS i den fælles venstrealliance NUPES sammen med De Grønne, Kommunisterne og Mélenchons bevægelse. Aftalen sikrede partiet 31 mandater, men mange socialdemokrater frygter, at samarbejdet udvisker partiets egen identitet.
Partiet ønsker at styrke velfærden, investere i uddannelse og grøn omstilling, og samtidig fastholde Frankrig som en stærk stemme i EU. Men det er blevet vanskeligt at formulere et klart alternativ til Macrons midterkurs, som på mange punkter har overtaget meget af den socialdemokratiske dagsorden.
På lokalt plan lever PS videre. Partiet styrer stadig flere store byer – bl.a. Paris under Anne Hidalgo – og mange borgmestre og regionsformænd holder bevægelsen i live. Netop det kommunale niveau kan vise sig at blive nøglen til et socialdemokratisk comeback.
François Hollande har selv antydet, at han kunne vende tilbage til politik, og yngre profiler som Carole Delga og Olivier Faure forsøger at modernisere partiet. Udfordringen er enorm: PS skal både overbevise tidligere vælgere, der nu støtter Macron, og venstreorienterede vælgere, der hellere stemmer på Mélenchon.
Parti Socialiste er i dag mere en historisk institution end en politisk kraft. Men dets arv er dybt forankret i fransk samfundsliv: idéen om lighed, sekularisme og social mobilitet bærer stadig partiets stempel.
Om PS nogensinde vender tilbage som dominerende kraft, er uvist, men fransk politik ville være svær at forstå uden dets århundredlange rolle som arbejderklassens og republikkens sociale samvittighed.