Enormt kaos i fransk politik – alt forværres
Den politiske krise medfører lavere levestand, massive protester og kan stille Frankrig overfor en grundlovsændring, der tager magten fra presidenten.
“Macrons største fejl er at han har gjort præsidenten stærk, men systemet skrøbeligt.”
Fransk politik er i totalkaos. President Macron angribes fra begge sider – og nu også af egne støtter for at gå af. Premierminister, Sébastien Lecornu, løb fra jobbet få timer efter, at han havde præsenteret et ministerhold. Hans regering blev den kortest siddende i hele den Femte Republiks historie, og ifølge nyhedsbureauet AP var afgangen et symbol på et system, der ikke længere fungerer.
Krisen er kulminationen på flere års voksende politisk ubalance.
Da præsident Emmanuel Macron i juni 2024 opløste Nationalforsamlingen for at genvinde initiativet, endte han med det modsatte: Et parlament uden flertal. Ingen af de tre store blokke – venstrealliancen Nouveau Front Populaire, Macrons centrumskoalition Ensemble og højrefløjspartiet Rassemblement National – kunne danne regering alene.
Den tidligere premierminister Michel Barnier blev væltet på et mistillidsvotum, François Bayrou fulgte samme skæbne, og da Lecornu overtog posten, nægtede flere partier at deltage i regeringen.
Ifølge den franske avis Le Monde er situationen uden fortilfælde under den nuværende republik.
Et system uden samarbejdstradition
Frankrigs partisystem er helt forandret i løbet af de seneste ti år. De to klassiske blokke – Socialistpartiet og de gaullistiske republikanere – er brudt sammen.
I stedet har vælgerne stemt for en tredeling, hvor kompromis sjældent belønnes. Den franske forfatning, der giver præsidenten stærk magt, forudsætter stabile flertal, men kulturen for brede regeringssamarbejder er svag.
Ifølge France Info er der “en dyb mistillid” mellem de politiske lejre, som gør det næsten umuligt at danne holdbare alliancer.
Præsidentposten udpeges som en del af problemet. Macron har flere gange anvendt artikel 49.3 i forfatningen, der giver regeringen mulighed for at gennemføre lovforslag uden afstemning i Nationalforsamlingen. Det udløser hver gang kraftig kritik og medfører anklager om Macron-midten opfører sig enevældigt.
Da regeringen i 2024 brugte bestemmelsen til at få et upopulært budget igennem, førte det direkte til et mistillidsvotum – det første af sin art siden 1962. I et interview i France Inter sagde den politiske historiker Nicolas Roussellier, at “Macrons største fejl er at have gjort Femte Republiks styrke til sin egen svaghed – han har gjort præsidenten stærk, men systemet skrøbeligt.”
Budgetkrise og voksende økonomisk pres
Landets økonomi forværrer situationen. Regeringens udkast til budget for 2026 omfattede besparelser på 43 milliarder euro (331 mia. danske kroner), herunder afskaffelsen af to nationale fridage og en midlertidig frysning af pensionerne.
Forslaget udløste omfattende demonstrationer og strejker under mottoet Bloquons tout – “Lad os blokere alt”. Ifølge Reuters har den politiske uro og de gentagne strejker allerede kostet omkring 0,3 procentpoint af BNP-væksten i 2025, mens kreditvurderingsbureauer advarer om, at Frankrigs økonomiske troværdighed er under pres.
Financial Times har rapporteret om stigende obligationsrenter og faldende investortillid, hvilket yderligere forstærker usikkerheden.
Le Monde konstaterede i en leder i denne uge, at landet risikerer at gå ind i 2026 uden en vedtaget finanslov, og at “en republik, der blev skabt for at undgå kaos, nu er fanget i sit eget kaos”.
Den økonomiske stagnation er begyndt at mærkes i husholdninger og virksomheder, og embedsværket advarer ifølge den franske radiostation France Culture om, at staten kan blive tvunget til at styre på provisoriske bevillinger.
Mulige veje frem
Flere scenarier diskuteres åbent i Paris.
Ét er, at Macron opløser Nationalforsamlingen på ny og udskriver valg. Men ifølge The Guardian er udsigterne til et klart flertal små, og et nyt valg kan blot gentage dødvandet. Et andet scenarie er en såkaldt cohabitation, hvor præsidenten bevarer sin post, men udpeger en premierminister fra oppositionen – en ordning kendt fra Mitterrands og Chiracs tid.
Ifølge Le Monde undersøges muligheden, men parternes uenigheder, især mellem centrum og yderfløje, gør udsigterne dårlige. Endelig nævnes et teknokratisk overgangskabinet eller en regering af national enhed, bestående af uafhængige og moderate figurer, som kunne sikre finansloven, men en sådan løsning vil mangle folkelig forankring.
Flere forfatningseksperter ser krisen som et tegn på, at systemet selv er udtømt. Professor Dominique Rousseau fra Sorbonne siger til France Culture, at Femte Republik “ikke længere har redskaberne til at fungere i et fragmenteret samfund”, og at en reform mod et mere parlamentarisk system kan blive uundgåelig.
En ændring af forfatningen kræver både flertal i parlamentet og ved en folkeafstemning.
Ikke som resten af Europa
Set fra et europæisk perspektiv har Frankrigs problemer paralleller, men også unikke træk. Italien har gennem årtier haft ustabile regeringer, men en udpræget koalitionskultur, der holder systemet funktionsdygtigt.
Tyskland har skabt tradition for brede samarbejder som “store koalitioner” mellem CDU og SPD. Danmark og de øvrige nordiske lande bygger på parlamentarisk forhandling, hvor mindretalsregeringer kan fungere gennem aftaler på tværs af midten.
Frankrig har derimod aldrig udviklet en tilsvarende kultur for kompromis. Den franske præsidentialisme, som blev indført af Charles de Gaulle i 1958 for at sikre stabilitet, fremstår i dag som en konstruktion, der forhindrer netop det samarbejde, den var tænkt at fremme.
En republik på prøve
Den nuværende krise ses i både franske og udenlandske medier som den alvorligste siden maj-oprøret i 1968. Femte Republiks struktur er presset af samtidens virkelighed: et fragmenteret partisystem, voksende populisme og en præsidentmagt uden parlamentarisk rygdækning.
Ifølge Le Monde er Frankrig på vej mod en periode med “politisk limbo”, hvor regeringer afløser hinanden uden at skabe varig stabilitet.
Som den tyske avis Die Zeit skriver: “Frankrig fungerer stadig – men ikke længere som en republik i balance.”