I hjertet af Metz står katedralen Saint-Étienne. Den er Lorraines mest besøgte seværdighed, og den rummer mere farvet glas end nogen anden katedral i verden. Kirkerummet er 41,41 meter til hvælvingen. Vinduerne strækker sig fra det 13. til det 20. århundrede og er verdens største. Og nede i kryptaen ligger en drage.
Historien om Saint-Étienne begynder på stedet for et langt ældre gudshus. Allerede i oldtiden var stedet viet til den hellige Stefanus. Ifølge den frankiske biskop og historiker Gregor af Tours var et bedekapel indviet til denne martyr det eneste bygningsværk i Metz, der undslap, da Attila plyndrede og brændte byen den 7. april 451.
Opførelsen af den nuværende katedral påbegyndtes i 1220’erne på stedet for en ældre religiøs bygning. Den karakteristiske okker-gule farve skyldes brugen af en lokal kalksten fra nærliggende Jaumont-brud. Det tog tre århundreder at fuldende katedralen, som blev indviet i 1552.
Undervejs slugte den en nabokirke: midt i det 14. århundrede blev katedralen sammenbygget med kollegiatkirken Notre-Dame, og der tilføjedes et nyt tværskib og et sengotisk kor, afsluttet mellem 1486 og 1520. Det er grunden til, at Saint-Étienne i dag fremstår som ét samlet rum — selvom det teknisk set er to kirker fusioneret til én.
Guds Lanterne — lyset og glasset
Katedralen er også kendt under tilnavnet Guds Lanterne (på fransk: La Lanterne du Bon Dieu).
Kirkerummet er 41,41 meter højt til hvælvingen — tredjehøjest i Frankrig, kun overgået af katedralerne i Beauvais (48,5 meter) og Amiens (42,3 meter). Glasfladen er knap 6.500 kvadratmeter — den største i verden. Det er mere end det dobbelte af Rouen og tre gange Chartres.
Effekten er enkel at forklare og svær at forberede sig på: på en solrig dag er katedralens indre badet i farvet lys fra alle sider. Der er ingen mørke stenvægge at hvile øjet på. Alt glitrer.
Digteren Paul Verlaine, der var født i Metz i 1844, besang katedralen i sit digt “Ode til Metz” — og tilnavnet Guds Lanterne hænger uløseligt fast ved bygningen den dag i dag.
De tidligste vinduer fra 1200-tallets tredje kvartal er lavet af meget små stykker tykt, dybtfarvet glas bundet af tynde blylister — teknisk og æstetisk tæt på mosaikkunsten.
Fra middelalder til modernisme — glaskunstens 700 år
Det store rosetvindue på vestfacaden blev skabt i 1384 af glarmesteren Hermann de Münster. I det 20. århundrede fik katedralen tilført flere lag af kunsthistorie.
De mest kendte moderne vinduer er dem, Marc Chagall skabte. De første, i nordfløjens vestlige del, blev udført mellem 1958 og 1961 og skildrer Skabelsen og Syndefaldet. To yderligere grupper vinduer i den nordlige omgang — lavet mellem 1961 og 1967 — fremstiller gammeltestamentlige scener: Moses, der modtager De Ti Bud, Abrahams offer, den brændende tornebusk og andre begivenheder. Den afsluttende serie fra 1968 til 1970 i vestgangen, kaldet “Det store buket”, er en komposition af fugle, blomster og en regnbue på en baggrund af perlemor.
Chagall samarbejdede med glasmageratelieret Simon-Marq i Reims om at omsætte sin malerstil til glasmediet. Hans blåtoner i nordfløjens tværskib er de mest fotograferede dele af katedralen.
Kapellet for det Hellige Sakramente er udsmykket med vinduer af den kubistiske maler Jacques Villon — bror til dadaisten Marcel Duchamp — mens maleren Roger Bissière bidrog med abstrakte kompositioner til to portaler.
Krig, ild og anneksion — en katedral i politikkens tjeneste
Saint-Étienne har gentagne gange stået i centrum for Europas politiske begivenheder.
Metz og Lorraine hørte i middelalderen til Det Hellige Romerske Rige. Byen kom under fransk herredømme i 1500-tallet, men efter den fransk-preussiske krig 1870–71 blev Metz afstået til Det Tyske Kejserrige ved Frankfurtfreden i 1871 og forblev tysk til Første Verdenskrigs afslutning i 1918, hvorefter den igen blev en del af Frankrig.
Under den tyske anneksion satte magthaverne bogstaveligt talt ild til katedralen — ganske vist utilsigtet. I maj 1877 antændte fyrværkeri, der blev affyret fra katedralens tag til ære for kejser Wilhelm I, en brand, der fuldstændigt ødelagde taget og dets middelalderlige trækonstruktion.
Den preussiske arkitekt Paul Tornow fik herefter til opgave at restaurere og ombygge. Han erstattede vestfacadens portal med en ny nygotisk portal, rig på skulpturer, der harmonerede bedre med resten af bygningen. Den nuværende portal fra 1903, kaldet “Kristus som Konge”, er altså ikke middelalderlig, men preussisk — et forhold, mange besøgende ikke er klar over.
Den store klokke La Mutte, som hænger i katedralens tårn, blev ringet som symbol på befrielsen, da Frankrig generobrede Metz i 1918. Klokken, der er renoveret i 2015, ringer nu igen ved store lejligheder.
Dragen og biskoppen — byens største legende
Nede i katedralens krypt opbevares en figur af Graoully — den drage, der ifølge legenden engang beherskede Metz. Historien er byens egen oprindelsesmyte, og den fortæller om det møde, der — i hvert fald ifølge traditionen — gjorde Metz til en kristen by.
Legenden er placeret i det 3. århundrede, da Metz endnu var en romersk by og hed Divodurum. I ruinerne af det forladte romerske amfiteater boede en drage. Graoully — navnet menes at stamme fra det tyske ord gräulich, der betyder rædselsvækkende — levede i arenaen i Metz’ romerske amfiteater omgivet af utallige slanger. Dragen fløj om natten over byens tage og angreb indbyggerne. Byens soldater kunne intet stille op: deres pile og spyd havde ingen virkning på skjoldets skæl.
En kristen biskop i Rom besluttede at komme byen til undsætning: Clemens. Han mødte en delegation fra byen og tilbød dem en aftale: hvis indbyggerne ville lade sig døbe, ville han finde en vej til at befri Metz for truslen.
Clemens var ikke ukendt med det overnaturlige. Han havde ifølge overleveringen allerede udrettet flere mirakler — blandt andet opvakt den afdøde datter af byens romerske guvernør Orius fra de døde, hvorefter guvernøren lod sig kristne.
Han ankom til Graoullys tilholdssted i amfiteatret og fangede dragen med sit biskopsskærf. Slangerne i amfiteatret veg til siden, da han skred frem. Da han stod over for selve dragen, fikserede han den med blikket — og i det øjeblik af overraskelse over, at et enkelt ubevæbnet menneske turde stille sig op over for den, kastede han sit bispeskærf om halsen på den og strammede til. Clemens trak herefter dragen til bredden af floden Seille og druknede den. Da han vendte tilbage til byen, blev han mødt med jubel.
Legenden er naturligvis en kristen sejrsmyte: dragen repræsenterer hedenskabet og det gamle Roms guder, og Clemens repræsenterer den nye tro, der rydder dem af vejen. Forfattere fra Metz har traditionelt præsenteret Graoully-legenden som et symbol på kristendommens sejr over hedenskabet. Historisk set var Clemens en reel person — Metz’ første biskop, sandsynligvis virksom i det 3. eller 4. århundrede — men de legendariske elementer er naturligvis en senere tids tilføjelse.
Graoully forsvandt ikke ud af byens bevidsthed med kristendommen. Fra det 11. århundrede og frem til den franske revolution blev en kæmpe dukke-drage hvert år baaret i procession gennem Metz’ gader under Klemensfesten. Den franske renæssanceforfatter François Rabelais beskrev Graoully-dukken under en procession i det 16. århundrede som en monstrøs og hæslig figur, der var skræmmende for små børn, med øjne større end maven og et hoved større end resten af kroppen, med forfærdelige kæber med mange tænder, der klaprede mod hinanden ved hjælp af en snor og gav forfærdelige lyde fra sig.
Digteren Paul Verlaine blev som barn skræmt af det pappmaché-monster under processionen i sin hjemby.
I dag hænger en permanent skulptur af Graoully i luften på den nærliggende Rue Taison — gaden, hvis navn ifølge traditionen stammer fra det hvisk, der gik gennem byen, når dragen nærmede sig: Taisons-nous — lad os tie stille.
Krypten
Under katedralen finder man krypten — ikke blot en underjordisk gang, men et egentligt museum. Her opbevares modeller af katedralen fra forskellige epoker, biskoppernes gravsteder og skiftende udstillinger — samt altså Graoully-figuren fra det 16. århundrede. Adgang kræver entré.
Praktisk besøgsinformation
Adresse: Place d’Armes, 57000 Metz
Åbningstider: Katedralen er åben dagligt fra morgenen til tidlig aften, dog med begrænsninger under gudstjenester. Tjek aktuelle tider på katedralens hjemmeside, da de varierer med sæson og kirkelige højtider.
Entré: Selve katedralen er gratis. Kryptaen koster entré.
Guidede rundvisninger: Turistkontoret i Metz arrangerer guidede rundvisninger, herunder adgang til korstolene, der normalt er delvist afspærrede.
Det bedste tidspunkt: Det bedste lys til de østlige vinduer og koret er tidligt om morgenen. Efterhånden som solen bevæger sig hen på dagen, begynder tværskibets vinduer — herunder Chagalls — at lyse op. Sidst på eftermiddagen er det ideelle tidspunkt til vestfacadens store rosetvindue. Til udendørsbilleder: stil dig på Place d’Armes lige før solnedgang, hvor Jaumont-stenen antager en dyb orangefarve.
Et godt råd: Sæt dig på en bænk i tværskibet og giv Chagalls vinduer den tid, de fortjener. Lyset skifter karakter hvert kvarter.
Sådan kommer du til Metz
Metz ligger i det nordøstlige Frankrig tæt på grænsen til Luxembourg og Tyskland. Fra Paris er der knap halvanden time med højhastighedstog. Kører man sydpå fra Danmark via Belgien og Luxembourg, passerer man naturligt forbi.
Skriv et svar