Frankrigs superrige tjener styrtende på mode og luksus
Frankrigs ti rigeste – én kvinde og ni mænd – hører til i verdenseliten for de superrige. Frankrig er det land i Europa, der har den absolut største koncentration af ekstrem rigdom i den globale top 10.
Frankrig har positionen som det land, der kontrollerer verdens luksusindustri. Bernard Arnault kæmper jævnligt med Elon Musk og Jeff Bezos om titlen som verdens rigeste person. Hans imperium, LVMH, har haft massiv medvind, hvilket afspejler den globale efterspørgsel på fransk luksus.
Françoise Bettencourt Meyers er datter af Liliane Bettencourt og sidder solidt på tronen som verdens rigeste kvinde takket være familiens ejerandel i kosmetikgiganten L’Oréal.
Alain og Gérard Wertheimer ejer Chanel i fællesskab, og lever begge meget diskret sammenlignet med Bernard Arnault.
På listen er også en IT-millardær, en. shippinggigant og en våbenproducent.
1. Bernard Arnault, 76 år
Verdens syvende rigste leder verdens største luksuskoncern, som han har opbygget gennem årtier med aggressive opkøb. Han startede karrieren i faderens byggefirma, Ferret-Savinel, men skiftede hurtigt spor til ejendomshandel og siden luksusvarer med købet af Christian Dior i 1984. Han arbejder stadig fuld tid på at lede sit imperium og har i 2026 fokus på at integrere sine fem børn i de koncernens øverste ledelseslag.
Arnault er ingeniør fra DTU’s franske modstykke, det prestigefyldte eliteuniversitet École Polytechnique, i Paris (1971). Administrerende direktør og bestyrelsesformand for LVMH, Louis Vuitton Moët Hennessy, som ejer en lang række af verdens skønneste mærker.
2. Françoise Bettencourt Meyers, 72 år
Verdens rigeste kvinde, den første kvinde hvis formue oversteg 100 milioner dollars, er i dag det 19. rigeste menneske. Hun arvede en tredjedel af L’Oreal fra sin mor og er formand for sin families holdingselskab, Téthys Invest.
Hun bruger meget af sin tid på filantropi og intellektuelle sysler. Hun investerer i sundhedssektoren og uddannelse, og hun skriver bøger bl.a. om græsk mytologi og bibelforskning.
3. Alain Wertheimer, 77 år
Alain Wertheimer opererer primært fra New York, hvor han som bestyrelsesformand tager sig af Chanels globale strategi. Hans job er at værne om brandets eksklusivitet; han har historisk set været manden bag de store beslutninger, såsom ansættelsen af Karl Lagerfeld. Han arbejder tæt sammen med sin bror om forvaltningen af familiens omfattende investeringer i vin og fuldblodsheste. Han er pt. nummer 41 på Forbes liste over globale rigdom.
4. Gérard Wertheimer, 74 år
Han leder Chanels urmagerdivision. Gérard er bosiddende i Genève og står for den tekniske og præcise del af Chanel-imperiet, nemlig urene. Selvom han deler ejerskabet ligeligt med sin bror, fokuserer hans daglige arbejde mere på de europæiske operationer og familiens stutterier i Frankrig. Han er kendt for sin tilbagetrukne livsstil og for at arbejde dedikeret med familiens passion for hestevæddeløb.
5. Rodolphe Saadé, 55 år
Den handelsuddannede Saadé overtog ledelsen af familiens shippinggigant efter sin far i 2017. Hans job er i dag ekstremt globalt, da han styrer en af verdens vigtigste logistikkæder. Han har for nylig transformeret firmaet til også at være en stor mediespiller i Frankrig gennem opkøb af aviser og tv-stationer. Han beskrives som en hyperaktiv leder, der personligt følger de globale handelsruter tæt.
6. Emmanuel Besnier, 55 år
Administrerende direktør (CEO) for Lactalis, verdens største mejerikoncern med hovedkvarter i Laval i Nordvestfrankrig. Han er kendt som en meget operationel leder, der fokuserer på globale opkøb og effektivisering af produktionen. Hans job indebærer styring af over 250 produktionssteder i 50 lande. Han undgår enhver form for offentlig optræden og fokuserer udelukkende på virksomhedens vækst og familiens private interesser.
7. François Pinault, 89 år
Grundlægger af luksusgruppen Kering og ejer af Artémis (holdingselskab). Pinault har i dag overladt det daglige job hos Kering (Gucci, Saint Laurent) til sin søn. Hans nuværende fokus er ledelsen af Pinault Collection, hans enorme kunstimperium, samt strategisk rådgivning gennem Artémis, der ejer alt fra auktionshuset Christie’s til vingårde som Château Latour. Han er stadig aktiv i forretningsverdenen som mentor og investor.
8. Xavier Niel, 58 år
Xavier droppede ud af skolen efter gymnasiet for at starte sin første virksomhed som 19-årig. Han er i dag bestyrelsesformand og strategisk direktør for Iliad (Free) og grundlægger af kodeskolen 42.
Han er en af de få af de franske superrige, der stadig fungerer som aktiv entreprenør og investor i det daglige. Han bruger meget af sin tid på at støtte startups gennem sin fond Kima Ventures, og på at ændre uddannelsessystemet. Hans er en blanding af telemongul og den franske tech-verdens gudfader.
9. Vincent Bolloré, 73 år
Kontrollerende aktionær i Vivendi og leder af Bolloré Group. Selvom Bolloré officielt trak sig tilbage som formand i 2022, fungerer han stadig som den øverste strateg bag familiens medie- og logistikimperium. Hans daglige fokus ligger på Vivendi (Canal+, Havas), hvor han præger de redaktionelle linjer og den strategiske ekspansion. Han er kendt for at være en af Frankrigs mest politisk indflydelsesrige erhvervsfolk.
10. Thierry Dassault, 68 år
Thierry Dassault, hvis efternavn bæres af nogle af verdens skarpeste kampfly, trådte tilbage fra den aktive bestyrelse i slutningen af 2025 for at give plads til hans søn Vincent.
Hans nuværende “job” består primært i at repræsentere familien i strategiske råd, styre familiens filantropiske arbejde (herunder en nyre-fond) og fungere som ambassadør for Frankrigs militære flyindustri. Han er oberst i reserven i det franske luftvåben.