Borgmestre i oprør mod Paris: “I har glemt os”
Der ulmer en voksende utilfredshed blandt borgmestre i Frankrigs små byer og landkommuner. Mange føler sig forladt af Paris og oplever, at deres muligheder for at træffe beslutninger lokalt forsvinder. Et stort antal borgmestre i landdistrikterne, repræsenteret af blandt andre foreningerne AMRF (Association des maires ruraux de France) og AMF (Association des maires de France), hæver stemmen for at kræve både anerkendelse og reel indflydelse.
Kritikken retter sig mod en stadigt mere kompleks og ufremkommelig lovgivning, som ifølge borgmestrene spænder ben for praktisk kommunal drift og udvikling. Der er tale om, hvad Christophe Bouillon, formand for foreningen af småbyer i Frankrig, kalder en “boulimie de normes” – et frådende forbrug af regler og normer, der i praksis lægger små lokalsamfund i lænker. Han nævner i flere franske medier eksempler på kommuner, som bliver fanget i et net af modstridende krav: hvis de vil isolere deres sportshaller, skal de samtidig opfylde handicapkrav, som de ikke har økonomi til at løfte, og arbejdet må derfor opgives helt. Det samme gælder for ændringer i adgangsforhold til skoler og rådhuse, som ofte må opgives på grund af et væld af detaljerede standarder.
Men det handler ikke kun om normer. Der er også en udbredt oplevelse af, at staten har frarøvet kommunerne deres økonomiske handlefrihed. Tidligere havde borgmestre større kontrol over skatteindtægter og lokale investeringer. I dag er de i stigende grad afhængige af statslige tilskud – de såkaldte dotationer – som de ikke har nogen reel indflydelse på. Flere borgmestre føler, at deres kommuner fungerer som redskaber for statens økonomiske balance uden at få de nødvendige midler til at løfte opgaverne.
Konsekvenserne er mærkbare. En undersøgelse fra Cevipof ved Sciences Po viser, at kun 27 procent af de adspurgte borgmestre i landdistrikterne føler sig anerkendt af staten – et markant fald fra 39 procent i 2020. Mange overvejer ikke at genopstille ved kommunalvalget i 2026, ikke på grund af modstand fra vælgere, men fordi de er udmattede og oplever, at deres funktion reelt er udhulet.
I Sénatet blev problemet rejst i maj, hvor blandt andre senator Françoise Gatel understregede, at landområderne ikke er en verden i forfald, men tværtimod en kilde til energi og fremdrift. Hun efterlyste konkrete initiativer, såsom udpegning af embedsmænd med særligt ansvar for landdistrikter i hvert ministerium, samt et nationalt observatorium, der kunne overvåge og fremme lokale behov.
Borgmestrene kræver nu en strategi, der både omfatter økonomisk stabilitet, afbureaukratisering og forenkling af lovgivningen. De ønsker at blive behandlet som reelle politiske aktører – ikke som forlængede arme for beslutninger truffet i Paris. Situationen er alvorlig, og som formanden for AMF for nylig sagde:
“Det, vi oplever, er ikke bare utilfredshed – det er begyndelsen på et oprør.” Hans store spørgsmål er, om regeringen lytter, inden det er for sent.