100.000.000 overnattende turister på ét år – ny rekord for Frankrig
Mens 2025 rinder ud, kan Frankrig fejre en historisk triumf. Verdens mest besøgte land har netop rundet den magiske grænse på 100 millioner internationale besøgende på ét år. Men bag de svimlende tal gemmer sig en markant forandring: Vi rejser ikke længere som før.
I Paris og de sneklædte Alper mærker man tydeligt, at Frankrig er i centrum for verdens opmærksomhed. For første gang nogensinde har ét land budt velkommen til over 100 millioner udenlandske gæster på et enkelt kalenderår.
“Vi ser en ny type rejsende, der prioriterer deres identitet og værdier i ferievalget,” fortæller Rob Gaige, Global Insights-ansvarlig hos Reddit, i en analyse af rejsetendenser for 2026. Det handler ikke længere om at se mest muligt, men om at mærke mest muligt. Det betyder, at en eftermiddag i en lokal boghandel i en fransk provinsby nu rangerer højere for mange end en hurtig selfie foran Eiffeltårnet.
Det bekræfter de seneste tal fra det nationale turistråd, Atout France, og det placerer Frankrig solidt foran konkurrenter som Spanien og USA. 100.000.000 millioner turister svarer til 1,5 gange Frankrigs befolkning.
Den “olympiske glorie” og kirkeklokkerne i Paris
Rekorden er ikke kommet af sig selv. Ifølge turismeminister Nathalie Delattre er rekorden resultatet af en langvarig strategi. En væsentlig årsag til rekorden er den såkaldte “Olympic halo effect” – en positiv efterglød fra de Olympiske Lege i Paris i 2024, som satte landets infrastruktur og skønhed til skue for hele verden.
Det er ikke kun sport, der trækker. Genåbningen af Notre-Dame katedralen i december 2024 har fungeret som en magnet gennem hele 2025. Eksperter fra Ministeriet for Økonomi og Finans peger på, at katedralen har genereret millioner af ekstra besøg i hovedstaden, hvilket har smittet af på hoteller, restauranter og handlen.
Og så er der jo stadig Netflix-serien Emily in Paris, som trækker godt, selvom den charmerende unge kvinde og hendes franske venner i et par sæsoner har flirtet med Rom.
Fra masseturisme til “slow travel”
Selvom tallene er rekordhøje, er indholdet af vores ferier ved at ændre sig fundamentalt. Den tid, hvor vi bare ville “afkrydse” de største seværdigheder i en fart, er på retur.
En rapport fra Entreprises de Voyage (EDV) peger på en tydelig tendens: Vi vælger færre, men bedre oplevelser. Fænomenet kaldes ofte “slow travel” eller fordybelse. I stedet for at haste fra Paris til Nice på tre dage, vælger flere turister nu at bosætte sig i en uge i en mindre kendt region som f.eks. Auvergne eller Bretagne.
Ifølge Christian Mantei, seniorrådgiver for Atout France, markerede 2025 et skifte, hvor Frankrig blev en destination for fordybelse. Turisterne bruger flere penge, men har lidt færre overnatninger, hvor der priorieres højere kvalitet i indlogeringen. De såkaldte gîtes de charme og boutique-hoteller oplever en medvind, som man ikke har set før.
Kvalitet koster – og vi betaler gerne
Økonomisk er 2025 også et guldår. Indtægterne fra turismen forventes at runde 71 milliarder euro. Selvom inflationen har gjort det dyrere at rejse, viser data fra konsulenthuset Simon-Kucher, at vi er blevet mere selektive frem for blot at spare.
“Rejsende vil hellere forkorte ferien med to dage, hvis det betyder, at de har råd til en ekstraordinær gastronomisk oplevelse eller et værelse med en unik udsigt,” lyder analysen i deres seneste rapport om rejsevaner.
Udfordringen: Kan Frankrig bære det?
Med 100 millioner gæster følger også et stort ansvar. Ved den Franske Riviera har man indført strengere restriktioner for krydstogtskibe for at beskytte miljøet og undgå, at de lokale byer drukner i dagsgæster.
Turismeminister Nathalie Delattre understreger, at målet for 2026 ikke nødvendigvis er 110 millioner gæster, men en bedre fordeling af turisterne. Regeringen har afsat 200 millioner euro til at promovere de mindre kendte dele af landet. Ambitionen er klar: Turismen skal være bæredygtig – både for miljøet og for de franskmænd, der skal leve side om side med de mange millioner gæster.
Frankrig har bevist, at de er verdensmestre i at tiltrække gæster. Nu handler den næste store opgave om at lære os at nyde landet i et langsommere tempo.
Nye horisonter: Hvor finder vi roen i 2026?
Selvom Paris og Rivieraen fortsat trækker overskrifter og mange turister, viser de nyeste data fra Booking.com og Atout France, at søgekriterierne har ændret sig. Vi leder efter “det ukendte Frankrig”.
Her er de destinationer, der lige nu vinder terræn hos dem, der vil undgå køerne:
1. Cévennes Nationalpark: Den ultimative dekompression
Hvis man vil opleve Frankrig uden filter (og uden flokke af turister), peger eksperter på Cévennes i det sydlige Massif Central. Med over 5.000 km markerede stier er her et paradis for vandrere. Mange lejer et stenhus i en landsby som Florac, køber ind på det lokale marked og bruger dagene på at vandre langs floderne i Gorges du Tarn. Ifølge rejseportalen Prairy er det her, man for alvor finder “off-grid” følelsen i 2026.
2. Balagne-regionen (Korsika): Det skjulte bjergliv
Korsika er kendt for strandene, men den nye bølge af rejsende søger mod Balagne-regionen i nordvest. Her kombineres Middelhavet med dramatiske bjerge og landsbyer, der klamrer sig til klipperne. Ved at benytte det lille lokale tog, U Trinichellu, der snor sig gennem landskabet, dyrker turisterne “slow mobility” og besøger lokale kunsthåndværkere i stedet for store ferieresorts.
3. Molène-øen (Bretagne): Ved verdens ende
For dem, der virkelig søger stilhed, er Île de Molène i Finistère blevet et symbol på det rå, autentiske Frankrig. Øen er kun 1 km lang, og her findes ingen biler. Rejseguiden Lonely Planet fremhæver Molène som et af de 10 mest oversete steder i Frankrig – perfekt til en “digital detox”, hvor lyden af Atlanterhavet erstatter byens larm.
Guide: Sådan rejser du smart i Frankrig i 2026
For at få det meste ud af besøgsrekorden uden at føle sig som en sild i en tønde, anbefaler rejseeksperter disse tre strategier: