Opskrift (4 personer):
1 tærtedej (brug butterdej eller mørdej – se vores opskrift på klassisk fransk mørdej)
200 g bacon i tern
3 æg
200 ml piskefløde
100 ml mælk
Revet muskatnød, salt, peber

Fremgangsmåde
Forbag dejen i en tærteform i 10 minutter ved 200 grader. Svits bacon let. Pisk æg, fløde og mælk sammen, krydr med muskat, salt og peber. Fordel bacon i formen, hæld æggemassen over. Bag i ca. 30–35 minutter, til den er gylden og fast.

En tærte født i en grænseegn
Quiche Lorraine stammer, som navnet antyder, fra Lorraine-regionen i det nordøstlige Frankrig, tæt ved grænsen til Tyskland. Faktisk har området skiftet hænder flere gange gennem historien, og netop det forklarer, hvorfor ordet quichemenes at stamme fra det tyske kuchen, der betyder kage. I middelalderen var tærten nærmest en slags bondebrød, bagt med rester af dej og fyld i stenovne.

Før var Quiche Lorraine ikke fin selskabsmad. Den blev lavet med, hvad man nu havde: fløde, æg og bacon fra gårdens grise. Osten, som mange i dag tager for givet, var faktisk ikke en del af den oprindelige version — det var først senere, især efter retten spredte sig ud over Lorraines grænser, at revet ost kom med for at give et fyldigere udtryk.

I 1800-tallet begyndte Quiche Lorraine for alvor at optræde i kokkebøger uden for regionen. I Paris’ bistroer og caféer blev den en fast del af cuisine bourgeoise – det borgerlige køkken, som forfinede egnsretter, så de kunne serveres i byerne. Den blev hurtigt en af de første franske retter, der rejste ud i verden, fordi den både var nem at tilberede, smagte godt kold og lun, og kunne varieres i det uendelige.

Mange udlændinge tror, at Quiche Lorraine skal laves med ost, men i Lorraine kan du stadig møde kokke, som ryster på hovedet, hvis du drysser Gruyère eller Emmental i. Ifølge puristerne er den “ægte” version helt enkel: fløde, æg, bacon, salt, peber og revet muskatnød — og intet andet. Dog er det i dag helt almindeligt i det meste af Frankrig at komme lidt ost i, så fyldet bliver lidt mere sammenhængende.

Lorraines berømte quiche har også givet navn til alle mulige variationer: Quiche Alsacienne (med løg), Quiche Florentine (med spinat), Quiche Provençale (med tomat og urter).

En af de sjovere anekdoter er, at Quiche Lorraine længe var genstand for franske vittigheder om la quiche — slang for en, der er lidt dum eller langsom. I folkemunde kunne man sige: “Il est une quiche” — han er en quiche — hvis nogen fumlede med noget simpelt. Ingen ved præcis, hvorfor tærten endte som kildemateriale til latter, men det siger noget om, hvor almindelig den er i fransk hverdagssprog.

En sidehistorie er, at Quiche Lorraine engang blev nævnt i den politiske satirebog Real Men Don’t Eat Quiche fra 1980’erne. Den amerikanske bog gjorde grin med, at tærten var blevet symbolet på “bløde mænd”, der gik op i fin mad og brunch — et modsvar til forestillingen om den rå cowboy. Det siger lidt om, hvor meget en fransk tærte kan blive en kulturel markør!

En af grundene til Quiche Lorraines globale succes er, at den er lige så god lun som kold. I franske byer er det en uundgåelig frokostret, som kan forberedes i store portioner og serveres med en enkel salat. Mange caféer bager quiche tidligt om morgenen og sælger stykker hele dagen — ofte til folk på farten. I picnic-kurve på landet er den stadig fast inventar.

I dag står Quiche Lorraine som et af de bedste eksempler på fransk terroir-køkken: simpelt, ærligt og lokalt forankret. Den kræver ingen dyre ingredienser, ingen dyre maskiner — bare god fløde, velsaltet bacon og tålmodighed med ovnen. Og netop det er dens styrke: Alle kan lave den, men ingen laver den helt ens.