Réunion: Frankrigs smukke vulkanø
Île de La Réunion, Det Indiske Ocean, cirka 9.350 kilometer fra Paris.
Her er et stykke Frankrig, hvor man betaler med euro, kører på højre side, ringer til lægen i det franske sundhedssystem — og hvor lavaen fra en meget aktiv vulkan løber videre ud i havet.
Franske Réunion ligger øst for Madagaskar og sydvest for Mauritius, måler 2.512 kvadratkilometer og har omkring 900.000 indbyggere. Med andre ord bor der lige så mange mennesker som i hele Region Sjælland på et areal som er mindre end Fyn.
Øen har været fransk siden 1600-tallet.
Direkte fly fra Paris tager elleve timer, den anden vej cirka tolv timer. Der er også fly fra lufthavnene i Marseille, Toulouse og Mauritius.
Vulkanen laver ny kystlinje
Vulkanen Piton de la Fournaise rejser sig 2.632 meter over havet i øens sydøstlige hjørne og hører til de mest aktive vulkaner på kloden. Fra åbne sprækker løber tyndtflydende basaltlava ned ad siden. Observatoriet på stedet har registreret 86 udbrud, siden det åbnede i 1979. Alle var varslet på forhånd.
Efter små tre års tavshed vågnede vulkanen igen i 2026. Et kort udbrud fra 18. til 20. januar gik forud for et langt: fra den 13. februar åbnede fire sprækker sig, og aktiviteten fortsatte i 58 dage med lavafontæner, lavasø i keglen og lavatunneler ned gennem Grandes Pentes.
Den 13. marts skar strømmen hovedvej RN2 over, to dage senere nåede den havet, og mødet mellem lava og saltvand byggede nyt land på 8,5 hektar. Observatoriet opgjorde mængden af lava til mellem 29 og 36 millioner kubikmeter. Havet har siden ædt sig ind i den nye kyststrækning igen.
Adgangen til vulkanområdet styres efter en fast beredskabsplan, og observatoriet lægger daglige bulletiner ud. Kommer man, mens bjerget arbejder, er det derfor myndighederne — ikke turoperatøren — der afgør, hvor tæt man må gå på.
Højeste punkt i Det Indiske Ocean
Øen har en vulkan mere. Men den er død, og den er den, man kan gå på. Piton des Neiges rejser sig mere end tre kilometer i vejret, præcis 3.070 meter. Den uddøde vulkan er det højeste punkt i hele Det Indiske Ocean.
Da kæmpen kollapsede, efterlod den tre gigantiske kedler i midten af øen, som franskmændene kalder cirques: Cilaos, Salazie og Mafate. Rundt om dem står remparts, lodrette klippevægge på flere hundrede meter, der deler øen op i rum.
UNESCO satte landskabet på verdensarvslisten i 2010 under navnet “Pitons, cirques et remparts”. Området dækker over 100.000 hektar, altså cirka 40 procent af hele øen, og ligger i Réunions nationalpark.
To store vandreruter binder øen sammen: GR R1 går rundt om Piton des Neiges og gennem cirquerne, mens GR R2 krydser øen fra nord til syd via Mafate, Cilaos og vulkanen.
Slavernes ø
Réunion har en historie, der begynder senere end de flestes. Portugiserne fandt øen i 1500-tallet, og der boede ikke et menneske. Franskmændene tog den formelt i 1600-tallet, og i 1663 satte Louis Payen sig fast ved Saint-Paul sammen med en anden franskmand og ti slaver, som var malagassere. Malagasserne stak af op i bjergene efter kort tid og blev de første marrons — undslupne slaver.
Île Bourbon, som øen hed dengang, levede af kaffe og sukkerrør, og arbejdskraften – slaverne – kom fra Madagaskar og det østlige Afrika. Ved den franske revolution boede der omkring 50.000 mennesker på øen, og langt de fleste var ejet af andre. Briterne besatte øen i 1810 og gav den tilbage til Frankrig i 1815.
Den 20. december 1848 læste republikkens kommissær Sarda Garriga afskaffelsen af slaveriet op, og over 60.000 mennesker blev frie samme dag. Datoen hedder i dag 20 désanm eller fét kaf, og den er helligdag på øen. Bagefter hentede plantagerne kontraktarbejdere ind fra Indien, Kina, Comorerne og Østafrika, og de udgør store dele af den befolkning, øen har nu.
Maloya – protestsangene
Slaverne på sukkermarkerne skabte maloya: Musik, sang og dans med trommer, sanger og kor. Kolonimagten så skævt til musikken, og i årtier levede den i hemmelighed, indtil den i 1970’erne blev til protestmusik.
UNESCO har maloya på listen over immateriel kulturarv, og over 300 grupper spiller den i dag. Hører man den live, sker det oftest til en kabar, en aftenfest, hvor musikken kører, til folk går hjem.
Byer, strande og lagune
Saint-Denis i nord er hovedstad og indgangsport, for lufthavnen Roland Garros ligger lige ved siden af. Byen har kreolsk arkitektur med varangue — den overdækkede veranda — og lambrequins, de udskårne trælister langs tagkanten. Saint-Pierre i syd er den livlige by med marked og natteliv, Saint-Gilles-les-Bains i vest er badebyen.
Strandene ligger på vestkysten, hvor et koralrev lukker en lagune inde ved Ermitage, La Saline og Trou d’Eau. Vandet derinde står stille og lavt, og det er også dér, man må bade. Efter en række hajangreb mellem 2011 og 2019 indførte myndighederne et forbud mod badning og bølgesport i zonen 300 meter fra kysten, og det gælder stadig. Man må gå i vandet i lagunen, i de indrettede bassiner og bag sikkerhedsnettene ved Boucan Canot, Roches Noires og Étang-Salé, og man må surfe i de overvågede zoner ved Saint-Leu og Étang-Salé. Uden for dem er det forbudt, og gendarmeriet skriver bøder. Tyrehajer og tigerhajer patruljerer kysten året rundt, og det sidste angreb på mennesker fandt sted i maj 2019.
Pukkelhvalerne kælver
Fra juni til oktober svømmer pukkelhvalerne op fra Antarktis for at føde og die i det varme vand, med flest observationer i juli, august og september. Bådene sejler ud fra Saint-Gilles.
Inde i landet ligger Salazie med vandfald ned ad klippevæggene og landsbyen Hell-Bourg, hvor man fandt varme kilder i 1831. Cilaos når man ad en vej med 400 sving fra Saint-Louis; deroppe ligger et kursted i 1.200 meters højde, og linserne fra Cilaos ender på franske restaurantborde.
Maden er øens korte version af sin egen historie: Curry af kylling, fisk eller kød med gurkemeje og ingefær, rougail, indiske samosaer, kinesisk indflydelse i wokretterne og krydret rom til bagefter. Den billigste og bedste introduktion til det lokale køkken står ved vejkanten i en camion-bar.
Sådan kommer man dertil
Fra Danmark går turen over Paris. Fire selskaber flyver direkte til Roland Garros: Air France og Air Austral fra Charles de Gaulle, Corsair og French Bee fra Orly. Turen tager omkring elleve timer, og hjemturen lidt længere. Air Mauritius flyver med mellemlanding på Mauritius. Priserne svinger kraftigt: uden for højsæsonen finder man returbilletter i den lave ende af 500-euroklassen, mens juli, august og december trækker godt over det dobbelte. Book tre-fire måneder før.
Klokken på Réunion er to timer foran dansk sommertid og tre timer foran om vinteren. Man betaler med euro, taler fransk og kreolsk. Lej bil — busserne findes, men afstandene er små og vejene langsomme, og man vil gerne selv bestemme, hvornår man kører op i bjergene.
Den bedste rejsetid er den australske vinter fra maj til november: tørt, 22-26 grader ved kysten, klart vejr over toppene. Cyklonsæsonen løber fra november-december til april med størst risiko i januar, februar og marts.
En sidste ting hører med. Réunion havde i 2025 en stor epidemi af chikungunya med over 54.000 bekræftede tilfælde, og myndighederne erklærede den slut i juni samme år. I 2026 har øen frem til begyndelsen af august registreret 55 tilfælde af chikungunya og 331 af denguefeber.
Myggemidlet skal med i kufferten, men epidemien er ovre.