Korsika — Frankrigs vilde hjerte i Middelhavet
Den første ting, man lægger mærke til, når man stiger ud af flyet i Ajaccio eller Bastia — eller går i land fra færgen — er lugten. Ikke benzin og asfalt, som på de fleste lufthavne og havne, men noget vildere: myrte, rosmarin, cistus og timian fra det tætte, aromatiske buskads, korsicanerne kalder makien, der dækker en femtedel af øens overflade. Det er en duft, der følger én overalt på Korsika — på vandrestier, i bjergspalter, ved stranden, selv inde i byerne, når vinden drejer.
Korsika er Frankrigs fjerde største ø og den fjerde største i Middelhavet. Arealet er 8.680 kvadratkilometer — lidt større end Fyn og Sjælland tilsammen — men bebos af kun 360.000 mennesker. Det forklarer noget centralt ved øen: man kan køre en halv time fra strandene og befinde sig i fuldstændig ødemark. Afstanden til den franske Riviera er 160 kilometer; til Sardinien kun 12 kilometer.
Øen er grundlæggende et bjergmassiv omgivet af hav. Den har 20 toppe, der overstiger 2.000 meter, og bjergsiderne falder stejlt ned mod kysten i vest, hvor klipperne er skåret i dybe slugter med høje forbjerg. Strandene — og de er der, hvide og med turkisblåt vand — er ikke øens egentlige karakter, men dens kant. Det er her, Frankrig hører op og noget andet begynder.
At komme dertil
Korsika kan nås med færge fra de franske havne Nice, Toulon og Marseille samt fra de italienske havne Livorno, Piombino, Savona og Genova. Fra Sardinien er der desuden hurtigfærge fra Santa Teresa Gallura til Bonifacio i sydspidsen — en overfart på under en time. Øen har fire internationale lufthavne: Ajaccio, Bastia, Figari og Calvi.
Danskere, der kører sydpå med campingvogn eller autocamper, vil typisk gå om bord i Toulon eller Nice. Fra Toulon til Bastia tager overfarten ca. 11–13 timer afhængigt af selskab og skib; mange vælger en natfærge og ankommer udhvilede.
En ø, mange herrer
Korsika har sjældent haft lov til at bestemme over sig selv. Øen er blevet regeret, besat, solgt og annekteret af en stribe magter gennem 2.500 år, og denne historie sidder stadig i vægge og vejnavne, i sproget og i korsicanernes karakter.
Oldtidens folkeslag sloges om kysterne: etruskere, grækere og kartaginiensere. Grækerne fra Fokaia grundlagde handelsbyen Aléria på østkysten omkring 565 f.Kr. I 259 f.Kr. erobrede romerne øen og gjorde Aléria til centrum for en blomstrende provinsby med templer, bade og torvepladser.
Efter romerrigets fald kom vandaler, longobarder og arabere. Fra 1077 fik den italienske bystat Pisa kontrol over øen, og i løbet af de følgende to århundreder opførte pisanerne over 300 kirker — mange af dem stadig stående. Fra 1284 overtog den rivaliserende bystat Genova herredømmet og holdt det, med afbrydelser og opstande, helt til 1755.
Det år skete noget bemærkelsesværdigt. Pasquale Paoli, en 30-årig korsikaner opvokset i eksil i Napoli og dybt præget af sin tids ideer om folkestyre og frihed, vendte hjem og blev valgt til leder af den korsikanske frihedsbevægelse. Under hans ledelse fik Korsika en demokratisk forfatning — en af de tidligste i Europa — og øen fik egne institutioner: et universitet, et trykkeri og sin egen mønt. Landets hovedstad var Corte inde i bjergene. Paoli er den dag i dag korsicanernes nationalhelt, kaldt U Babbu di a Patria — fædrelandets fader.
Det varede kun fjorten år. Genova tilbød i 1768 Korsika til Frankrig til gengæld for eftergivelse af en gæld på to millioner franske franc. Franske tropper invaderede, og Paoli blev endeligt besejret ved slaget ved Ponte Nuovo den 8. maj 1769 og flygtede til England.
Tre måneder efter dette slag — den 15. august 1769 — blev Napoleon Bonaparte født i Ajaccio. Hans far havde tjent som sekretær hos Paoli under republikkens år. Den unge Napoleon beundrede Paoli og kaldte sig i sin ungdom korsikaner. Men da den franske revolution begyndte, og Napoleon kastede sin lod med Frankrig, blev bruddet med Paoli uomgængeligt. I 1793 flygtede Napoleon og hans familie fra øen for aldrig at vende tilbage i privatlivet.
Napoleon i Ajaccio
Ajaccio er Korsikas hovedstad med godt 70.000 indbyggere og bærer Napoleons navn overalt: lufthavnen, gaderne, pladser og caféer. Maison Bonaparte på Rue Saint-Charles, hvor han blev født den 15. august 1769, er i dag nationalt museum. Huset har tilhørt familien Bonaparte siden 1682 og er delvist bevaret i sin originale stand.
I nærheden ligger Musée Fesch — et af Frankrigs største kunstmuseer uden for Paris, grundlagt af kardinal Joseph Fesch, Napoleons morbror. Det rummer en enestående samling af italienske malerier fra 1300- til 1800-tallet samt en større samling om Napoleons liv og familie.
Ajaccio er i øvrigt ikke blot et Napoleon-valfartsmål. Byen har en smuk naturhavn, en livlig havn med kaféer og fiskerrestauranter, og bag den gamle bydel stiger de granitbjerge, der præger hele øens vestkyst.
Bonifacio: en by på kanten
I Korsikas sydspids ligger Bonifacio — den sydligste kommune i det franske moderland. Byen er grundlagt i 828 af grev Boniface af Toscana som en strategisk fæstning med udsyn over strædet til Sardinien.
Klipperne er undergravet af havet, så husene — placeret på selve klintkanten — ser ud til at hænge ud over det. Set fra havet er synet af en hvid by, der stråler i solen og tilsyneladende svæver over det urolige vand nedenfor.
Den middelalderlige gamlebydel sidder 70 meter over havoverfladen på en smal kalkstenshalvø. Gaderne er brolagte og smalle, husene op til seks etager høje men ofte kun et rum dybe. Den brede hovedgade hedder Rue des Deux Empereurs — de to kejseres gade — opkaldt efter Karl V, der boede her i 1541 under sit felttog mod Nordafrika, og Napoleon, der opholdt sig her i 1793. Skilte på husene markerer de præcise adresser.
Fra citadellets yderste spids leder 187 trin ned i kalkstensklippens side mod havet. De kaldes Escalier du Roi d’Aragon — Aragonerkongernes trappe. Ifølge legenden blev de hugget ud på én nat i 1420 af aragonske soldater under en belejring; den mere sandsynlige forklaring er, at de er anlagt af franciskanermunke for at nå en kilde med drikkevand.
Bonifacio er Korsikas mest besøgte by om sommeren og har et tilsvarende prisniveau. Kom i maj eller september.
Vestkystens klipper og UNESCO-naturen
Korsikas vestkyst er vildere og mere dramatisk end østkysten. Her finder man to af øens mest berømte naturområder, som begge er del af samme UNESCO Verdensarvssted, udpeget i 1983: Skandola-halvøen og Calanches de Piana.
Skandola-halvøen er en tæt bevokset klippemasse af mørk porfyrsten — en vulkansk stenart — med lodrette vægge der falder direkte i havet. Det klare vand med øer og utilgængelige grotter rummer et rigt dyreliv: måger, skarver og havørne er faste beboere. Skandola kan kun nås til søs — der er ingen vej ind. Både fra havnene i Calvi og Porto sætter til daglige ture langs kysten i sæsonen.
Calanches de Piana ligger lidt sydligere, tæt ved landsbyen Piana. Her er det ikke mørk vulkansk sten, men røde og orange granitformationer, der bugter sig ned mod havet i bizarre, eroderede former. En tur ad stien gennem Calanches tager to til tre timer og kan gøres fra vejen uden særligt udstyr.
GR20: Europas hårdeste vandrerute
Korsika huser GR20, der regnes for den vanskeligste langdistancevandrerute i Europa. Ruten er ca. 180 kilometer lang med 12.000 meters samlet stigning og fald, og løber nord-syd langs øens bjergrygge. Hvert år vandrer 10.000 til 20.000 gæster ad den og bruger typisk 15 dage. Den er opdelt i to dele: den nordlige strækning fra landsbyen Calenzana til den lille jernbanestation Vizzavona, og den sydlige strækning fra Vizzavona til Conca. Den nordlige halvdel er den sværeste med de mest tekniske og stenede passager.
GR20 er ikke for begyndere. Den kræver god fysisk form, erfaring i bjergterræn og ordentligt udstyr. Men der er alternativer: Mare e Monti-ruterne og Mare a Mare-ruterne er kortere og tilgængelige for almindelige vandrere. De løber tværs over øen og passerer landsbyer, kastanjeskove og dalstrøg langt fra de turisterede kyststrækninger.
Korsikas identitet: sprog, sang og stolthed
Korsika er administrativt en del af Frankrig siden 1769, men korsicanerne er ikke franske på den måde, man forstår det i Paris.
Det korsikanske sprog, u corsu, bruges dagligt af en tredjedel af befolkningen — side om side med fransk, der er det officielle sprog. Korsikansk er beslægtet med toskansk italiensk, ikke med fransk, og afspejler de fem århundreder under genoveserisk og pisansk herredømme.
Øen har desuden en musikalsk arv, der er unik i Europa: den flerstemmige sang uden musikinstrumenter, paghjella, der traditionelt synges af tre mandsstemmer. Traditionen var næsten uddød, inden den blev genoplivet i 1970’erne. UNESCO opførte den i 2009 på sin liste over truede kulturelle traditioner, der kræver hastig bevarelse. I dag er den en central del af korsikansk identitet, og i sommerhalvåret afholdes koncerter i kirker og på torve rundt om på øen.
Det korsikanske flag — et maurerhoved på hvid baggrund — vajer overalt på øen, ofte side om side med det franske trikolore, undertiden alene. Korsikas politiske identitet er et levende og uafsluttet kapitel.
Mad: fra bjerge og hav
Det korsikanske køkken har rødder i to verdener: bjerglandbrugets selvforsynende tradition og kystens fiskeri. Resultatet er et køkken, der på samme tid er enkelt og dybt smagsfuldt.
Korsikas pålæg og spegepølser er øens stolthed. Produktionen er primært baseret på en lokal griserace, cochon nustrale, der lever halvvildt i skovene og fouragerer på kastanjer, agern og rødder. Af denne gris laves coppa (lufttørret nakkekød), lonzu (krydret mørbrad), prisuttu (skinke lagret mindst 12 måneder) og figatellu — en mørk levermedister, der traditionelt grilles over åben ild og spises med brød, æg og den lokale friskost brocciu.
Brocciu er den korsikanske ost par excellence — med beskyttet oprindelsesbetegnelse siden 1983, hvilket betyder, at osten kun må fremstilles på Korsika efter fastsatte regler. Den laves af valle fra gede- eller fåremælk og har en frisk, blød, cremet konsistens. Den bedste tid at smage den er fra december til april. Osten bruges i alt fra pastafyldt cannelloni til desserten fiadone — en kage af brocciu, æg, sukker og citronskal.
Kastanjer fylder meget i det korsikanske køkken. Det var genoveserne, der fra 1284 plantede kastanjetræer over hele øens indre i stedet for kornafgrøder. I dag forarbejdes de fleste kastanjer til et fint, let sødt mel — farine de châtaigne — med beskyttet oprindelsesbetegnelse, der betyder at det kun må produceres på øen. Melet bruges til pulenta (kastanjepolenta), fritter og kager.
Fra havet kommer fiskesuppen aziminu — Korsikas svar på den provençalske bouillabaisse — samt friske muslinger fra den lavvandede Diana-lagune på østkysten. Korsikas vine er undervurderede uden for øen selv. De primære druesorter er niellucciu, sciaccarellu og vermentinu, og de bedste kommer fra Patrimonio-området nord for havnebyen Saint-Florent.
Praktisk
Sæson: Højsæsonen er juli og august, hvor strandene er fulde og priserne høje. Maj, juni og september er den erfarne rejsendes foretrukne måneder: varmt vejr, færre turister og det meste stadig åbent.
Transport på øen: Korsika har et indre jernbanenet — det lokale kælenavn er u trinighellu, det lille tog — der forbinder Ajaccio med Bastia via bjergbyen Corte og skoven ved Vizzavona, med en sidegren fra Ponte-Leccia til Calvi langs Balagne-kysten. Nettet er enkeltspor, og togene kan kun krydse hinanden på stationerne, hvilket kræver tålmodighed. Men turen i sig selv er en oplevelse: passagen over Vecchio-broen — konstrueret af Gustave Eiffel i slutningen af 1800-tallet — og udsigten over de dybe dalstrøg er enestående. Til frit at udforske indlandet er lejebil i praksis en nødvendighed.
Overnatning: Øens fastboende har i årtier modsat sig storstilet hotelbyggeri. Det betyder, at Korsika er dyrere end Sardinien eller den spanske Middelhavskyst, men også, at den er langt mindre turistpræget. Udbuddet er bredt: fra simple campingpladser til renoverede landhuse og et mindre antal luksuriøse gårdhotelophold i indlandet.
Sprog: Fransk tales overalt. Korsikansk høres i landsbyer og i indlandet. Italiensk forstås af mange, særligt i Bastia og mod nordøst.
På vejene: Korsika er en tryg destination. Det eneste, der kræver opmærksomhed, er bjergvejene: smalle, snoede og med frittgående kvæg, svin og får som uforudsigelige medtrafikanter.
Korsika er ikke et sted, man kommer til for at slappe af på en organiseret strandtur. Det er et sted, der kræver noget tilbage: en vilje til at køre ad snoede bjergveje, gå ind i en kirke og lytte til paghjella, spise figatellu ved et bål og anerkende, at det land man befinder sig i, med rette mener, at det er noget for sig selv.
Det er det.
Skriv et svar