Besøg Frankrigs 80 vulkaner som opstod for 35 millioner år siden – Chaine de Puys

[vc_row][vc_column][vc_column_text css=””]

Vi skal ikke køre alt for langt væk fra Danmark, før der dukker vulkaner op, som har formet vort europæiske landskab.

Når motorvej A71 bøjer ind mod storbyen Clermont-Ferrand, ændrer landskabet karakter. Ud af horisonten rejser toppene af 80 vulkaner sig over en 32 km lang, næsten snorlige vulkankæde, som opstod for 35 millioner år siden.

Området kaldes Chaîne des Puys, og sammen med Limagne-forkastningen blev det i 2018 optaget på UNESCO’s verdensarvsliste som et af klodens mest interessante steder.

Fra toppen af den højeste af vulkanerne er der udsigt over dem alle – og i klart vejr et kig helt til Mont Blancs snedækkede top i Alperne. En udsigt, rytterne i flere Tour de France-løb har svedt for at cirkle sig op til i 1.465 meters højde.

Toppen, Puy de Dôme, er ikke alene Auvergnes vartegn, den er kendt og elsket i hele Frankrig.

Den nationale kærlighed begyndte den 7. februar 1911. Her fløj pioneren Eugène Renaux med mekanikeren Albert Senouque i en Bréguet-dobbeltdækker fra Paris-området til toppen, vandt Michelin-koncernens daværende luftfartspris og demonstrerede, at moderne motorfly kunne forcere turen fra Paris og de 1.465 meters højde i vinterturbulens. I 1911 kaldte avisen Le Figaro sammenlignede de to flyverheltes bedrift med ”at lande på månens højland”.

Det var første gang et fly satte hjul på en fransk vulkankegle, og Renaux’ efterfølgende fotoreportage gjorde Puy de Dôme til nationalt ikon.

Tour de France førte i 1952 en bjergenkeltstart til kraterkanten. Fausto Coppi vandt etapen. Da Raymond Poulidor og Jacques Anquetil i 1964 klatrede til toppen side om side i hvad L’Équipe stadig kalder løbets ”mest mytiske duel”.

Vejen op er i dag helt lukket for privat trafik for at skåne området, men Tour de France-feltet vendte tilbage i 2023 efter 35-års pause, hvor Jonas Vingegaard og Tadej Pogačar gentog dramaet for rullende tv-kameraer.

Alle andre end cykelryttere og myndighedernes biler tager toget, som snor sig hele vejen til toppen. Det lille tog gør toppen tilgængelig for alle aldre året rundt. Gør den korte rejse til en oplevelse ved at sætte jer udsigtssiden (til venstre op, til højre ned).

På toppen af Puy de Dôme mødes natur, historie og sport i ét kompakt plateau. Det første, de fleste lægger mærke til, er den åbne 360° udsigt over vulkankæden.

Midt på toppen ligger ruinerne af det romerske Mercurius-tempel, som er gravet fri af arkæologerne og skiltet med QR-koder, som fortæller historien om det pilgrimssted, hvor antikkens rejsende ofrede.

Lidt derfra ligger et moderne besøgscenter med café, toiletter og en lille butik.

Puy de Dôme ligger i læ af vestenvinden, og den blevet en af Frankrigs mest besøgte paraglidingsteder; lokale klubber anslår at der alene i sommersæsonen lettes 15.000 gange, når termikken rejser sig over de gamle lavamarker og løfter de farvede skærme.

De 80 franske vulkaner viser, hvordan det europæiske kontinents skorpe revnede og sank sammen for omkring 35 millioner år siden i kølvandet på Alpernes fødsel. Geologisk set er området unikt, fordi man her kan aflæse alle faser af et rift. Fra de første brud i granitten til de sidste udblæsninger af basalt.

Femten minutters kørsel fra Puy de Dome ligger oplevelsescentret Vulcania, der siden åbningen i 2002 har modtaget over otte millioner gæster og i dag markedsfører sig som Europas største vulkantemapark.

Her bliver fortællingen om magma, gasser og jordskælv oversat til bl.a. 4-D-biografer og rutsjebaner, en populærvidenskabelig bro mellem det spektakulære landskab og nøgtern geologi.

Frankrigs vulkanske landskab er dog mere end Chaîne des Puys. Kører man sydvestpå, når man efter få timers vejs­sving Cantal-massivet. Hvor Auvergnes kegler er små og unge, er Cantal Europas største nedslidte stratovulkan. En enorm kegle, der for 13 millioner år siden ragede op med en diameter på omkring 70 kilometer.

I dag er kun rygraden tilbage, men geologer kan stadig følge sporene i dalene Jordanne, Alagnon og Cère. Resterne danner ramme om nogle af de mest fotogene landsbyer i Frankrig; Salers og Tournemire er bygget i mørk basalt.

Nord for Cantal rejser Puy de Sancy sig til 1.886 meter og markerer et af de højeste punkter uden for Alperne og Pyrenæerne. Her fandt den sidste eksplosive aktivitet sted for omtrent 220.000 år siden, og varmen ulmer stadig i undergrunden.

Derfor har Kurbyen Le Mont-Dore de svovlholdige kilder, der blev udnyttet allerede af romerne. Byens arkiver oplyser, at kuranstalten årligt modtager omkring tyvetusinde gæster, og i de art-nouveau-prydede badehaller høres stadig vendingen prendre les eaux – at tage vandene – som et ekko af la belle époque. De varme kilder er konkrete minder om, at der under den granitiske overflade stadig hænger et kappevarmt tæppe.

Den øst-vest-gående Limagne-rift er en sprækkedal, der begyndte at åbne sig for 35 millioner år siden, da Alpernes tektoniske afstivning skubbede til det omgivende plateau. Riften i jordskorpen medførte, at den flydende lave samlede sig i store kamre og opbyggede kæmpekratre som Cantal, mens det længere nordpå nåede hurtigt til overfladen i kortvarige pust og dannede Chaîne des Puys’ mindre kegler.

Ingen af ­vulkanerne har været aktive i historisk tid, men de har alligevel sat dybe spor. Auvergnes sorte lavasten er en arkitektonisk signatur i regionen. Notre-Dame-du-Port i Clermont-Ferrand, opført i det 12. århundrede, regnes i dag for et af Europas ældste eksempler på systematisk brug af basaltblokke i kirker. I det 19. århundrede forvandlede de varme kilder, som stammer fra det samme vulkanske system, Auvergne til en spa-økonomi med Volvic-vand og kurbade som Mont-Dore og Royat, alle markedsført under sloganet “vand født af ild”.

I nyere tid trækker UNESCO-udpegningen økologiske konsekvenser. Lokalregeringen i Clermont-Ferrand har indført strikse regler for nybyggeri – lave taglinjer og brug af lokale materialer – for at bevare udsynet til keglerne. Samtidig lokker Grand Site de France-labellet naturelskere, og den nyanlagte rute “Route des Volcans d’Auvergne” guider bilister og cyklister 250 kilometer langs randen af hele området. Her virker tidsskalaen fysisk: Hver snoning mellem to kegler repræsenterer titusinder af år.

Det vulkanologiske observatorium ved universitetet i Clermont-Auvergne måler seismik og gasudslip, og placerer kæden i kategorien “dvælende, ikke-slukket”. Den seneste daterede udblæsning, ved Lassolas og La Vache, fandt sted for snart 9.000 år siden, cirka i året 6.900 år før vor tid.

Fraværet af fare giver plads til at dyrke friluftsliv: Puy de Pariou med sin perfekte cirkel er blandt Frankrigs mest fotograferede kratere, mens Cantal-massivets skiområde Super-Besse beviser, at basalt kan være et glimrende underlag også for vintersport.

Frankrig tilbyder en hel geologisk tidslinje fra granitens dybe rødder til basaltens sidste host. Det er et landskab, hvor sciencecentre, kurbade og vandre-/cykelstier alle rummer den samme fortælling: jordens indre ild, som for længst er kølnet af – men stadig varmer og begejstrer.

VULKANUDBRUD I OMRÅDET

Det regionale observatorium OVSLC (Observatoire de Surveillance de la Chaîne des Puys et des Limagnes) og universitetets seismiske net registrerer i dag kun mikroseismik (typisk < M 1,0) og normale CO₂-fluxer. Ingen indikatorer peger på fornyet magmatisk opstigning – derfor klassificeres alle listede vulkaner som dormante (slumrende) og ikke “slukkede” uigenkaldeligt, men risikoen anses for meget lav på menneskelige tidsskalaer.

Disse tidsangivelser bruges også af myndighederne, når de fastsætter sikkerheds- og arealplanlægning for UNESCO-området og de tilknyttede naturparker.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]