Frankrig investerer kæmpe beløb i små container-havne i Bretagne
Bretagne vil tage mere af containertrafikken – selv om Rotterdam stadig dominerer. Mens de store nordeuropæiske havne som Rotterdam og Antwerpen fortsat sluger en stor del af den globale containertrafik, forsøger havnene i Bretagne stille og roligt at tage en større bid af markedet. Regionen råder over fem erhvervshavne – Brest, Lorient, Saint-Malo, Roscoff-Bloscon og Saint-Brieuc–Le Légué – som samlet håndterede omkring 7 millioner tons gods i 2022. Især Brest ventes at være den containerhavn, der vil vokse mest. Det regionale erhvervsmedie 7 Jours fortæller, at Brest i dag håndterer omkring 30.000 containere om året, men at havneselskabet BrestPort vil op på først 100.000 containere om året, derefter op til 200.000, når den nye terminal er fuldt udbygget. “Vores mål er klart: meget hurtigt at nå 100.000 og siden vores maksimale kapacitet på 200.000,” siger havnedirektør Christophe Chabert til 7 Jours. På regionalt plan har politikerne samtidig besluttet at hælde store penge i havneinfrastrukturen. Ifølge erhvervsportalen Bretagne Économique planlægger Region Bretagne investeringer på omkring 560 millioner euro i 21 havne mellem 2024 og 2028, herunder modernisering af terminaler og bedre forbindelser til baglandet. Selv om Rotterdam og Antwerpen fortsat dominerer Asien–Europa-flowet, peger flere analyser på, at de franske og bretonske havne forsøger at vinde terræn ved at tilbyde mindre trængsel, kortere afstand til de franske markeder og nye ruter efter Brexit. Regionens egen havnebrochure fremhæver blandt andet Saint-Malo som et alternativ til til Storbritannien og Irland, med flere ugentlige Ro-Ro-forbindelser og direkte adgang til det omfattende franske jernbanenet. Containertrafikken i Bretagne er dog stadig lille i international målestok, men vækststrategien er tydelig: mindre afhængighed af de hollandske og belgiske mega-havne. For bretonske eksportører af fødevarer og industriprodukter kan en stærkere regional havneakse betyde både kortere ledetider og mindre sårbarhed over for flaskehalse i Rotterdam og Antwerpen.