Danskeren som tegnede Paris’ moderne ansigt: Johan Otto von Spreckelsen og den glemte bue

Da François Mitterrand i 1983 valgte vinderen til Frankrigs største byggeprojekt, pegede han på en dengang ukendt dansker. Johan Otto von Spreckelsen kom fra en verden af kirker, og endte med at bygge “Menneskehedens Triumfbue” – et værk, der kostede ham alt.

I dag rejser den sig som en gigantisk hvid kube for enden af den historiske akse i Paris. La Grande Arche er 111 meter høj, beklædt med hvid marmor og glas, og så stor, at selve Notre-Dame katedralen kunne stå inde i dens åbning. Men bag det monumentale ydre gemmer sig en fortælling om en mand, der var alt andet end monumental.

Fra kirker til Champs-Élysées

Før Paris kendte ingen i den store verden Johan Otto von Spreckelsen. Han var professor ved Kunstakademiet i København og levede et stille liv med sin hustru, Karen Gerda, og deres fire børn. Han var dybt religiøs – hans mor var katolik – og han blev gift i den katolske kirke i Odense i 1955.

Hans karriere var indtil da præget af det nære og det sakrale. Han havde bygget fire kirker i Danmark (bl.a. i Vangede og Stavnsholt), som alle var studier i ren geometri: kvadratet, cirklen og lyset. Da han indsendte sit forslag til konkurrencen i Paris, var det anonymt. Blandt 424 forslag fra verdens største arkitekter valgte Mitterrand danskerens enkle, åbne kube.

En bue for fred, ikke krig

Spreckelsens vision var radikal. Hvor den gamle Triumfbue ved Etoile-pladsen hyldede militære sejre og krig, skulle hans bue være “Menneskehedens Triumfbue”. Det skulle være et monument for humanisme, demokrati og broderskab.

Det var også Spreckelsen, der drejede buen 6,33 grader. Officielt var det for at få plads til tunnelerne under jorden, men arkitektonisk svarede det præcis til Louvres placering i den anden ende af aksen – et greb, der i dag kaldes for arkitektonisk genialitet.

Prisen for storheden

Men opholdet i Paris blev ikke en dans på roser. Den besindige, skandinaviske professor mødte det franske bureaukrati og magtbegær. Da Mitterrand mistede sit politiske flertal i 1986, blev buen et politisk gidsel. Den nye borgerlige regering ville spare, og Spreckelsen så sine visioner udvandet af kompromiser.

Frustreret og syg trak han sig fra projektet i 1986. Han rejste hjem til Danmark, hvor han døde af kræft i marts 1987, blot 57 år gammel. Han nåede aldrig at se buen stå færdig til indvielsen i 1989.

Eftermælet og den nye debat

I dag er interessen for Spreckelsen vakt til live igen, bl.a. med filmen Den nye triumfbue (2025), hvor Claes Bang spiller den plagede arkitekt. Filmen har dog udløst kritik fra Spreckelsens familie, der mener, at det dramatiserede billede ikke yder den besindige og principfaste mand retfærdighed.

Mens andre af Mitterrands prestigebyggerier er verdenskendte, står buen i La Défense i dag som et lidt overset mesterværk, der kæmper med forfald.

For dem, der kender historien, er den hvide kube mere end blot en bygning; det er et stykke af den danske sjæl, der er støbt direkte ind i Paris’ hjerte.

Fakta: Von Spreckelsens univers

• De fem søjler: Før Paris byggede han kirkerne i Hvidovre, Esbjerg, Vangede og Stavnsholt samt sit eget hus i Trørød.
• Geometrien: Han sværgede til kvadratet. La Grande Arche er næsten en perfekt kube (111m x 111m x 111m).
• Ingeniøren: Han arbejdede tæt sammen med den danske ingeniør Erik Reitzel, der løste de enorme statiske udfordringer ved at lade buen “svæve”.