Millioner dødede i Frankrigs ni religiøse borgerkrige
Mellem 1562 og 1598 udkæmpede Frankrig ni blodige borgerkrige, hvor flere millioner dødede enten af egenlige krigshandlinger eller af sult og nød. Flere hundrede tusinder flygtede eller blev fordrevet, bl.a. til Danmark.
Her sloges katolikker mod de reformerede huguenotter. I praksis var krigene også et opgør om arvefølge, provinsernes selvstændighed og udenlandsk indblanding, især fra Spanien.
Inden den første af de ni krige brød ud, var der mange konflikter mellem de to kristne retninger. Regenten Catherine de’ Medici forsøgte uden held at dæmpe spændingerne mellem katolikker og huguenotterne ved at vedtage en snæver, kontrolleret tolerance til de reformerte.
Den gav man dog ikke meget får. Kun få uger efter Catherine de’ Medicis forsøg på fred mellem religionsretningerne, angreb hertugen af Guises tropper en reformert menighed i Vassy. Angrebet regnes for gnisten til borgerkrigene.
Første krig sluttede året efter med freden i Amboise de 19. marts 1563, som tillod, at huguenotter kunne holde meget begrænsede gudstjenester.
Men det var ikke godt nok, hverken for den ene eller den anden part. De gik hurtigt igang med at genere hinden igen og i de næste to krige mellem dem skiftedes de til at sejre.
Huguenotlederen Louis de Condé faldt ved Jarnac i marts 1569, i oktober sejrede katolikkerne sejrede ved Moncontour. Året efter lykkedes fredsforhandlingerne i Saint-Germain. Freden skulle besegles med ægteskabet mellem Marguerite de Valois og den protestantiske tronarving Henri af Navarra.
To år senere eksploderede situationen i Bartholomæusnattens massakrer den 24.–25. august 1572 og de efterfølgende uger, hvor tusinder af huguenotter blev dræbt i Paris og en række provinsbyer.
Det var et tillidsbrud af historisk format, som gjorde nye våbenhviler særdeles skrøbelige.
Kronen forsøgte endnu engang at købe fred. Huguenotterne fik i maj 1576 gav huguenotterne nye indrømmelser. Men de blev ved med at skændes og skænde hinanden.
1585 pressede Den katolske Liga kongen til Traktaten i Nemours, som i praksis forbød protestantismen.
Det førte selvfølgelig til en ny krig, de Tre Kongers Krig mellem Henri III, hertugen af Guise og Henri af Navarra.
Paris blev katolikkernes i Ligaens bastion. Den 12. maj 1588 rejste hovedstadens barrikader sig mod kongens tropper og kort efter underskrev Henri III Ediktet om Unionen, der gjorde Ligaens linje til statsdoktrin.
I december 1588 lod han Guise-brødrene myrde i Blois, men blev året efter selv dolket ihjel af munken Jacques Clément den 1. august 1589. Dermed uddøde Valois-slægten, og Henri af Navarra arvede tronen og kaldte sig Henri IV. Og krigene fortsatte.
Militært markerede Henri IV sig med sejren ved Ivry i 1590. Men katolikkerne i Paris holdt stand. Med tiden faldt modstanden mod kongen og protestanterne. De to kristne grene lærte at leve med hinanden, selvom de ikke blev ligestillet.
I 1598 afsluttedes religionskrigene, og da Freden i Vervins afsluttede krigen mod Spanien, sikrede Henri IV sig international anerkendelse af hans ret til den franske krone.
Kongen gav ikke religionslighed, men et juridisk værn, bl.a. garanterede steder for gudstjeneste og adgang til visse embeder.
Men det varede ikke ved. I 1685 ophævede Ludvig XIV tolerancen helt med Fontainebleau-ediktet – hvilket udløste en stor huguenot-emigration til nabolandene og videre ud i verden.
Flugten til Danmark
Huguenotterne kom til Danmark i kølvandet på de blodige forfølgelser i Frankrig og særligt efter ophævelsen af Nantes-ediktet i 1685. Med støtte fra dronning Charlotte Amalie, der selv var reformert, fik de første franske reformerte midlertidig indrejsetilladelse i 1681.
I 1685 fulgte egentlige privilegier, og i 1688–1689 opførtes den Reformerte Kirke i København på Gothersgade (nr. 109), som husede både en fransk og en tysk-nederlandsk menighed. Privilegierne omfattede bl.a. begrænset religionsudøvelse, ret til egen kirke og skattelempelser – udtryk for kongemagtens blanding af religiøs pragmatik og merkantil tænkning. Kirken blev genopbygget efter Københavns brand i 1728 og fungerer stadig som ramme for de reformerte menigheder.
Fredericia blev den anden store base. Byen var fra 1600-tallet udlagt som religiøs fristad, og i 1719 inviterede Frederik IV en samlet gruppe huguenotter fra Brandenburg til at slå sig ned her. Omkring 70 familier ankom i 1720’erne. De fik særlige rettigheder, egen præst og skole, skattefrihed på nyopførte huse samt jord i byen og flere end 200 havepladser uden for voldene. Deres kollektive jordforvaltning og håndfaste erhverv, især tobaksdyrkning og gartneri, fik varig betydning for byens økonomi.
Den reformerte menigheds synlige spor findes stadig: kirken i Gothersgade i København og den reformerte kirke i Fredericia vidner om et miljø, hvor de franske flygtninge både bevarede sin identitet og gradvis gled ind i det danske samfund. Fredericia Museum fortæller, at byen forenede asylret, økonomiske privilegier og reel religionsudøvelse på et tidspunkt, hvor rigsreligionen ellers var luthersk og uniformitetspræget.
Efter Grundloven i 1849 fik Danmark almindelig religionsfrihed; dermed forsvandt Fredericias særstatus som fristad, men de reformerte menigheder fortsatte som anerkendte trossamfund. I dag holder de reformerte i København gudstjenester på fransk og tysk (med dansk en gang om måneden), mens Fredericia-menigheden er dansksproget. Mange danske efternavne med fransk klang – som Dupont, Devantier, Honoré m.fl. – har rødder i disse miljøer.
