Filmen “Den nye triumfbue” er meget mere end blot et portræt af arkitekten Johan Otto von Spreckelsen. Det er et spejl for to kulturer, der ser det samme monument, men fortæller to vidt forskellige historier.

Da de første scener af “Den nye triumfbue” (fransk titel: La Grande Arche) rullede over lærredet ved premieren i efteråret 2025, vidste få, at filmen ville dominere kultursiderne langt ind i 2026.

Filmen følger den danske professor Johan Otto von Spreckelsen, spillet med en næsten gennemsigtig sårbarhed af Claes Bang, fra hans stille professorhverdag i København til de bonede gulve i Elysée-palæet, hvor præsident Mitterrand venter.

Frankrig: En politisk thriller om magt

I Frankrig er filmen blevet modtaget som en politisk thriller. Det toneangivende magasin Télérama har hyldet den for at afklæde det franske “Grands Travaux”-bureaukrati.

Franskmændene ser filmen som en fortælling om deres egen historie – om Mitterrand-æraens storhedsvanvid og de kyniske politiske mekanismer, der knuste den danske arkitekts visioner, da flertallet skiftede i 1986.

Kritikken i Frankrig går også på det, de kalder “nordisk melankoli”. Filmens tunge brug af regnvejr, tavshed og dæmpet lys bliver af nogle franske anmeldere, herunder Cahiers du Cinéma, set som en kliché.

De mener, at filmen overser Spreckelsens geometriske optimisme og gør ham til en for tragisk figur. “Det er en film om en mand, der drukner, snarere end en mand, der bygger,” skrev en kritiker.

Danmark: Forsvaret for den stille geni

Hjemme i Danmark har modtagelsen været præget af stolthed, men også af en hidsig debat om historisk korrekthed. Politiken og Weekendavisen har bragt læserbreve fra mennesker, der kendte Spreckelsen. Hans familie har kritiseret filmen for at portrættere ham som en svag og plaget mand.

For det danske publikum er filmen dog blevet et symbol på det “danske geni”, der rejser ud og tæmmer verden, men dør af det. Den taler direkte ind i en dansk selvforståelse af at være teknisk overlegen, men menneskeligt uforberedt på den store verdens kynisme.

Claes Bangs præstation bliver set som en hyldest til den skandinaviske integritet, der nægter at gå på kompromis med sine idealer.

De internationale medier: Et universelt drama

Internationalt, især i USA og England, er filmen udråbt til en favorit ved de kommende store prisuddelinger. Her ser man hverken det franske bureaukrati eller den danske melankoli som det centrale. For de internationale medier er det en universel historie om den kompromisløse kunstner mod “systemet”.

Magasinet Variety beskriver filmen som “vinterens visuelle mesterværk” og drager paralleller til film som The Fountainhead.

Den internationale succes skyldes i høj grad filmens fokus på det tekniske vidunder – de ikoniske scener, hvor den hvide bue rejser sig mod den parisiske himmel, assisteret af ingeniøren Erik Reitzel (spillet af Ulrich Thomsen).

Konklusion: Et monument over tvivl

“Den nye triumfbue” har formået at gøre arkitektur levende. Debatten i 2026 viser, at vi stadig ikke er færdige med at diskutere Spreckelsen.

Er buen i Paris et sejrsmonument eller et smukt nederlag? Filmen giver ikke entydigt svar, men den har sikret, at færre fremover vil gå under den hvide bue i La Défense uden at tænke på den stille dansker, der gav sit liv for at fuldføre Paris’ historiske akse.

Da François Mitterrand i 1983 valgte vinderen til Frankrigs største byggeprojekt, pegede han på en dengang ukendt dansker. Johan Otto von Spreckelsen kom fra en verden af kirker, og endte med at bygge “Menneskehedens Triumfbue” – et værk, der kostede ham alt.

I dag rejser den sig som en gigantisk hvid kube for enden af den historiske akse i Paris. La Grande Arche er 111 meter høj, beklædt med hvid marmor og glas, og så stor, at selve Notre-Dame katedralen kunne stå inde i dens åbning. Men bag det monumentale ydre gemmer sig en fortælling om en mand, der var alt andet end monumental.

Fra kirker til Champs-Élysées

Før Paris kendte ingen i den store verden Johan Otto von Spreckelsen. Han var professor ved Kunstakademiet i København og levede et stille liv med sin hustru, Karen Gerda, og deres fire børn. Han var dybt religiøs – hans mor var katolik – og han blev gift i den katolske kirke i Odense i 1955.

Hans karriere var indtil da præget af det nære og det sakrale. Han havde bygget fire kirker i Danmark (bl.a. i Vangede og Stavnsholt), som alle var studier i ren geometri: kvadratet, cirklen og lyset. Da han indsendte sit forslag til konkurrencen i Paris, var det anonymt. Blandt 424 forslag fra verdens største arkitekter valgte Mitterrand danskerens enkle, åbne kube.

En bue for fred, ikke krig

Spreckelsens vision var radikal. Hvor den gamle Triumfbue ved Etoile-pladsen hyldede militære sejre og krig, skulle hans bue være “Menneskehedens Triumfbue”. Det skulle være et monument for humanisme, demokrati og broderskab.

Det var også Spreckelsen, der drejede buen 6,33 grader. Officielt var det for at få plads til tunnelerne under jorden, men arkitektonisk svarede det præcis til Louvres placering i den anden ende af aksen – et greb, der i dag kaldes for arkitektonisk genialitet.

Prisen for storheden

Men opholdet i Paris blev ikke en dans på roser. Den besindige, skandinaviske professor mødte det franske bureaukrati og magtbegær. Da Mitterrand mistede sit politiske flertal i 1986, blev buen et politisk gidsel. Den nye borgerlige regering ville spare, og Spreckelsen så sine visioner udvandet af kompromiser.

Frustreret og syg trak han sig fra projektet i 1986. Han rejste hjem til Danmark, hvor han døde af kræft i marts 1987, blot 57 år gammel. Han nåede aldrig at se buen stå færdig til indvielsen i 1989.

Eftermælet og den nye debat

I dag er interessen for Spreckelsen vakt til live igen, bl.a. med filmen Den nye triumfbue (2025), hvor Claes Bang spiller den plagede arkitekt. Filmen har dog udløst kritik fra Spreckelsens familie, der mener, at det dramatiserede billede ikke yder den besindige og principfaste mand retfærdighed.

Mens andre af Mitterrands prestigebyggerier er verdenskendte, står buen i La Défense i dag som et lidt overset mesterværk, der kæmper med forfald.

For dem, der kender historien, er den hvide kube mere end blot en bygning; det er et stykke af den danske sjæl, der er støbt direkte ind i Paris’ hjerte.

Fakta: Von Spreckelsens univers

• De fem søjler: Før Paris byggede han kirkerne i Hvidovre, Esbjerg, Vangede og Stavnsholt samt sit eget hus i Trørød.
• Geometrien: Han sværgede til kvadratet. La Grande Arche er næsten en perfekt kube (111m x 111m x 111m).
• Ingeniøren: Han arbejdede tæt sammen med den danske ingeniør Erik Reitzel, der løste de enorme statiske udfordringer ved at lade buen “svæve”.