“Macrons største fejl er at han har gjort præsidenten stærk, men systemet skrøbeligt.”

Fransk politik er i totalkaos. President Macron angribes fra begge sider – og nu også af egne støtter for at gå af. Premierminister, Sébastien Lecornu, løb fra jobbet få timer efter, at han havde præsenteret et ministerhold. Hans regering blev den kortest siddende i hele den Femte Republiks historie, og ifølge nyhedsbureauet AP var afgangen et symbol på et system, der ikke længere fungerer.

Krisen er kulminationen på flere års voksende politisk ubalance.

Da præsident Emmanuel Macron i juni 2024 opløste Nationalforsamlingen for at genvinde initiativet, endte han med det modsatte: Et parlament uden flertal. Ingen af de tre store blokke – venstrealliancen Nouveau Front Populaire, Macrons centrumskoalition Ensemble og højrefløjspartiet Rassemblement National – kunne danne regering alene.

Den tidligere premierminister Michel Barnier blev væltet på et mistillidsvotum, François Bayrou fulgte samme skæbne, og da Lecornu overtog posten, nægtede flere partier at deltage i regeringen.

Ifølge den franske avis Le Monde er situationen uden fortilfælde under den nuværende republik.

Et system uden samarbejdstradition

Frankrigs partisystem er helt forandret i løbet af  de seneste ti år. De to klassiske blokke – Socialistpartiet og de gaullistiske republikanere – er brudt sammen.

I stedet har vælgerne stemt for en tredeling, hvor kompromis sjældent belønnes. Den franske forfatning, der giver præsidenten stærk magt, forudsætter stabile flertal, men kulturen for brede regeringssamarbejder er svag.

Ifølge France Info er der “en dyb mistillid” mellem de politiske lejre, som gør det næsten umuligt at danne holdbare alliancer.

Præsidentposten udpeges som en del af problemet. Macron har flere gange anvendt artikel 49.3 i forfatningen, der giver regeringen mulighed for at gennemføre lovforslag uden afstemning i Nationalforsamlingen. Det udløser hver gang kraftig kritik og medfører anklager om Macron-midten opfører sig enevældigt.

Da regeringen i 2024 brugte bestemmelsen til at få et upopulært budget igennem, førte det direkte til et mistillidsvotum – det første af sin art siden 1962. I et interview i France Inter sagde den politiske historiker Nicolas Roussellier, at “Macrons største fejl er at have gjort Femte Republiks styrke til sin egen svaghed – han har gjort præsidenten stærk, men systemet skrøbeligt.”

Budgetkrise og voksende økonomisk pres

Landets økonomi forværrer situationen. Regeringens udkast til budget for 2026 omfattede besparelser på 43 milliarder euro (331 mia. danske kroner), herunder afskaffelsen af to nationale fridage og en midlertidig frysning af pensionerne.

Forslaget udløste omfattende demonstrationer og strejker under mottoet Bloquons tout – “Lad os blokere alt”. Ifølge Reuters har den politiske uro og de gentagne strejker allerede kostet omkring 0,3 procentpoint af BNP-væksten i 2025, mens kreditvurderingsbureauer advarer om, at Frankrigs økonomiske troværdighed er under pres.

Financial Times har rapporteret om stigende obligationsrenter og faldende investor­tillid, hvilket yderligere forstærker usikkerheden.

Le Monde konstaterede i en leder i denne uge, at landet risikerer at gå ind i 2026 uden en vedtaget finanslov, og at “en republik, der blev skabt for at undgå kaos, nu er fanget i sit eget kaos”.

Den økonomiske stagnation er begyndt at mærkes i husholdninger og virksomheder, og embedsværket advarer ifølge den franske radiostation France Culture om, at staten kan blive tvunget til at styre på provisoriske bevillinger.

Mulige veje frem

Flere scenarier diskuteres åbent i Paris.

Ét er, at Macron opløser Nationalforsamlingen på ny og udskriver valg. Men ifølge The Guardian er udsigterne til et klart flertal små, og et nyt valg kan blot gentage dødvandet. Et andet scenarie er en såkaldt cohabitation, hvor præsidenten bevarer sin post, men udpeger en premierminister fra oppositionen – en ordning kendt fra Mitterrands og Chiracs tid.

Ifølge Le Monde undersøges muligheden, men parternes uenigheder, især mellem centrum og yderfløje, gør udsigterne dårlige. Endelig nævnes et teknokratisk overgangskabinet eller en regering af national enhed, bestående af uafhængige og moderate figurer, som kunne sikre finansloven, men en sådan løsning vil mangle folkelig forankring.

Flere forfatningseksperter ser krisen som et tegn på, at systemet selv er udtømt. Professor Dominique Rousseau fra Sorbonne siger til France Culture, at Femte Republik “ikke længere har redskaberne til at fungere i et fragmenteret samfund”, og at en reform mod et mere parlamentarisk system kan blive uundgåelig.

En ændring af forfatningen kræver både flertal i parlamentet og ved en folkeafstemning.

Ikke som resten af Europa

Set fra et europæisk perspektiv har Frankrigs problemer paralleller, men også unikke træk. Italien har gennem årtier haft ustabile regeringer, men en udpræget koalitionskultur, der holder systemet funktionsdygtigt.

Tyskland har skabt tradition for brede samarbejder som “store koalitioner” mellem CDU og SPD. Danmark og de øvrige nordiske lande bygger på parlamentarisk forhandling, hvor mindretalsregeringer kan fungere gennem aftaler på tværs af midten.

Frankrig har derimod aldrig udviklet en tilsvarende kultur for kompromis. Den franske præsidentialisme, som blev indført af Charles de Gaulle i 1958 for at sikre stabilitet, fremstår i dag som en konstruktion, der forhindrer netop det samarbejde, den var tænkt at fremme.

En republik på prøve

Den nuværende krise ses i både franske og udenlandske medier som den alvorligste siden maj-oprøret i 1968. Femte Republiks struktur er presset af samtidens virkelighed: et fragmenteret partisystem, voksende populisme og en præsidentmagt uden parlamentarisk rygdækning.

Ifølge Le Monde er Frankrig på vej mod en periode med “politisk limbo”, hvor regeringer afløser hinanden uden at skabe varig stabilitet.

Som den tyske avis Die Zeit skriver: “Frankrig fungerer stadig – men ikke længere som en republik i balance.”

På rekordtid gik det fra at være en nystartet bevægelse til at dominere fransk politik og bryde den klassiske højre-venstre-opdeling, der havde præget landet siden 2. Verdenskrig.

Macron, der kom fra en baggrund som bl.a. økonomiminister og tidligere medlem af det franske socialdemokrati, så et tomrum i midten af fransk politik. Venstrefløjen var svækket efter François Hollandes præsidentperiode, og højrefløjen var præget af stridigheder. Med La République en Marche skabte han et “hverken højre eller venstre”-projekt, der appellerede til både socialliberale vælgere og reformvillige mere konservative.

Partiets hurtige succes tilskrives Macrons personlige gennemslagskraft. Han sås som en ny type leder: ung, moderne, pro-europæisk og villig til at udfordre de gamle partiers monopol. Hans løfte om reformer, økonomisk modernisering og en stærkere rolle i EU trak vælgere fra begge sider af midten.

Efter sejren i 2017 sikrede La République en Marche et massivt flertal i Nationalforsamlingen med 308 ud af 577 mandater. Det gav Macron næsten frie hænder til at gennemføre reformer. Han satte gang i arbejdsmarkedsændringer, skattereformer og investeringer. Midterprojektet viste også hurtigt nogle begrænsninger.

Mange franskmænd oplevede, at reformerne ramte skævt, og i 2018 eksploderede utilfredsheden med protestbevægelsen de gule veste.

I 2022 ændrede partiet navn til Renaissance. Navneskiftet skulle signalere en ny fase, hvor partiet ikke kun var et personligt projekt, men et bredere regeringsbærende parti. Samtidig blev det centrale element i valgalliancen Ensemble, hvor også MoDem og Horizons indgår. Renaissance er med 102 mandater fortsat den største gruppe i koalitionen.

Partiets politik kombinerer klassisk socialliberalisme med en stærk pro-europæisk linje. Det går ind for økonomiske reformer, strømlining af den offentlige sektor, investeringer i klima og digitalisering samt et tættere EU-samarbejde. På indvandringsområdet har Macron forsøgt at balancere mellem humanitære forpligtelser og krav om strammere kontrol – et område, hvor han presses både fra højre og venstre.

Renaissance har haft enorm betydning for fransk politik, fordi det brød det gamle partisystem. Hvor franske præsidentvalg tidligere havde været dueller mellem socialister og konservative, blev 2017 valget mellem Macron og Le Pen – et opgør, der gentog sig i 2022. Macron og hans partifæller har skabt en ny politisk akse, hvor midten står som modpol til yderfløjene.

Uden Macrons personlige lederskab er det uklart, hvordan Renaissance vil fastholde sin position. Macron kan ikke genopstille som præsident i 2027, og partiet mangler en oplagt arvtager.

Renaissance kritiseres for at være en præsidentiel maskine og ikke et egentligt parti. Det har få rødder i lokalpolitik, få aktive græsrødder og det hviler i høj grad på regeringens magt.

Partiets historiske betydning er vigtig. På under ti år har det ændret det politiske landskab, skubbet de gamle magtpartier i baggrunden og gjort midten til centrum for fransk politik.

Men bag Chanel-jakkesættet, champagneglasset og de storslåede selfie-øjeblikke gemmer sig dramaer, småskandaler og rygter, som franskmændene elsker at hviske videre over cafébordene.

Her er vores franske “hvem snakker de om”-special: Ti superstjerner, ti snavsede hemmeligheder.

Emmanuel Macron – magtens glans og de forbudte middage

Man kan sige meget om Emmanuel Macron, men kedelig er han ikke. Fra at være en ukendt bankmand blev han i rekordfart Frankrigs yngste præsident siden Napoleon. Men dér, hvor de officielle taler stopper, begynder hvisken i korridorerne. Sladderpressen elsker at minde om hans Rothschild-baggrund: “Han er præsident for de rige, fordi de skabte ham,” som en tidligere partikammerat tørt bemærkede til Le Canard Enchaîné.

Og så er der det evige rygte: at Macron i virkeligheden er mere til diskrete herreklubber end til hyggeaftener med Brigitte. Navnet Mathieu Gallet dukker altid op – den tidligere Radio France-direktør, som Macron ifølge “velinformerede” politiske kilder nød dyre rødvine med bag lukkede døre. Ingen håndfaste billeder, men i Elysée har man ifølge ansatte en “brandmur” til at stoppe enhver journalist, der vover at spørge direkte.
Andre rygter går på små intellektuelle skuespillerinder, han inviterer til hemmelige vinsmagninger, når Brigitte er på besøg hos veninder i Touquet. Folk tæt på Brigitte siger, at hun “ved det hele, men holder sammen på kulissen – så længe ingen gør det pinligt”.

Senest gjorde Macron sig endnu mere upopulær, da hans pensionsreform udløste ugelange gadekampe. Officielt krammer han babyer og hilser på studerende – men hans hof i Elysée lukker sig mere og mere om sig selv. En anonym Elysée-rådgiver siger: “Macron tilgiver aldrig en forræder – men hvis du holder kæft, kan du sidde med ved bordet.” Så længe han sidder dér, ruller champagnen – og sladderen.

Brigitte Macron – læreren der regerer med jernnæve

Bag enhver magtfuld mand står en endnu mere magtfuld kvinde, ikke? Sådan ser det i hvert fald ud for Brigitte Macron. Frankrigs førstedame har gennemlevet alt fra småbysladder til chikane om sin alder – men Brigitte smiler bare koldt tilbage. Paris’ bedst informerede insiders siger dog, at bag Chanel-frakken gemmer sig en jernnæve. Hun holder hof med et lille hold af “lojale hofdamer”, der ikke tøver med at lække rygter – eller kvæle dem, hvis det passer hende.

En tidligere ministerassistent hviskede engang til Voici, at Brigitte i praksis fungerer som Emmanuel Macrons livvagt, spindoktor og mareridt. Det er hende, der tager de hårde møder med uønskede kilder. “Hun kan være charmerende – men kun så længe du følger reglerne.”

Hendes private luksusvaner er heller ingen hemmelighed: fra skræddersyede Chanel-drømmekreationer til spa-ophold i luksusvillaer, hvor regningen angiveligt dækkes af “venner af huset”. Brigitte benægter alt – men flere sladderblade har trykt historier om, hvordan hun engang skulle have fået en stylist fyret for at sladre om hendes botox-budget.

Internt går snakken om, at Brigitte længes efter at slippe væk fra Elysée’s gyldne bur. Men ingen tror, hun tør. Hun ved, at hvis hun går, bryder facaden for alvor sammen.

Kylian Mbappé – magtmaskine med diva-tendenser

Kylian Mbappé har farten, pengene og den uskyldige charme, som franskmændene elsker. Han er drengen fra betonen i Bondy, som erobrede VM og nu kroner karrieren i Real Madrid. Men i omklædningsrummene går historien: Kylian er ikke bare “Kiki fra kvarteret” længere – han er blevet en magtmaskine med diva-tendenser.

Da Neymar stadig var i PSG, hviskede holdkammerater om, at Mbappé krævede brasilianeren smidt ud. “Han vil styre alt,” som en anonym klubboss sagde til L’Équipe. Hans mor, Fayza Lamari, styrer hans aftaler med jernhånd, og Kylian har sit eget team, der holder journalister og for mange groupies på afstand.

Alligevel går sladderen: For er Kylian så artig, som PR-maskinen siger? I Madrid svirrer historier om diskrete fester, hvor alle mobiler bliver konfiskeret, og modeller bliver hentet ind under radaren. Intet bevis, naturligvis – men hver gang en ex-model snakker for meget, bliver hun angiveligt købt tavs.

Samtidig er Mbappé genial til at holde sin folkehelt-status intakt. Han giver millioner til børneprojekter, taler højt mod racisme, og hver gang pressen bliver for nærgående, poster han et grinende selfie fra sit barndomskvarter i Bondy. “Han er stadig vores Kylian,” siger fansene. Måske – hvis man ser igennem champagneflaskerne.

Marion Cotillard – helgeninde eller hyggesvindler?

Marion Cotillard er definitionen af fransk filmglans. Oscar, Dior, Cannes – hun har det hele. Og hun bruger det. Men bag glamouren griner Paris’ PR-folk:

“Hun er sød, hvis du siger ja til alt. Ellers er du ude.” Rygtet om Brad Pitt flirter stadig i krogene. Under optagelserne til “Allied” sås de to forsvinde ud af bagdøre, mens Angelina Jolie holdt øje fra L.A. Ingen indrømmede noget, men Jolie-fans udnævnte Cotillard til “den store stikker” i skilsmissen.

Hun er samtidig klimaets krigerprinsesse – men flyver selv privat mellem Cannes og L.A., mens hun prædiker Extinction Rebellion. “Hvis du skal protestere mod privatjets, så lad være at tage din egen,” griner en journalist fra Gala.

Og Marion selv? Hun smiler, siger hun er menneskelig, og betaler for at bo i Paris’ dyreste hoteller, når hun vil være i fred for paparazzi. En stylist i modebranchen hvisker: “Hun kræver, at hendes tøj vaskes i økologisk sæbe – sendt ind med kurer. Ingen andre må røre det.”

Franskmændene elsker hende alligevel. For bag alle skæverter er hun stadig Piaf i deres hjerter.

Stromae – magi med dæmoner i hælene

Stromae, alias Paul Van Haver, er popmagiens mester. Han kan få hele Europa til at danse til beats, der handler om selvmord og ensomhed. Men bag hans skæve jakkesæt og performancekunst er der en mørk side, der nærmest er blevet mytisk.

I Bruxelles’ musikbarer hvisker folk stadig om dengang, han forsvandt i månedsvis under en malaria-kur, der sendte ham ud i psykisk kollaps. Officielt taler han om sin skrøbelighed – men hans hold siger, at de aldrig helt ved, om han forsvinder igen i morgen.

Hans kone, Coralie Barbier, er både designer og manager, men insiders siger, at hun nærmest er hans værge. Flere af hans tidligere producere raser over udbetalte royalties, der forsvandt, fordi Stromae pludselig blev “utilgængelig”.

Der går en fast historie i Bruxelles’ undergrund om, at han fyrede en nær ven på SMS midt under en turné, fordi han nægtede at ændre en sangtekst. Ingen ved helt, hvad der er sandt – for Stromae nægter at give lange interviews. Når han endelig gør, iscenesætter han dem: som dengang han brød et live-TV-interview for at synge “L’enfer” – om selvmordstanker.

Kritikere kalder ham et geni, men backstage kalder man ham uforudsigelig. Hans vennekreds er lille, lukket og tavs. Og fans? De elsker ham endnu mere for det. For hvad er en kunstner uden sine dæmoner?

Omar Sy – temperamentsfuld Netflix-konge

Hvis nogen i Frankrig kan få selv de mest sure bedstefædre til at smile, er det Omar Sy. “De urørlige” gjorde ham folkeeje, “Lupin” gjorde ham global superstjerne. Men bag de store grin og de hjertevarme selfies skjuler sig en mand med en meget kort lunte. Omar hader paparazzi.

Råb og trusler er set flere gange, senest i L.A., hvor en snu fotograf fangede ham med en “mystisk veninde”, mens konen var hjemme med børnene. Intet bekræftet – men rygtet lever sit eget liv i Cannes’ snævre gader.

En tidligere kollega hviskede engang til Closer, at Omar er “så rar, indtil du stiller de forkerte spørgsmål.”

Han har heller ikke lagt skjul på sin afsky for racisme i Frankrig – men i de mere højreorienterede medier kaster de mudder tilbage: hvordan kan han tale om forstæderne, når han selv bor i en kæmpevilla i Beverly Hills?

Han griner ad det. Og det gør hans fans også. Omar er den rare kæmpe, ingen rigtigt vil smudse til – for selv når han raser, kommer han altid tilbage til rollen som Frankrigs store krammebjørn.

Zidane – formuen placeret i skattevenlige lande

Zinedine Zidane vil altid være Frankrigs urørlige fodboldhelt. Han gjorde nationen stolt i 1998, knaldede Italien ud i 2006 – bogstaveligt talt – og fik sin skalle ind i verdenshistorien.

Men hvad med Zizou privat? Hans brødre er hans “skygger” – de styrer hans formue, fast ejendom i Spanien, Algeriet og Monaco. Sladderen siger, at det hele er skattetilpasset lidt kreativt. Ingen sagsøger, ingen beviser, men alle hvisker det.

Hans temperament? Fortsat berygtet. Spillere i Real Madrid har fortalt journalister off the record, at Zidane kan fryse folk ud i måneder, hvis han føler sig svigtet. Engang florerede rygter om fester i Madrid, hvor “Zizou” skulle have haft lidt for meget øje for glamourmodeller.

Men intet slipper ud. Ingen tør sladre. For som en spansk agent siger: “Zizou er untouchable – rør du ham, rører du hele Frankrig.”

Aya Nakamura – popdronning på krigsstien

Aya er ikke bare Frankrigs mest streamede sangerinde – hun er også en skandale på to ben. Hun har råbt ad ekskærester live på Instagram, droppet koncerter i sidste øjeblik og nægtet at sige undskyld.

Da hun sidste år røg ud i et offentligt slagsmål med en eks, endte det i retten. Hun tog det som et badge of honour. “Jeg er en fri kvinde. Vil I ha’ det, eller vil I ikke?” har hun sagt til Vanity Fair.

Hendes stil er 100% TikTok: gennemsigtige outfits, hede dansemoves midt på Champs-Élysées – og så masser af beefs med andre musikere.

En tidligere DJ sagde til Public, at Aya kan “være et mareridt – hun skælder dig ud foran hele holdet, hvis du misser et beat”.

Men mens mødre himler op om hendes dårlige indflydelse, streamer de unge hende endnu mere. Hun er popdronning, rap-diva, selvskabt boss – og intet tyder på, at hun bliver tam af al sladderen. Snarere tværtimod.

Jean Dujardin – utro skørtejæger

Han er gulddrengen, der vandt en Oscar for “The Artist” – men Jean Dujardin er også kendt som en snu charmeur, der aldrig siger nej til et glas og en flirt.

Hans skilsmisse fra sin første kone flød over i sladderpressen, da en tv-vært hviskede om taxa-ture og lidt for varme kys. Nu er han gift igen, men Paris’ natteliv siger:

“Jean kan ikke holde sig i ro.” Diskrete natklubber, champagne til klokken 5, og en model eller to, der forsvinder ud ad bagindgangen.

Journalister elsker ham, for han spiller selv med. Han joker med sine små skandaler, trækker på skuldrene og siger: “Jeg er bare Jean.”

Det kan franskmændene ikke stå for. For hvad gør lidt lummer charme, når man stadig kan få alle til at grine?

Marine Le Pen – pæn facade, beskidt bagland

Hun er pænere end sin far, mere kalkuleret end sin niece – men bag Marine Le Pens stramme blazer banker stadig et beskidt bagland. Hun har gjort National Samling “stueren”, siger hun selv – men partiets krumspring for at hente penge i Østeuropa eller gemme skandaler holder aldrig helt tæt.

Rygterne siger, at hun dækker over partiloyalister, der spiller dobbeltspil med russiske bagmænd. Når gamle partikammerater bliver uenige, ryger de ud – og så vælter de ud med historier om penge under bordet og skjulte “favorer”.

Så er der de personlige historier. Sladderen vil vide, at Marine i årevis har haft en “hemmelig ting” med en sikkerhedsvagt – aldrig bekræftet, men memes på sociale medier lever videre.

Hendes fjender fryder sig. Hendes vælgere elsker hende, fordi du tror, hun siger det, de andre ikke tør sige. Én ting er sikkert: ingen i fransk politik kan polere snavset så pænt, som Marine Le Pen kan.

Frankrigs 10 superstjerner

Forslaget er en decideret lussing til Macrons politiske profil, for præsidenten har siden 2018 stået fast på sin linje om at tiltrække velhavere og investeringer ved at fjerne dele af den berygtede ISF-formueskat. Nu står han pludselig midt i et politisk minefelt, hvor både venstrefløj og store dele af befolkningen kræver, at han vender på en tallerken.

Forslaget, som hurtigt er blevet døbt en “super-ISF” i pressen, kommer midt i en tid, hvor flere franskmænd føler, at de rigeste slap for billigt gennem pandemien og inflationen. Især gule veste-bevægelsen gjorde ulighed til et brændende emne, og i dag viser nye målinger, at et flertal støtter idéen om at tage flere penge fra de ultrarige – hvis pengene vel at mærke går til grøn energi, skoler og social hjælp.

Nobelvindere som Joseph Stiglitz og Esther Duflo, som begge har rådgivet regeringer verden over, understreger, at millionærskatten ikke skal stå alene, men helst følges op af internationale aftaler, så de store formuer ikke forsvinder til skattely i en fart.

I Macrons inderkreds holder man stadig kortene tæt ind til kroppen. Finansminister Bruno Le Maire har nøjedes med at love en “oplyst debat”, men fransk erhvervsliv raser allerede over, hvad de kalder symbolpolitik. Kritikere advarer om, at en ny skat kan jage rige ud af landet og skræmme investorer væk, præcis som Macron i sin tid forsøgte at forhindre med skattelettelser.

Kampen om, hvem der skal betale, bliver en varm kartoffel, når næste års statsbudget snart skal forhandles i Nationalforsamlingen. Hvis nobeløkonomerne får deres vilje, kan Frankrig snart skrive en ny side i skattehistorien – og de allerrigeste kan se frem til at bidrage lidt mere til resten af samfundet.

Præsident Emmanuel Macron fortæller til Reuters og flere andre medier, at topmødet finder sted fra 14. til 16. juni 2026. Évian debuterede som G7-vært i 2003 og var dengang også vært for et G8-oplæg, der inkluderede Rusland før dets udelukkelse i 2014.

G7 består i dag af Storbritannien, Canada, Frankrig, Tyskland, Italien, Japan, USA og EU. Ruslands tidligere medlemskab anses ifølge medierne blot som historisk. G7 arbejder nu med ønskerne om at fremme vestlig samhørighed med afsæt i egne positioner.

Reuters skriver, at valget af Frankrig og Évian markerer en fornyet tillid til Frankrigs evne til at facilitere global diplomati med “stil og ro”. Med fokus på klima, sikkerhed og økonomi flagede Macron en målrettet dagsorden, der peger mod ny struktur i diplomatiske drøftelser. Invitationen til EU som fuldgyldigt “partnerland” understreger EU’s voksende rolle i internationale beslutningsprocesser .

Macrons udmelding viser et ønske om at genopfriske G7’s betydning efter turbulente år, præget af pandemier, krige og økonomisk usikkerhed. Valget af et kendt, men fredeligt resortsted som Évian vil ramme en harmonisk tone og måske skabe et mere fokus-orienteret møde. Macron har ligeledes indikeret, at Frankrig vil drive innovative idéer og strukturelle reformer for at forhøje G7s politiske slagkraft.

• reuters.com