# Romantisk kystby ved Frankrigs korteste flod

- Link: https://frankrig.nu/opstilling/romantisk-kystby-ved-frankrigs-korteste-flod/
- Udgivet: 2026-03-20T11:17:42+00:00
- Forfatter: FRANKRIG . NU

#### Veules-les-Roses kombinerer det maritime med landlig idyl, hvor lyden af det rindende vand i floden altid er til stede mellem de gamle mure.

Veules-les-Roses ligger ved kysten ved Den Engelske Kanal i Normaniet. Landsbyen
med 500 faste indbyggere følger floden Veules, som med sine blot 1,2 kilometer er
Frankrigs korteste flod. Arkitekturen består af en blanding af stråtækte bindingsværkshuse
og historiske vandmøller opført i mursten og sandsten. Husene ligger tæt langs flodbredden,
hvor små haver med masser af roser og hortensiaer skaber en farverig ramme om de
grå og brune stenbygninger.

Gennem det 17. århundrede var landsbyen et aktivt center for tekstilproduktion og
fiskeri. Ejerskabet af de mange vandmøller var fordelt mellem lokale herremænd og
rige møllere, som udnyttede flodens konstante løb til at drive maskiner.

Fiskerne boede i mindre huse tættere på havet, hvor facaderne ofte var bygget af
flintesten for at modstå det saltholdige klima. Handelen med tekstiler bragte velstand
til byen, hvilket man kan se på de dekorative elementer i de større borgerhuse fra
denne periode.

Nutidens Veules-les-Roses er en af de mest populære destinationer i Normandiet. 
En anlagt vandresti følger floden fra dens udspring til udløbet i havet, hvilket
giver besøgende mulighed for at se de restaurerede vandmøller på tæt hold. Mange
af de historiske huse er i dag ejet af folk, som bruger dem som helårsboliger, og
de passer deres ejendomme med stor respekt for historien. Byen er kendt for sine
østers, som man dyrker lige ud for kysten, og den gastronomiske arv er i dag en 
vigtig del af landsbyens identitet.
