# Oplev Molène-øens skønne hemmeligheder inden turisterne overrender stedet

- Link: https://frankrig.nu/opstilling/oplev-molene-oeens-skoenne-hemmeligheder-inden-turisterne-overrender-stedet/
- Udgivet: 2026-03-11T10:07:34+00:00
- Forfatter: FRANKRIG . NU

Île de Molène ligger midt i det åbne hav, og fremstår som et af de mest fredfyldte
og autentiske øsamfund i det nordvestlige Frankrig. Øen hører til departementet 
Finistère i Bretagne og er den største beboede af de omkring tyve små øer og klippeskær
mellem fastlandet og øen Ouessant. Øen godt én kilometer lang og under én kilometer
bred, men rummer alligevel et markant landskab og et stærkt lokalt præg, som år 
efter år tiltrækker besøgende, der søger stilhed, natur og afstand til det moderne
tempo.

Molène har cirka 150 fastboende. Om sommeren mangedobles befolkningstallet, når 
turister og tidligere beboere vender tilbage. Øen bevarer alligevel sin rolige karakter,
da ikke er biler på Molène, og al færdsel foregår til fods. Det bidrager til den
særlige atmosfære, som mange fremhæver, bl.a. i anmeldelser på TripAdvisor. Flere
rejsende beskriver øen som et sted, hvor man ”hører vinden og havet i stedet for
trafik”, og hvor tiden opleves langsommere.

Man kommer til Île de Molène med færge fra havnebyen Le Conquet på Bretagnes vestkyst.
Overfarten tager tre kvarter til en time afhængigt af vejr og rute, og ifølge det
regionale turismebureau Tout commence en Finistère er selve sejlturen en del af 
oplevelsen, da farvandet omkring øen er kendt for sit rige dyreliv. Delfiner og 
sæler ses jævnligt i området.

Når man ankommer til Molènes lille havn, mødes man af lave, hvidkalkede huse, granitmure
og en kompakt landsby, der ligger tæt samlet omkring kajen. Øens begrænsede størrelse
gør det muligt at gå hele vejen rundt langs kysten på under en time, men de fleste
besøgende bruger langt mere tid, fordi udsigterne og strandene indbyder til pauser.
Lonely Planet kalder Molène ideel til korte vandringer, hvor man konstant har havet
i syne, og hvor lys og vejr skifter hurtigt, som det er typisk for Bretagnes yderkyst.

Naturens betydning for øen kan næppe overvurderes. Molène ligger midt i Parc naturel
marin d’Iroise, Frankrigs første hav-nationalpark. Ifølge France 3 Régions Bretagne
er farvandet omkring øen blandt de mest artsrige i Europa, især når det gælder tangskove,
fiskearter og havpattedyr. Den beskyttede status betyder, at turismen på Molène 
i høj grad er præget af respekt for miljøet, og at øen tiltrækker rejsende med interesse
for natur, fugleliv og havets økosystemer.

Ud over naturen rummer Molène også en tydelig historisk dimension. Øens kirke, Saint-
Ronan, vidner om et stærkt lokalsamfund med dybe rødder i bretonsk kultur og kristen
tradition. Et særligt mindesmærke på øens kirkegård fortæller historien om det britiske
passagerskib Drummond Castle, som forliste i 1896, og hvor mange omkomne blev begravet
på Molène. Historien nævnes blandt andet på øens officielle informationsskilte og
omtales i lokale historiske artikler i Ouest-France, som fremhæver Molènes rolle
som et sted, der ofte har været tæt forbundet med havets farer.

For besøgende findes der enkelte caféer og små spisesteder, primært omkring havnen.
På TripAdvisor fremhæves især den afslappede stemning og det enkle køkken med fokus
på fisk og lokale råvarer. Flere skriver, at oplevelsen ikke handler om gastronomisk
luksus, men om autenticitet og nærhed til det lokale liv. Overnatningsmulighederne
er ligeledes beskedne, men varierede, med private værelser, små pensioner og en 
campingplads tæt ved kysten.

Île de Molène appellerer til alle, som vil opleve ‘det hemmelige Frankrig’ og den
moderne slow traveller. På Molène er fraværet af støj, trafik og hastværk den største
kvalitet. Netop derfor fremhæves øen ofte som et ideelt mål for dagsture eller korte
ophold for dem, der vil opleve Bretagnes rå natur og maritime kultur i den mest 
koncentrerede og uforstyrrede form.

**[Link til turistkontoret](https://www.molene.fr)**

**[Link til brochure](https://www.calameo.com/read/004656587351ad749d949)**
