# Les Républicains – de Gaulles arv i krise

- Link: https://frankrig.nu/les-republicains-de-gaulles-arv-i-krise/
- Udgivet: 2025-09-26T10:13:22+00:00
- Forfatter: FRANKRIG . NU

 

Les Républicains (LR) er et af de mest traditionsrige partier i fransk politik. 
Med rødder tilbage til Charles de Gaulles efterkrigstidsparti repræsenterer LR arven
fra den franske højrefløjs klassiske konservatisme og gaullisme.

I årtier havde Replubikanerne – under forskellige navne – magten i Frankrig, der
leverede flere præsidenter og statsministre. I dag befinder LR sig i en dyb vælgerkrise,
klemt mellem Emmanuel Macrons centrumparti Renaissance og højrepopulisterne i Rassemblement
National.

  |  År |  Navn (fransk) |  Dansk forklaring |  
   |  **1947 – 1958** |  **Rassemblement du Peuple Français (RPF)** |  Charles de Gaulle stiftede RPF i 1947 som en samlende bevægelse for “det gaullistiske Frankrig”. |  
 |  **1958 – 1967** |  **Union pour la Nouvelle République (UNR)** |  Ved grundlæggelsen af Den Femte Republik dannede de Gaulle UNR for at støtte ham som præsident og konsolidere hans politiske base. |  
 |  **1967 – 1968** |  **Union des Démocrates pour la République (UDR)** |  En fusion og omdøbning af UNR og små grupper; blev officiel hovedbetegnelse i 1968. |  
 |  **1968 – 1976** |  **Union des Démocrates pour la République (UDR)** |  Det officielle gaullistparti efter maj ’68. |  
 |  **1976 – 2002** |  **Rassemblement pour la République (RPR)** |  Jacques Chirac skabte RPR for at modernisere den gaullistiske arv og distancere sig fra UDR’s ældre struktur. |  
 |  **2002 – 2015** |  **Union pour un Mouvement Populaire (UMP)** |  Efter Chiracs genvalg samlede højrefløjen sig under UMP som et bredt “præsidentflertalsparti”. |  
 |  **2015 – i dag** |  **Les Républicains (LR)** |  Nicolas Sarkozy ændrede navnet til Les Républicains i et forsøg på at relancere partiet efter han tabte præsidentposten. |

_**Under Charles de Gaulle** hed partiet først **RPF** (1947-58), derefter **UNR**
og siden **UDR** (fra 1968)._

 

Partiet blev med det nuværende navn formelt grundlagt i 2015, da daværende præsident
Nicolas Sarkozy ønskede at relancere den gamle Union pour un Mouvement Populaire(
UMP). UMP var skabt i 2002 som endnu en samling af højrefløjspartier for at sikre
et stærkt gaullistisk svar på venstrefløjens dominans. I UMP’s årtier ved magten
var det med profiler som Jacques Chirac, Alain Juppé, Dominique de Villepin og Nicolas
Sarkozy.

Les Républicains arvede en rig historie: de Gaulle, der samlede nationen efter krigen;
Georges Pompidou, der ledede moderniseringen i 1960’erne; Jacques Chirac, der sad
som præsident i to perioder fra 1995 til 2007; og Nicolas Sarkozy, der bragte partiet
til præsidentmagten igen i 2007. Den konservative højrefløj har stået for politik,
der kombinerede økonomisk liberalisme med social konservatisme og en stærk vægt 
på statens rolle i at sikre national sammenhængskraft.

Men efter Sarkozys valgnederlag i 2012 begyndte problemerne. Partiet havde svært
ved at finde en ny samlende leder. Skandaler om private partitilskud og magtkampe
svækkede organisationen.

Da Emmanuel Macron i 2017 stjal midten af fransk politik, blev LR klemt. Mange af
partiets moderate vælgere gik til Macron, mens mere konservative og bekymrede vælgere
søgte mod Marine Le Pen.

I dag anses LR’s største udfordring for at være at definere sig selv. Partiets officielle
linje er fortsat konservativ og gaullistisk: man ønsker en stærk stat, fokus på 
lov og orden, stram kontrol med immigration og en økonomisk politik, der kombinerer
markedsøkonomi med sociale hensyn.

I praksis har LR svært ved at markere sig. Når partiet taler om indvandring og sikkerhed,
bliver det overbudt af Rassemblement National. Når det taler om økonomiske reformer
og modernisering, fremstår Macron helt fremme på den dagsorden.

Ved parlamentsvalget i 2022 fik LR 61 mandater – et dramatisk fald fra tidligere
tiders dominans. Siden er gruppen skrumpet yderligere til 45 mandater, hvilket placerer
den som en mellemstor spiller langt fra den styrke, partiet engang havde.

Partiets nuværende leder, Éric Ciotti, har forsøgt at fastholde en hårdere linje
på indvandring og sikkerhed, og det har givet interne stridigheder. Flere af LR’s
borgmestre og regionale ledere ønsker en moderat kurs, der kan appellere til midtervælgerne.
Splittelsen blev tydelig i 2023, da Ciotti åbnede døren for samarbejde med Rassemblement
National – en idé, som mange LR-profiler blankt afviste.

Trods krisen spiller LR stadig en vigtig rolle lokalt. Partiet har mange borgmestre,
regionsformænd og lokale embedsmænd, både i landdistrikter og i velhavende dele 
af byerne. Den lokale forankring giver partiet en politisk base, der kan holde det
i live, selv når de nationale resultater skuffer.

Historisk set har LR og dets forgængere haft enorm betydning for Frankrig. De Gaulle
skabte Den Femte Republik og det politiske system, der stadig gælder i dag. Chirac
markerede Frankrigs uafhængige udenrigspolitik ved at sige nej til Irakkrigen i 
2003. Sarkozy forsøgte at modernisere økonomien og føre Frankrig tættere på EU’s
kerne. Mange opfatter stadig partiet som en bærende del af Frankrig, selv om det
lige nu er svækket.
