# Le Pens parti – fra protest til magtfaktor

- Link: https://frankrig.nu/le-pens-parti-fra-protest-til-magtfaktor/
- Udgivet: 2025-09-24T17:43:46+00:00
- Forfatter: FRANKRIG . NU

Rassemblement National, bedst kendt som RN, er i dag det mest indflydelsesrige højrefløjsparti
i Frankrig. Det nationalistiske parti har rødder tilbage til 1972, hvor Jean-Marie
Le Pen stiftede Front National.

Dengang blev partiet opfattet som et yderligtgående parti, der samlede stemmer fra
utilfredse vælgere på højrefløjen. Halvfjerds år senere er partiet en central aktør
i fransk politik, og i 2024 blev RN det største parti i Nationalforsamlingen.

RN blev grundlagt under navnet Front National som en samling af højreradikale grupper
og personer, heriblandt tidligere tilhængere af Vichy-regimet, monarkister og modstandere
af indvandring. Jean-Marie Le Pen, en karismatisk men stærkt kontroversiel leder,
gjorde partiet til en slagkraftig bevægelse, men hans udtalelser om bl.a. Holocaust
og afastholdt det længe som politisk paria.

I 1980’erne og 1990’erne voksede Front National ved at adressere befolkningens bekymring
over stigende arbejdsløshed og immigration.

[[

I 2002 opnåede Jean-Marie Le Pen et historisk gennembrud, da han gik videre til 
anden runde af præsidentvalget mod Jacques Chirac. Millioner af franskmænd gik på
gaden i protest, og Le Pen tabte stort i anden runde. Resultatet viste, at højrepopulismen
nu var en fast bestanddel af det franske politiske landskab.

I 2011 overtog datteren Marine Le Pen overtog ledelsen fra sin far. Hun indledte
en proces, hun kaldte “dédiabolisation” – en af-dæmonisering af partiet. Hun tonede
den mest ekstreme retorik ned, ekskluderede åbent antisemitiske stemmer og forsøgte
at præsentere RN som et parti, der kunne regere.

I 2018 ændrede hun navnet fra Front National til Rassemblement National, et signal
om en bredere appel og et brud med fortiden.

Partiets program bygger på stærk modstand mod indvandring og EU. RN ønsker at reducere
antallet af immigranter kraftigt, styrke grænsekontrollen og indføre en klar “fransk
først”-politik på arbejdsmarkedet og i sociale ydelser.

RN vil udfordre EU’s magt og give Frankrig mere national selvbestemmelse. Partiet
har bevæget sig fra ultraliberale positioner under Jean-Marie Le Pen til et mere
socialt orienteret program under Marine Le Pen, der appellerer til arbejderklassen
og lavindkomstgrupper, især i de tidligere industriregioner.

Marine Le Pen har tre gange forsøgt at blive præsident – i 2012, 2017 og 2022. Hver
gang er hun nået til anden runde, men tabte til først François Hollande og sidst
to gange til Emmanuel Macron. Hun har fordoblet vælgerstøtten og normaliseret partiet
i en grad, der tidligere var utænkelig.

Ved parlamentsvalget i 2022 skabte RN sensation ved at få 89 mandater – det bedste
resultat i partiets historie. Siden da er gruppen vokset yderligere gennem løsgængere
og politiske alliancer, så RN i 2024 blev Nationalforsamlingens største parti med
126 mandater.

Den parlamentariske styrke betyder, at RN i dag ikke blot er et protestparti, men
en reelt magtfaktor, som andre partier må forholde sig til. Partiet leder flere 
kommuner og regioner, særligt i Nordfrankrig og Sydfrankrig, hvor utilfredsheden
med globalisering, indvandring og økonomisk usikkerhed er størst.

Samtidig er RN stadig præget af en grundlæggende spænding. På den ene side ønsker
Marine Le Pen at vise regeringsduelighed og fremstå som en legitim præsidentkandidat
til 2027. På den anden side tiltrækker partiet stadig vælgere, som kræver hårde 
og kompromisløse udmeldinger. Balancegangen er RN’s største udfordring de kommende
år.

Partiets betydning for fransk politik er svær at overvurdere. RN har forandret hele
debatten om immigration og national identitet, og partiet har presset både centrum-
højre (Les Républicains) og centrum (Renaissance) til at stramme retorikken. Samtidig
har det udfordret venstrefløjen, der ofte har haft svært ved at imødegå RN’s appel
til de økonomisk og socialt udsatte grupper.

Marine Le Pen har udtalt, at 2027 vil blive hendes sidste forsøg på at blive præsident.
Lykkes det ikke, står hendes unge partiformand, Jordan Bardella, klar til at tage
over. Bardella repræsenterer en ny generation af nationalister, der er vokset op
i partiets skygge, men som med sin ungdom og medietække har potentiale til at føre
RN ind i en ny æra.
