# Rejs rundt i de smukke franske nationalparker

- Link: https://frankrig.nu/franske-nationalparker-er-vaerd-at-besoege/
- Udgivet: 2025-08-28T11:04:02+00:00
- Forfatter: FRANKRIG . NU

Udenfor byerne, udendøre og i ro med naturen, sådan er nationalparkerne, Eiffeltårnet,
vinmarkerne i Bordeaux og caféerne i Paris forbinder vi med Frankrig sammen med 
slotte, kunst, mad og mode.

Udenfor byerne findes en anden fortælling, fortællingen om den franske naturen som
en dyrebar arv.

Det er fortællingen om, hvordan Frankrig sent, men målrettet, begyndte at beskytte
bjerge, skove, floder og kyster – og om hvordan landskaberne nu er steder, hvor 
både mennesker, dyr og minder mødes.

I dag har Frankrig elleve nationalparker, og hver park rummer sin egen historie,
sit eget særpræg, sin egen stemme. Samlet tegner de et billede af et land, der ser
naturen som mere end et rekreativt fristed. I parkerne er naturen en del af nationens
identitet, lige så vigtig som katedraler og malerier.

Nationalparkernes tidslinje begynder i 1960, da Nationalforsamlingen vedtog en lov,
der ville skabe rammer for beskyttede områder. Mens USA havde fredet Yellowstone
siden 1872, og Schweiz dannet sin første nationalpark i 1914, havde Frankrig tøvet.

Det skyldtes blandt andet, at landet er tæt beboet, og at naturen sjældent stod 
uberørt. Landsbyer, sæterbrug, skovdrift og vinmarker var filtret sammen med de 
områder, man ville beskytte.

Hvordan skulle man adskille mennesker fra natur, når de havde levet side om side
i århundreder? Svaret blev en model, hvor kultur og natur skulle eksistere i samme
ramme. Nationalparkerne i Frankrig er derfor aldrig kun naturreservater – de er 
også kulturarvsområder.

I 1963 kom den første park: _[Vanoise](https://frankrig.nu/frankrigs-foerste-naturreservat-parc-national-de-la-vanoise/)_
i Savoie. Den blev oprettet for at redde den langhornede, alpine stenbuk fra udryddelse.

I begyndelsen af det 20. århundrede var dyret næsten forsvundet, men i Vanoise fandt
en lille bestand skjul. Parken gjorde det muligt at bevare arten, og i dag vandrer
stenbukkene frit i bjergene, hvor de møder vandrere på vej mod gletsjere og bjergpas.

![](https://frankrig.nu/wp-content/uploads/2025/06/alpine-ibex-paa-mont-blanc-e1752067176607.
jpg)

Ibex på Mont Blanc-massivet, bagved ses Glacier des Bossons.

At stå i Vanoise en tidlig morgen, hvor solen rammer isen på Grande Casse, og høre
klangen af klokker fra køer i dalen, er at forstå, hvordan natur og kultur kan hænge
sammen.

Det er ikke helt uberørt vildmark, men en mosaik, hvor hyrder og turister, stenbukke
og ørne deler det samme landskab.

Syv år senere, i 1970, kom _Cévennes_. Her var situationen en helt anden. Cévennes
er et barskt bjergområde i Languedoc, præget af kastanjelunde og små stengærder.

I 1600-tallet, efter at Ludvig XIV havde tilbagekaldt Nantes-ediktet, gjorde de 
protestantiske camisarder oprør her. De kendte hver sti, hvert skjul, og de kæmpede
mod kongens tropper i årevis. Parken blev derfor fra begyndelsen tænkt som et kulturlandskab,
hvor menneskers kamp for frihed var lige så vigtig som naturens skønhed.

I dag er Cévennes et UNESCO-område, fordi det viser, hvordan middelhavspastoral 
kultur har formet landskabet. Man kan gå på stier, hvor hyrder stadig driver får,
og hvor kastanjetræer, nogle af dem flere hundrede år gamle, bevidner fortidens 
liv.

I 1973 fulgte _Écrins_, et af Alpernes vildeste områder. Her rejser bjergene sig
stejlt, og gletsjere snor sig ned gennem dalene. Og også her er historien synlig.

Écrins var i 1800-tallet et af de steder, hvor bjergbestigning udviklede sig som
sport. Britiske og franske klatrere kom til landsbyer som La Bérarde og Vallouise
for at bestige tinder på over fire tusind meter.

De blev guidet af lokale, og snart voksede en hel kultur frem, hvor bjergene blev
set som udfordring og eventyr, ikke kun som arbejdslandskab. Når man i dag går på
de gamle stier, kan man næsten høre ekkoet af de første isøkser, der blev plantet
i isen.

I 1967 var _Pyrenæerne_ blevet nationalpark. Området rummer noget af Europas mest
dramatiske natur: Cirkusformede dale som Gavarnie, hvor klipperne rejser sig som
katedraler, og vandfald styrter hundrede meter ned. Pyrenæerne er også fyldt med
historie. Under Anden Verdenskrig brugte smuglere og flygtninge bjergene til at 
krydse ind i Spanien. At vandre her er at mærke både naturens og menneskers kamp
for overlevelse.

Et mere moderne eksempel er _Calanques_ ved Marseille, oprettet i 2012. Her falder
hvide kalkklipper lodret ned i Middelhavet, og små bugter med turkisblåt vand gemmer
sig mellem dem.

Calanques er en park, der viser, hvor svært det er at beskytte natur i tæt befolkede
områder. Marseille presser på den ene side, turisterne på den anden. Fiskeri, sejlads
og industri er en del af billedet. Men parken blev alligevel til, efter lange diskussioner.

Den er i dag et kompromis, hvor nogle områder er helt fredede, mens andre bruges
med restriktioner. At sejle ind i Calanque en sommerdag, mens klipperne gløder i
solen, er at se naturen på sit mest dramatiske – men også på sit mest sårbare.

Nationalparkerne er ikke kun et spørgsmål om bjerge og kyster. I 2009 blev _Parc
amazonien de Guyane_ oprettet i Fransk Guyana. Med 34.000 kvadratkilometer regnskov
er det Frankrigs største nationalpark, større end Belgien. Her lever oprindelige
folk som Wayãpi og Teko, og her findes et væld af dyrearter fra jaguarer til sjældne
fugle. Parken rejser spørgsmål, der går langt ud over natur: Hvad vil det sige at
være fransk i Sydamerika? Hvordan forvalter man en regnskov, der også er hjem for
folk med egne traditioner og rettigheder?

Den nyeste park er _Parc national de forêts_ i Bourgogne og Champagne, oprettet 
i 2019. Den beskytter nogle af Vesteuropas ældste løvskove, hvor egetræer har stået
i århundreder. Det er et landskab, der ikke imponerer med bjerge eller hav, men 
med stilhed og kontinuitet. At gå her er at mærke tidens langsomme rytme. Træer,
der spirer i dag, vil stå længe efter, at vi er væk.

Nationalparkerne er blevet steder, hvor man kan genfinde forbindelsen til naturen,
men også steder, hvor Frankrigs historie bliver konkret. Cévennes vidner om religionskrige,
Pyrenæerne om modstand under krigen, Écrins om opdagelsens ånd i 1800-tallet. De
er levende parker, hvor kultur og natur ikke kan skilles.

I dag står parkerne over for nye udfordringer. Klimaforandringer mærkes allerede.
I Alperne trækker gletsjere sig tilbage i rekordfart, i Cévennes trues kastanjelunde
af tørke, og i Calanques bliver havets temperaturer så høje, at koraller dør. Samtidig
vokser turismen. Millioner besøger parkerne hver sommer, og spørgsmålet er, hvor
meget de kan tåle. Nogle steder reguleres adgangen nu strengt, med reserverede billetter
og begrænsede antal besøgende.

Alligevel er nationalparkerne blevet en central del af Frankrigs selvforståelse.
De bruges i skoleundervisning, optræder i valgkampe, og de indgår i fortællingen
om Frankrig som en nation, der både beskytter slotte og skove, malerier og gletsjere.
Når franskmændene tager på ferie, er det ofte i parkerne, de går på vandreture, 
bader i floder eller besøger små landsbyer.

---

### Adgangsbegrænsning i naturområderne

Flere af Frankrigs mest besøgte natursteder – særligt i og omkring nationalparker–
har indført adgangsreguleringer med forudgående reservationskrav for at beskytte
sårbare økosystemer og forhindre erosion. Her er et overblik over, hvor det gælder:

#### Calanques Nationalpark (ved Marseille)

Særligt kystområderne som Sugiton og Pierres Tombées har siden sommeren 2022 krævet
_gratis men obligatorisk reservation_ for at begrænse antallet af daglige besøgende.
I højsæsonen er besøgsgrænsen sat til 400 personer dagligt, mod tidligere op mod
2.500 om dagen. Ordningen lykkedes med at sætte foden på naturens slid og er forlænget
frem til mindst 2027.

#### Port-Cros Nationalpark (Hyères-øerne, Côte d’Azur)

Øen Porquerolles – en del af nationalparken – har indført et loft på 6.000 besøgende
dagligt i højsæsonen. Det sker ved at begrænse antal billetter på færgerne, så kapaciteten
fordeles. Målsætningen er at beskytte øens miljø og infrastrukturen.

#### Lavezzi-øerne, Korsika

Korsika har også grebet til kvotetiltag. Flere populære lokale områder – herunder
Lavezzi-øerne, Bavella og Restonica-dalen – har indført årlige afgrænsninger eller
begrænsninger for daglige besøgende. For eksempel er Lavezzi-øerne begrænset til
et bestemt antal besøgende om året (fx omkring 200.000) og specielt i perioder deles
denne kapacitet ud per dag.

---

### Samlet oversigt – hvor gælder reservation og kvoter?

  |  Område |  Begrænsninger |  
   |  **Calanques Nationalpark** |  Gratis online reservation nødvendig, max 400 besøgende pr. dag i Sugiton, etc. |  
 |  **Port-Cros (Porquerolles)** |  Max. 6.000 besøgende pr. dag via færgebilletter i højsæsonen. |  
 |  **Lavezzi & Korsika** |  Årlige- og daglige kvoter på populære steder som Lavezzi, Bavella, Restonica. |