# Borgmestre i oprør mod Paris: <b>“I har glemt os”</b>

- Link: https://frankrig.nu/borgmestre-i-oproer-mod-paris-i-har-glemt-os/
- Udgivet: 2025-06-24T15:25:51+00:00
- Forfatter: FRANKRIG . NU

Der ulmer en voksende utilfredshed blandt borgmestre i Frankrigs små byer og landkommuner.
Mange føler sig forladt af Paris og oplever, at deres muligheder for at træffe beslutninger
lokalt forsvinder. Et stort antal borgmestre i landdistrikterne, repræsenteret af
blandt andre foreningerne AMRF (Association des maires ruraux de France) og AMF (
Association des maires de France), hæver stemmen for at kræve både anerkendelse 
og reel indflydelse.

Kritikken retter sig mod en stadigt mere kompleks og ufremkommelig lovgivning, som
ifølge borgmestrene spænder ben for praktisk kommunal drift og udvikling. Der er
tale om, hvad Christophe Bouillon, formand for foreningen af småbyer i Frankrig,
kalder en “boulimie de normes” – et frådende forbrug af regler og normer, der i 
praksis lægger små lokalsamfund i lænker. Han nævner i flere franske medier eksempler
på kommuner, som bliver fanget i et net af modstridende krav: hvis de vil isolere
deres sportshaller, skal de samtidig opfylde handicapkrav, som de ikke har økonomi
til at løfte, og arbejdet må derfor opgives helt. Det samme gælder for ændringer
i adgangsforhold til skoler og rådhuse, som ofte må opgives på grund af et væld 
af detaljerede standarder.

Men det handler ikke kun om normer. Der er også en udbredt oplevelse af, at staten
har frarøvet kommunerne deres økonomiske handlefrihed. Tidligere havde borgmestre
større kontrol over skatteindtægter og lokale investeringer. I dag er de i stigende
grad afhængige af statslige tilskud – de såkaldte dotationer – som de ikke har nogen
reel indflydelse på. Flere borgmestre føler, at deres kommuner fungerer som redskaber
for statens økonomiske balance uden at få de nødvendige midler til at løfte opgaverne.

Konsekvenserne er mærkbare. En undersøgelse fra Cevipof ved Sciences Po viser, at
kun 27 procent af de adspurgte borgmestre i landdistrikterne føler sig anerkendt
af staten – et markant fald fra 39 procent i 2020. Mange overvejer ikke at genopstille
ved kommunalvalget i 2026, ikke på grund af modstand fra vælgere, men fordi de er
udmattede og oplever, at deres funktion reelt er udhulet.

I Sénatet blev problemet rejst i maj, hvor blandt andre senator Françoise Gatel 
understregede, at landområderne ikke er en verden i forfald, men tværtimod en kilde
til energi og fremdrift. Hun efterlyste konkrete initiativer, såsom udpegning af
embedsmænd med særligt ansvar for landdistrikter i hvert ministerium, samt et nationalt
observatorium, der kunne overvåge og fremme lokale behov.

Borgmestrene kræver nu en strategi, der både omfatter økonomisk stabilitet, afbureaukratisering
og forenkling af lovgivningen. De ønsker at blive behandlet som reelle politiske
aktører – ikke som forlængede arme for beslutninger truffet i Paris. Situationen
er alvorlig, og som formanden for AMF for nylig sagde:

“Det, vi oplever, er ikke bare utilfredshed – det er begyndelsen på et oprør.” Hans
store spørgsmål er, om regeringen lytter, inden det er for sent.
