UDI – det lillebitte centrum-højre parti
Union des Démocrates et Indépendants, kendt som UDI, er et af de meget små partier. Det blev stiftet i 2012 af Jean-Louis Borloo, en tidligere minister med ambitioner om at samle de moderate kræfter, der følte sig klemt mellem de store blokke i fransk politik. UDI skulle være en platform for de liberale, pro-europæiske stemmer, som ikke kunne identificere sig fuldt ud med Les Républicains eller med Socialisterne.
Borloo, der selv havde en fortid i centrumpolitik, lancerede UDI som en paraplyorganisation for en række mindre partier, herunder Nouveau Centre og Parti Radical. Tanken var at skabe en moderne, midtsøgende kraft til at spille en rolle i koalitioner. Borloo var en karismatisk mand, men allerede få år senere trak han sig tilbage af helbredsmæssige årsager, og partiet mistede sin synlige frontfigur.
I dag ledes UDI af Hervé Marseille, der også sidder i Senatet. Partiet er fortsat en del af den pro-europæiske centrum-højre tradition og lægger vægt på økonomisk ansvarlighed, støtte til erhvervslivet, lokalt selvstyre og en konstruktiv rolle i EU. Samtidig er det mere moderat i tonen omkring indvandring og national identitet end de store højrefløjspartier, hvilket giver det en profil, der minder om MoDem – om end uden samme gennemslagskraft.
Ved parlamentsvalget i 2012 lykkedes det UDI at få en lille repræsentation, men siden er partiet gradvist skrumpet. I dag har det blot tre mandater i Nationalforsamlingen. Det giver begrænset indflydelse, men i et fragmenteret politisk landskab kan selv få stemmer nogle gange få betydning i afstemninger.
UDI’s udfordring er, at det mangler en klar rolle. På den ene side ligger det tæt på Les Républicains og kunne nemt indgå i deres rækker. På den anden side er det ideologisk beslægtet med MoDem og kunne derfor også slutte sig tættere til Macrons flertal. At partiet forsøger at bevare en selvstændig profil, ses af mange som en styrke i forhold til identitet, men som en svaghed i forhold til vælgeropbakning.
Partiet har sin største styrke i lokalpolitikken, især gennem borgmestre og kommunale lister, hvor den pragmatiske centrum-højre-linje tiltaler kandidater og vælgere, der ønsker stabilitet uden ideologiske skarpe kanter.
På nationalt plan er det svært for UDI at markere sig i medierne, hvor opmærksomheden typisk går til de store blokke og de mere polariserende figurer som Le Pen og Mélenchon.
Historisk set har UDI derfor haft mere symbolsk end reel indflydelse. Partiet repræsenterer en tradition i fransk politik, hvor midten spiller rollen som forhandler og brobygger. Men i et klima, hvor vælgerne i stigende grad søger klare alternativer, har det været svært for UDI at fastholde opbakning.
For de vælgere, der stadig tror på et sobert, europæisk orienteret centrum-højre, er UDI dog et hjemsted. Og i en fremtid, hvor Macron ikke længere dominerer midten, kan det ikke udelukkes, at partiet kan finde en ny rolle. Hvis Les Républicains fortsætter sin krise, og MoDem bliver opslugt af et nyt midterprojekt, kan UDI måske genopfinde sig selv.